Bilister kører alt for hurtigt ind i byen - 600.000 kr. på vej til bump
Beboerne på Borlevvej i Gravens klager over alt for høj fart på indfaldsvejen, hvor en bilist fredag aften kørte ind i hus i kryds. Der er nu afsat 600.000 kr. til vejbump og chikaner.
Der bliver kørt alt for stærkt ind i byen, hvis man spørger beboerne langs Borlevvej, der fører ind i Gravens. Lokalrådsformand Else Iversen, der bor på en sidevej, bekræfter, at farten er et problem.
- Byskiltet står pænt langt ude, og det tager ikke farten af. Det generer beboerne på strækningen, siger hun til TV SYD.
- Der er generelt et problem med, at folk kører for hurtigt ind i byen, mener Else Iversen, der dog ikke vil kæde ulykken fredag, hvor en bil drønede ind i et hus i Gravens, sammen med det generelle hastighedsproblem.
- Når folk kører fuldstændig uhensigtsmæssigt, er der jo ikke noget, der kan dæmme op for det, siger hun.
Fredag aften ved 20-tiden kørte en bilist over Bramdrupvej og direkte ind i et hus, hvor en mor og hendes to børn opholdt sig og kom til skade. Ifølge politiet har moren og de to børn været til undersøgelse for blå mærker, hudafskrabninger og tænder, der er slået ud.
En pårørende oplyser, at det yngste barn har har fået en radiator i hovedet og har mistet tre-fire tænder ved ulykken. Barnet har derfor pådraget sig skrammer og hævelse i ansigtet.
Kommunen afsætter 600.000 kr
Vejle Kommune foretog i 2018 en hastigheds- og trafikmåling på Borlevvej. Den viste, at gennemsnitshastigheden på indfaldsvejen til Gravens i en uge lå meget tæt på de tilladte 50 km/t. Dog kørte mere end halvdelen af bilisterne for stærkt. 13 procent kørte mere end 10 km/t for stærkt, mens knap to procent kørte mere end 20 km/t hurtigere end tilladt. En enkelt sågar over 80 km/t.
Der er hjælp på vej til borgerne i byen. Vejle Kommune har på næste års budget afsat i alt 600.000 kroner til hastighedsbegrænsende foranstaltninger som for eksempel vejbump og chikaner.
Hvordan pengene skal bruges, er kommunen allerede i dialog med Øster Starup Sogns Lokalråd om.
Alle indkørselsveje til byen, som foruden Gravens omfatter Øster Starup og Ågård, er i spil. Kommune og lokalråd skal i fællesskab prioritere pengene, så de får mest muligt ud af dem.