Vejen er den vådeste kommune i Danmark - se tallene for din kommune her
Hvis du føler, at Syd- og Sønderjylland er blevet ekstra hårdt ramt af nedbør i år, så holder din fornemmelse stik, viser tal.
Hvis der er noget, 2024 har budt på rigelige mængder af, så er det regnvand.
Til og med den 20. juli er der faldet 559,4 millimeter nedbør på landsplan. Det er knap 75 procent af, hvad der normalt kommer i løbet af et helt år – og vi er altså kun lige nået lidt mere end halvvejs gennem året.
Nedbøren er imidlertid ikke ligeligt fordelt ud over landet. Nogle kommuner har således fået markant mere end andre.
Faktisk er der en lille håndfuld kommuner, der i løbet af de næste dage kan passere den normale mængde nedbør, som Danmark får på et år.
Og med varsel om skybrud i Jylland søndag aften, kan statstikken rykke sig endnu mere.
Længere nede i artiklen kan du se en oversigt over, hvor meget regn der er faldet i de danske kommuner. Her ligger de syd- og sønderjyske kommuner blandt dem, der har fået mest regn.
Mangler under ti millimeter
Ikke overraskende er det i Jylland, at vi finder de vådeste kommuner.
Det kan især tilskrives, at vi får vejret ind fra vest, hvormed de større regnvejr får lov til at regne af på deres vej over Danmark.
Særligt vådt har det indtil videre været i den sydlige del af Jylland, hvor hele fire kommuner har registreret over 700 millimeter.
Mest nedbør er der kommet i regnvandsmålerne i Vejen Kommune med hele 751 millimeter.
I gennemsnit falder der lige knap 760 millimeter hen over Danmark i løbet af årets 12 måneder. Dermed mangler borgerne i Vejen under ti millimeter, før at de har passeret et års nedbør.
Lige efter Vejen følger Vejle, Billund og Esbjerg kommuner med henholdsvis 742, 721 og 715 millimeter i regnvandsbeholderne.
Meget tyder på, at de fire kommuner kan passere et års nedbør i løbet af den næste uges tid.
Ifølge prognoserne er der nemlig til og med onsdag udsigt til mellem 20 og 30 millimeter nedbør i området, mens der om en uge kan være faldet op til 50 millimeter.
I Vejen kan det endda allerede være en realitet mandag morgen i forbindelse med en front, der skal ind over landet fra søndag aften.
I den mere tørre ende af skalaen finder vi Dragør, Tårnby, Hvidovre og Herlev. Fælles for disse kommuner er, at der er faldet under 400 millimeter.
Foreløbigt vådere end rekordåret
Sidste år blev der skrevet dansk vejrhistorie, da 2023 blev det vådeste kalenderår nogensinde registreret herhjemme.
Men hvis 2024 fortsætter i samme spor som hidtil, kan den rekord såmænd allerede være i fare i år.
For sammenlignes der med samme tidspunkt sidste år (til og med 20. juli), er der på landsplan kommet omkring 140 millimeter mere nedbør i 2024.
Endnu er det dog for tidligt at sige, om vi får en ny nedbørsrekord allerede i år. Til gengæld kan det nævnes, at de to år i fællesskab står for en meget våd rekord.
Fra juli 2023 til juni 2024 faldt der sammenlagt 1125,1 millimeter nedbør, hvilket er den vådeste 12-månedersperiode, siden nedbørsmålingerne startede i 1874.
Varmere klima giver vådere vejr
Det usædvanligt våde vejr de sidste mange måneder kan kobles sammen med klimaforandringerne.
I takt med at det danske klima er blevet varmere, er det nemlig også blevet vådere.
Siden 1874 er nedbørsmængden blevet forøget med 123 millimeter om året, svarende til cirka 20 procent mere nedbør i forhold til ved industrialiseringens begyndelse.
Ifølge DMI's klimaatlas – som er en fremskrivning af det danske klima – kan vi risikere at få op til 13 procent mere nedbør i år 2100, alt efter hvilket udledningsscenarie vi taler ud fra.
Det svarer til en nedbørsstigning på omkring 100 millimeter over de næste 80 år.