Skattestigning venter efter nyt budgetforlig
I Vejen Kommune venter en skattestigning på 0,47% fra 2025. Det ligger fast efter Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti tirsdag blev enige om et budgetforlig.
Da forhandlingerne om budgettet for 2025 begyndte, lå der besparelsesforslag for 41 millioner kroner på driften i Vejen Kommune.
Tirsdag aften fandt man enighed om et nyt budget, hvor en skattestigning på 0,47% finder 38,4 millioner.
- Der er stor enighed om budgettet. Hovedtrækket er, at vi fik mulighed for at hævet skatten uden sanktioner, fortæller Frank Schmidt-Hansen (K), borgmester i Vejen Kommune.
Borgmesteren påpeger, at der gennem mange år har været en 'strukturel ubalance' mellem indtægter og udgifter i kommunen, hvorfor stigningen har været nødvendig.
Hermed sikres midler til at levere velfærd, ligesom det har været nødvendigt at finde penge til drift og anlægsudgifter. Det har samtidig muliggjort at fremrykke forsinkede anlægsinvesteringer.
- Vi bruger en del af skattestigningen på at eliminere de værste tidsler, altså undgår forringelser af serviceniveauet. Vi får løft på velfærden, da vi opfører nye dagsinstitutioner og opretholder service på infrastruktur. Det betyder ordentlige faciliteter, uanset om det er børnehaver, skoler eller plejehjem, siger borgmesteren.
Risiko for sanktioner ved skattestigninger
Med aftalen for kommunernes økonomi for 2025 blev der afsat en ramme på 200 millioner kroner. Formålet er at understøtte skattefleksibilitet i kommunerne inden for en samlet uændret kommunal skat.
Landets kommuner må altså samlet set ikke bryde denne ramme med skatteændringer, da de i så fald sanktioneres.
- Sænker nogle kommuner skatten, kan ændre hæve den, beskriver Frank Schmidt-Hansen.
Sanktioneres en kommune for skattestigninger, der medfører brud på rammen, skal de det første år afgive 75% af provenuet af stigningen, 50% for år to og tre, mens 25% afgives i år fire. Dermed vil den fulde effekt af stigningen først mærkes i år fem.
For 2025 har København eksempelvis fået tilskud til lavereindkomstskat for 137,5.
Efter valget indgik man i Vejen Kommune en konstitueringsaftale, hvor målet var at hæve skatten med samlet 0,6% i valgperioden. Dette har man nu formået.
Besparelser fortsat nødvendige
Selvom Frank Schmidt-Hansen påpeger, at Vejen Kommune gennem lang tid har været veldrevet, er skattestigningen ikke nok til at undgå besparelser.
- Når man i forvejen er veldrevet, men ikke har honning eller mælk flydende i gaderne, så kan det ikke undgås at kunne mærkes, når man skal finde så stort et beløb. Mange besparelser vil være i effektiviseringer og tilpasninger, mens nogle vil mærkes af visse grupper, siger Frank Schmidt-Hansen.
Borgmesteren fastslår, at alle høringssvar på besparelsesforslagene er gennemgået grundigt, hvorfor besparelserne er placeret, hvor de rammer færrest muligt.
Her skal der spares mest i Vejen Kommune
Budgetforliget for 2025 i Vejen Kommune lagde op til besparelser for 41,26 millioner kroner. Her er de fem punkter, hvor man vil spare mest.
Administrative stillinger: 5 millioner kroner
Indkøbsbesparelser: 2,5 millioner kroner
Beskæftigelses- og Udviklingscenter (BUC): 2 millioner kroner
Rehabilitering og E-besøg i sygeplejen/overdraget sygepleje
og SSA-klinikker: 1,6 millioner kronerReduktion af budget til belægnings- og fortovsarbejde: 1,5 millioner kroner
Merindtægten på 38,4 millioner kroner fra skattestigninger vil dog kun gavne i fuld udstrækning i 2025.
I budgettet, som Vejen Kommune arbejdede med ved første behandling, budgetterede kommunen med et særtilskud på 17,2 millioner, som gives til vanskeligt stillede kommuner, samt lån på 15 millioner kroner for årene 2026-28.
Da disse lån og tilskud ikke er garanterede, har man fjernet disse fra budgettet og lukket hullet med skattestigningen.
- Vi bruger godt 32 millioner på at eliminere de risici, så vi står væsentlig stærkere, når vi skal lave budget i 2026. Vi søger stadig lånet og tilskuddet, så måske vi alligevel får pengene, og så står væsentligt stærkere, siger borgmesteren.
Glad for enighed
På bagkant af det indgåede budgetforlig, ser borgmesteren tilbage på et forhandlingsforløb, som han glæder sig over.
- Vi havde et godt møde, hvor det ikke tog så lang tid at blive enige om tingene.
Det har ikke været tilfældet hos alle Syd- og Sønderjyske kommuner i årets budgetforhandlinger.
I Fanø, Fredericia og Kolding Kommune har man set den ellers usædvanlige situation, at budgetforliget er blevet indgået udenom borgmesteren.
- Når jeg kigger på Fanø, Fredericia og Kolding, har vi det godt i Vejen og et godt samarbejde med et godt politisk klima, afslutter Frank Schmidt-Hansen.