Å-mand holder vågent øje med vandstanden hele natten
I Vejle Kommune er man forberedt på mere nedbør.
- Vi er på vagt døgnet rundt, og vi har vores egen å-mand, som står hele natten ved ristene og holder øje med, at der ikke er noget, der stopper til, siger Kristian Dürr, som er miljøingeniør i Vejle Kommune og en del af højvandsvagtgruppen.
Ifølge DMI kan der frem mod tirsdag aften falde op mod 50 millimeter regn. Det er samme mængde, som normalt falder på en almindelig februar måned.
Men det bekymrer ikke umiddelbart højvandsvagten.
- Vi har et sluse- og pumpebygværk, som vi tænder så vi kan pumpe mere vand igennem byen, og det regner vi med, at det kører i løbet af natten og i morgen, så jeg er sådan set rimelig fortrøstningsfuld, siger Kristian Dürr.
Kommunen stiller sandsække til rådighed, som borgere kan afhente, hvis man er i risiko for oversvømmelse. Sandsækkene kan afhentes ved Spinderihallerne eller på Materielgården på Vardevej.