Det ved vi, og det mangler vi svar på i "kartoffel-sagen"
Ingen kom til skade på motorvejene torsdag. Det kunne dog sagtens være gået galt, da en vognmand åbnede op for lasten, så massevis af kartofler rullede ud på vejene.
(Opdateret med resultatet af retsmødet om fristforlængelse torsdag den 15.6.2023.red.)
Tonsvis af kartofler var torsdag morgen spredt ud flere steder på de danske motorveje blandt andet mellem 62 Kolding Ø og motorvejskryds Skærup.
Sidenhen er en 57-årig vognmand blevet varetægtsfængslet i 14 dage, da politiet mener, at der var tale om en bevidst handling.
Anholdelsen er blevet forlænget med fire uger torsdag. Anholdelsen blev forlænget for lukkede døre, så vi ved ikke, hvordan manden stiller sig til forlængelsen.
Her er et overblik over, hvad vi ved indtil videre:
Hvornår skete det?
- Kl. 04.34 torsdag morgen modtog politiet de første anmeldelser om, at der lå massevis af kartofler spredt ud på kørebanen på motorvejen ved Kolding.
- To timer senere modtog Fyns Politi en anmeldelse om, at der også lå en større mængde kartofler i vestgående retning på Storebæltsbroens lavbro.
- Ti minutter senere, klokken 06:45, fik Fyns Politi en ny melding om, at der også lå kartofler i østgående retning på Storebæltsbroen.
- Klokken 11:50 var motorvejene igen farbare.
Hvad betyder sigtelsen for vognmanden?
- For den 57-årige chauffør fra Give venter 14 dages varetægtsfængsling. Han er blevet sigtet efter straffelovens paragraf 252, som omhandler at udsætte andres liv eller førlighed for fare. Han nægter sig skyldig i sigtelsen, selvom han erkender, at det var forsætligt, at han lod kartoflerne trille af sit lad.
- Overtrædelse af paragraf 252 kan give en straf på op til otte års fængsel.