Fedtemøg flyder i fjordene tidligere end normalt
Fedtemøg har allerede gjort sit indtog i fjordene. Store nedbørsmængder har gjort, at algerne er kommet tidligt i år.
- To skrubber, en sild og en stenbider.
Fritidsfisker Benny Villadsen holder nærmest inde med opremsningen af fangsten i Vejle Fjord, før han får begyndt.
Han har fisket i fjorden siden 1994, men nu er fiskene forduftet og lige under overfladen vokser noget frem, som ikke burde være her på denne årstid.
Det er fedtemøg, som gør, at ålegræsset ikke har det godt.
Store nedbørsmængder
De store nedbørsmængder har ifølge biolog Kaare Ebert gjort, at algerne er kommet tidligt i år.
- Masser af regn trækker masser af næringsstoffer ud af markerne, og det er det, der bidrager til, at det kommer så tidligt. Så derfor kan vi forudsige allerede nu, at det bliver et helt vildt år med masser af iltsvind, masser af fedtemøg og masser af snask i vandet, siger biologen.
Der er allerede indløbet meldinger om fedtemøg i hele landet, og selv så Kaare Ebert algerne allerede i begyndelsen af marts.
- Jeg frygter faktisk lidt, at hvis ikke der sker noget radikalt, så vil det her bare være det nye normale, at vi ser masser af algeopblomstring og en masse områder med iltsvind, siger biologen.
For tidligt at spå
Spørger man Jens Würgler Hansen, der er biolog og seniorrådgiver ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, er det endnu for tidligt at sige, hvor slemt iltsvindet vil blive i år.
- Det kan man slet ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Men det er klart, at hvis der er mange næringsstoffer i systemet, er der nogle forudsætninger for, at iltsvindet godt kan gå hen og blive slemt igen i år, siger seniorrådgiveren.
Fedtemøget ærgrer også fisker Benny Villadsen.
- Det er mega træls. Det har jo også betydning for de få redskaber, vi har tilbage. De bliver fyldt med fedtemøg, når vi er ude at fiske. Og det er træls at se på, lyder det.