Direktør regner med travlhed i afslutningen af svær tid
Det er ved at være sidste udkald for klubberne i Danmark med at få købt eller solgt spillere, og i Vejle Boldklub forventer de en travl uge.
Transfervinduet i Danmark er åbent til og med mandag den 2. september, og dermed skal klubbernes slutspurt om de sidste handler snart rulle.
Direktør i Vejle Boldklub Henrik Tønder forventer, at de får sig en afslutning med som vanligt.
- Jeg kan sige af erfaring, at jo tættere vi kommer på, at vinduet afsluttes, jo mere er der af forskellige ting, som vi skal forholde os til. Det forventer vi også den her gang, siger han.
Holdet fra Nørreskoven har foreløbig hentet seks nye spillere ind denne sæson, hvor finske Richard Jensen i skrivende stund er den seneste nyerhvervelse.
Omvendt har klubben sagt farvel til en række profiler fra sidste sæson. Lejeaftalerne med målmand Nathan Trott og midtbanespilleren Tyrese Francois udløb ved udgangen af sidste sæson, mens det ikke lykkedes at blive enig med den tidligere anfører Raul Albentosa om en ny kontrakt.
Derudover har Oliver Provstgaard og German Onugkha været de store transferemner denne sæson, som Vejle kunne tjene en skilling på.
Det er stadig uvist, hvad der sker med dem.
- Indtil videre har de været sendt videre på rygteplan, så nu må vi se, om der kommer noget konkret. Vi driver en fodboldforretning, og den afhænger af, at vi også sælger spillere, siger Henrik Tønder.
Sværeste periode som træner
Vejle Boldklub ligger nederst i Superligaen med nul point efter de første seks kampe.
Sæsonstarten er utilfredsstillende især ifølge cheftræner Ivan Prelec, der ikke havde meget positivt at sige i kølvandet på søndagens nederlag mod Silkeborg.
TV SYD spurgte i dagene op til kampen den kroatiske træner til årsagerne til de tabte kampe.
Her nævnte han udskiftninger i truppen som en faktor. Sæsonstarten er ofte for hans vedkommende den sværeste periode som træner, da transfervinduet stadig er åbent, og bærende kræfter kan forsvinde.
Vejle Boldklubs til- og afgange
Tilgange:
Anders K. Jacobsen fra AC Horsens (Køb)
Damian van Bruggen fra Almere City (Fri transfer)
Masaki Murata fra Sumqayit (Fri transfer)
Luka Hujber fra Istra 1961 (Køb)
David Colina fra Augsburg (Leje)
Richard Jensen fra Aberdeen (Leje)
Afgange:
Gustav Granath til Våsterås SK
Raul Albentosa (Kontraktudløb)
Nathan Trott (Lejekontrakt udløbet)
Tyrese Francois (Lejekontrakt udløbet)
Victor Lind (Lejekontrakt udløbet)
Andreas Bredahl (Kontrakt ophævet)
Denis Kolinger (Kontrakt ophævet)
Jasin-Amin Assehnoun til Volos
Frederik Flaskager til Esbjerg fB
- Det kommer an på, hvilken klub du er i, men i Vejle er det sådan. Vi er ikke en klub, der har finansielle evner til at gøre, hvad vi vil eller det, som vi ved, vi skal gøre. Der er vi nødt til at være tålmodige og søge mulighederne på transfermarkedet, siger Ivan Prelec.
Vejle Boldklub mangler en kamp, inden transfervinduet smækker i den 2. september.
Næste modstander er Lyngby, som VB møder på Lyngby Stadion fredag. Kampen kan ses på TV3 Sport og Viaplay.