De bruger al deres fritid på sporten - nu skal de til VM for Danmark
Det er de færreste mennesker forundt at komme med til et verdensmesterskab, men for to unge vejlensere går drømmen om VM i opfyldelse denne weekend.
15-årige Nele Spillner og 17-årige Carl Cai Brink Jakobsen er i disse dage i gang med de sidste forberedelser, inden de i weekenden skal konkurrere ved junior-VM i Taekwondo, der løber fra den 1. oktober til og med den 6.
Det er både benhård konkurrence, men også et frirum, når der bliver trænet taekwondo i den lokale taekwondoklub. En sport, der i Vejle, hvor de unge kæmpere kommer fra, er i rivende udvikling.
- Jeg havde en del temperament som lille, og så startede jeg til Taekwondo, både for at lære disciplinen, men også for at få mine aggressioner ud i et andet sted end i skolegården, fortæller Carl Cai Brink Jakobsen.
Også for Nele fylder sporten alt.
- Det er en god sport, hvor jeg fra jeg kommer ind på banen, glemmer alt andet, fortæller Nele om sin motivation til at dyrke den sydkoreanske kampsport.
For de to udøvere her, bliver der ikke gået helt så meget til makronerne, i disse dage, som der plejer, for torsdag rejser de til taekwondoens hjemland, Sydkorea, for at deltage i verdensmesterskabet for juniorer.
Nervøse og spændte
- Jeg synes, det er megaspændende, selvom jeg er ret nervøs, for det er ikke lige det, jeg havde forventet, da jeg for det første kom på landsholdet i år, og så skal jeg til VM, det er lidt vildt, fortæller Nele Spillner.
For Carl er det en barndomsdrøm, der går i opfyldelse.
- Jeg har drømt om at tage til Korea siden jeg var helt lille, og nu er det ikke bare for at træne, men for at deltage og kæmpe til et verdensmesterskab. Det synes jeg er helt ekstraordinært.
Ved siden af deres skolegang, træner de to unge taekwondokæmpere ofte mere end 20 timer om ugen, og det efterlader ikke fritid til meget andet. Men det gør ikke noget.
- Jeg elsker at træne, fordi det giver mig et eller andet. Jeg føler mig helt tom, hvis jeg ikke træner, forklarer Nele.
For Carl er det de samme følelser, der gør sig gældende.
- Jeg elsker at træne, og jeg kan ikke se min hverdag uden at træne taekwondo, selvom jeg godt kan mærke, at jeg nu går i gymnasiet og nogle gange godt kan føle mig lidt presset.
Timevis af træning også for træner
Det er ikke kun atleterne, der bruger meget af deres tid i træningslokalerne. Det samme gør deres træner, Belal Dawou, som følger dem både i klubben og på ungdomslandsholdet.
- Taekwondo har altid betydet meget for mig. Jeg startede selv som seksårig, så jeg har selv været i gamet en 24 - 25 år. Og der er mange trænere, der har brugt rigtig meget tid på mig som ung, og så følte jeg, da jeg stoppede, at jeg skulle give det videre til de unge mennesker, forklarer Belal Dawou.
Det er ikke tilfældigt, at Vejle Taekwondo Klub har to deltagere med ved juniormesterskaberne. Klubben har de senere år investeret mange penge i at blive en del af den øverste elite.
- Spørger du mig, så er vi et kraftcenter for sportsudøvere her i Jylland og på Fyn. Der kommer flere og flere medlemmer til klubben fra både Aarhus, Odense og Esbjerg og fra andre steder heromkring, og jeg synes, vi er løbet fra de andre klubber med vores resultater og investeringer.
Klubben har blandt andet købt et elektronisk pointsystem, som er magen til det, der bliver brugt ved det kommende juniormesterskab.
- Det er det eneste system, der bliver brugt ude på de store scener i verden, men det koster vanvittigt mange penge, og vi har investeret cirka 250.000 kroner i systemet. Det er ikke noget, en almindelig lille klub kan gøre, forklarer Belal Dawou.
Drømmen om OL
Træneren har allerede sat en klar målsætning for det kommende junior-VM.
- Jeg vil sige, at for Carl har det en større betydning end for Nele, der er første-års-junior. Vi har fået hende udtaget til et udviklingsstævne. Men for Carl, der er sidste-års-junior, der tror jeg virkelig på, at han kan gå hele vejen. Så vi håber, at når vi kommer hjem om tre uger, så står vi her med en juniorverdensmester, siger Belal Dawou.
Selvom de to unge taekwondokæmpere glæder sig til det forestående VM, så drømmer de begge endnu større.
- Jeg vil til OL og tage guldet, siger Carl og Nele samstemmende.
- Hvis ikke det bliver Los Angeles, så må det blive i Australien i 2032, uddyber Carl.