Analyse: Valg til regionsrådet i Region Syddanmark og Region Midtjylland. Gaaab... Kan det blive mere kedeligt? Hvem sidder der overhovedet i forvejen? Og hvad er det egentlig, de laver?

Det er ikke for sjov, at valget ofte bliver kaldt "det oversete valg". Det falder typisk sammen med kommunalvalget, og mange af os er måske ikke helt klar over, hvad det egentlig gælder.

Nu skal jeg fortælle dig, hvorfor det i allerhøjeste grad kan betale sig at følge med. Det er nemlig alt andet end kedeligt. Faktisk kan regionsrådsvalget i særligt Region Syddanmark blive et af de største dramaer overhovedet, når vi går til stemmeurnerne den 18. november for både at sammensætte nye byråd i vores kommuner og et nyt regionsråd.

Vi skal starte hos én, vi kender rigtig godt. Nemlig Stephanie Lose, for hun er helt central for at forstå den situation, Region Syddanmark står i politisk lige nu. Før Lose blev Venstres næstformand og økonomiminister i SVM-regeringen, sad hun tungt på magten i Region Syddanmark. Senest blev hun valgt med svimlende 147.486 stemmer. Hendes parti, Venstre, har desuden haft magten i regionen altid - ligesom Socialdemokratiet tilsvarende har siddet på magten i Region Midtjylland, lige siden regionerne blev oprettet i 2007.

Men i Region Syddanmark har der nok aldrig været et større momentum for, at magten kan tippe, end nu. Med Lose ude af spillet, har Socialdemokratiet en historisk chance for at tage formandsposten - spørgsmålet er bare, om deres trumfkort er stærkt nok.

Trumfkortet hedder Mette With Haagensen. Hun kommer fra Varde og stillede op for første gang for fire år siden i direkte duel med Lose - og tabte som bekendt med et brag. Haagensen fik 15.619 stemmer mod Loses knap 150.000. Nu er hun valgt som spidskandidat igen, og i Socialdemokratiet håber man, at hun nu har fået mere gennemslagskraft og er blevet bedre til at bide sig fast i vælgernes bevidsthed.

Socialdemokraterne håber også, at Loses arvtager, Bo Libergren, taber terræn. Dels fordi, han ikke har Loses kendisfaktor, og dels fordi, Moderaterne og Danmarksdemokraterne kan kannibalisere på det parti, de begge er født af. Desuden er Bo Libergren fynbo og har sværere ved at trække stemmer i Jylland.

Analysen er reel nok. Bo Libergren kan næppe samle samtlige af Loses 150.000 stemmer op, og han vil helt klart blive udfordret af både Støjbergs og Løkkes soldater. Når det er sagt, er det tvivlsomt, om det kommer til at ske i en grad, så det lykkes socialdemokraterne at fravriste ham magten.

Bo Libergren har været med i Region Syddanmark helt fra start, og Venstre vil uden tvivl slå på hans erfaring og sikre hånd på rattet. Et stykke hen ad vejen kan han helt sikkert også ride på efterdønningerne af Loses succesbølge.

Det er uden for enhver tvivl, at begge partier kraftigt har overvejet deres muligheder frem mod valget i 2025.

I Socialdemokratiet er der kræfter, der internt har kæmpet benhårdt for at skaffe en stærkere spidskandidat end Mette With Haagensen. I partiet er man pinligt bevidste om, at chancen er nu - og sandheden er nok, at With Haagensen er valgt, fordi det ikke lykkedes at få overtalt andre. For fire år siden blev hun valgt med håbet om at skabe fornyelse og reel kant til Venstre, men det udeblev. Faktisk har det sommetider lignet, at With Haagensen har været slyngveninder med Lose, og Haagensen var da også en af de første til de begræde tabet af Lose til landspolitik.

Siden har Haagensen bøvlet med en sag, hvor hun blev fyret som rektor på Rybners Gymnasium i Esbjerg. Selvom voldgiftsretten slog fast, at fyringen var usaglig, er det ikke den slags, man som toppolitiker drømmer om, at vælgerne husker.

I hvert fald nogle socialdemokrater havde drømt om en egentlig profil - måske fra landspolitik. Andre har det fint med, at det ikke blev sådan. I regionspolitik har man nemlig en lang tradition for samarbejde og brede aftaler. Klimaet er et helt andet på Christiansborg. Retorikken er hårdere, og kanterne skarpere. Hiver man en landspolitiker ind, er man bekymret for, at det går ud over det politiske samarbejde og i sidste ende den stabilitet, vores sundhedsvæsen behøver.

Omvendt er det svært for dig og mig som vælgere at skille partierne og kandidaterne ad, når alting foregår i så god ro og orden.

Fælles for duellanterne, Mette With Haagensen og Bo Libergren, er, at de færreste almindelige mennesker ville kunne fortælle, hvem de er, hvis de blev stoppet på gaden og så et foto af dem. De skal begge kæmpe hårdt for at blive set og hørt - det kommer ikke af sig selv, og det skal de tage alvorligt, hvis de har ambitioner om at høste bare en brøkdel af Loses stemmer.