55-årig mand lurede på boligsider før grove indbrud
Dom på to år og otte måneder til mand fra Børkop efter indbrud i 13 private hjem samt hæleri.
En 55-årig mand fra Børkop blev forleden idømt en længere fængselsstraf ved Retten i Horsens. Dommen på to år og otte måneder fik han for at have begået 13 indbrud i private hjem, som han ifølge politiet havde researchet sig frem til på boligsider. Her udså han sig villaer, der var til salg hos forskellige ejendomsmæglere. Han gik ifølge anklager Therese Marie Brüner især efter designervarer som møbler og lamper.
Efter nogen tids efterforskning anholdte politiet anholdte den 55-årige den 6. marts i år. I forbindelse med anholdelsen ransagede Sydøstjyllands Politi mandens bolig og beslaglagde over 100 forskellige tyvekoster, der kunne føres tilbage til indbrud, der var begået i Sydøstjylland. Den 55-årige mand erkendte sig skyldig i alle sigtelserne og blev dagen efter, den 7. marts, varetægtsfængslet.
Retten i Horsens kategoriserede indbruddene som særlig grov og organiseret berigelseskriminalitet. Ud over de 13 indbrud i private hjem i Sydøstjylland, blev manden også dømt for tre forsøg på indbrud og seks forhold af hæleri.
Tidligere dømt for tyveri
Dommeren lagde vægt på, at berigelseskriminaliteten var særlig grov og organiseret, da det under sagen også kom frem, at indbruddene ud over at være planlagt og forberedt, også blev begået delvist i forening med en anden person, der retsforfølges i en anden politikreds.
Den 55-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til strafudmålingen.
Udbyttet ved indbruddene og hælerierne blev vurderet til ikke under 800.000 kr.. Indbruddene foregik i Juelsminde, Horsens, Vejle, Brørup, Stouby, Give, Fredericia og Skanderborg.
Manden er tidligere dømt for tyveri. Han blev løsladt efter domsafsigelsen i denne uge og er indkaldt til afsoning inden for 30 dage. Da han har siddet varetægtsfængslet i syv måneder, kan han nu se frem til mindre end to år bag tremmer.