Verdensberømt kvinde får endelig en park opkaldt efter sig
16 år efter sin død får digteren Inger Christensen fødebyens hæder med en park i det område, hvor hun blev født. Hendes 90-års fødselsdag fejres i Vejle.
Hun blev internationalt anerkendt og var en af de mest fremtrædende danske forfattere i det 20. århundrede. Og hun har været død i 16 år.
Men for to dage siden vedtog Vejle Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg, at der nu skal arbejdes videre med ideen om en Inger Christensen Plads i Vejles vestby.
Det fortæller Dan Arnløv, der er konservativt byrådsmedlem og formand for udvalget.
Pladsen laves i dét arbejderkvarter, hvor Inger Christensen blev født i 1935, og hvor kulturudvalgsformanden også er opvokset.
Der har været uenighed i Vejle, om pladsen i Vestbyen var fremtrædende nok for den berømte forfatter.
- Vi blev enige om i kulturudvalget, at vi vil bede forvaltningerne om at komme med et bud på, hvordan vi kan lave en rigtig flot plads. Der har været lidt uenighed, men det et godt kompromis, vi har lavet, og det vil sige, at det bliver i Vestbyen, siger Dan Arnløv.
Inger Christensen er en dansk forfatter, der især er kendt for sine store lyriske værker.
Nogle af de mest kendte er 'det' (1969), 'alfabet' (1981) og 'Sommerfugledalen' (1991).
Foruden digte udgav Inger Christensen romaner samt noveller, skuespil, radiospil, TV-spil, oversættelser, børnebøger og essays. Hun blev internationalt anerkendt og var en af de mest fremtrædende danske forfattere i det 20. århundrede.
Kilde: Danmarkshistorien
Pladsen ligger ved Valdemarsgade, Nyboesgade og Spinderihallerne.
Ifølge Dan Arnløv er kompromiset blevet, at Inger Christensens 90 års fødselsdag bliver markeret ved det kommende Kulturhus og Bibliotek, der er ved at blive renoveret.
Forfatteren fejres desuden i Spinderihallerne med et gratis heldagsarrangement.
Der vil der være workshops med fokus på sommerfugle og blomster. Storytelling om Inger Christensens liv i Vejle og et fælleskaffebord og fællessang.
Desuden vil der være et læsehjørne, et tegnehjørne, samt mulighed for at skrive en hilsen til Inger Christensen.
Inger Christensen
Født: 16. januar 1935 i Vejle.
Død: 4. januar 2009.
Uddannelse: Læreruddannelse fra Århus Seminarium, 1958.
Debut: Lys. Gyldendal, 1962.
Litteraturpriser: Gyldendals boglegat, (1962.), Kritikerprisen, (1969.), De Gyldne Laurbær, (1970.), Emil Aarestrup Medaillen, (1973.), Statens Kunstfonds 3-årige stipendium, (1977.), Kjeld Abell-prisen, (1978.), Morten Nielsens mindelegat, (1982.), Søren Gyldendal-prisen, (1983.), Holberg-medaillen, (1987.), Otto Rungs forfatterlegat, (1991.), Dansk Litteraturpris for kvinder, (1994.), Svenska Akademiens Nordiska Pris, (1994.), Victor B. Andersens hæderslegat, (1998.), Rungstedlundprisen, (2001).
Kilde: Forfatterweb.dk
Inger Christensen døde i 2009. Altså for 16 år siden, og Dan Arnløv indrømmer, at det er lang tid efter hendes død, at der er kommet en større markering.
- Vi har nogle regler om, at der skal gå mindst fem år, efter en person er død, før vi navngiver steder i byen efter en person, så ja, der gået lidt tid g det er lidt synd. Jeg synes generelt vi i Vejle skal være bedre til at huske, vores kendte personer.