Regeringens udspil til en ny sundhedsreform møder nu kritik fra uventet kant.
Gennemføres udspillet, som det står nu, så vil det gå ud over det grænseoverskridende samarbejde mellem Region Syddanmark og den tyske nabodelstat Slesvig-Holsten, mener politiske kræfter på begge sider af grænsen.
Regeringen har i udspillet beskrevet, hvordan samarbejdet skal flyttes fra regionen ud til kommunerne, som et led i at bringe sundhedsvæsnet tættere på borgerne, men det ville være fatalt for alt det arbejde, som regionen ellers laver i grænselandet, mener blandt andre Slesvigsk Parti.
- Regeringen er på vej til at ødelægge et velfungerende samarbejde, som vi har brugt årtier på at opbygge. Hvis ansvaret for dette komplekse samarbejde flyttes fra Region Syddanmark til de mange kommuner i regionen, vil strukturen falde fra hinanden, siger formand for Slesvigsk Parti Rainer Naujeck.
Regeringen har glemt det kulturelle samarbejde
I dag samarbejder Region Syddanmark med den tyske delstat om blandt andet udvikling af den kollektive trafik på tværs af grænsen, klimahandleplaner, samarbejde om nye teknologier inden for sundhed, uddannelse og forskellige kulturprojekter, der skal styrke sammenholdet tværs over grænsen.
Med regeringens udspil, viser politikerne, ifølge Rainer Naujeck, at de ikke ved nok om landsdelens specielle kulturelle sammenhold.
- Det viser, at de ikke har forstået grænselandet, og det samarbejde vi har hernede, fortæller han.
Han bliver bakket op af Sydslesvigsk Vælgerforening, der ikke mener, at kommunerne er gearet til at varetage opgaverne, som regionen i dag løfter.
- Mindretallenes interesser overses fuldstændig i denne reform. Vi har i mange år kæmpet for at sikre, at det grænseoverskridende samarbejde bliver styrket, ikke svækket. Flytningen af ansvaret til kommunerne vil skabe uoverskuelige problemer, fordi kommunerne ikke har de nødvendige ressourcer eller overblik til at håndtere disse opgaver på samme niveau som regionerne, siger formand for Sydslesvigsk Vælgerforening Christian Dirschauer.
770 mio. i udviklingsmidler på spil
Ifølge regionsrådsmedlem i Syddanmark Kim Johansen, så er der udover vigtigt samarbejde indenfor kultur, erhverv og uddannelse også store midler på spil i det tværeuropæiske EU-samarbejde Interreg, som Region Syddanmark deltager i.
- Der er 770 millioner kroner, der bliver uddelt til tyske og danske virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Hvordan skal kommunerne blive enige om fordelingen af dem og løfte i fælles flok, når de i forvejen slås indbydes om udligningsreformen. Forslaget om at lægge samarbejdet over til kommunerne skal helt væk , siger Kim Johansen fra Socialdemokratiet.
Ifølge politikeren, der er medlem af regionens udvalg om Dansk Tysk samarbejde, så har regeringen fokuseret på sundhed i det nye reformudspil og glemt alle andre parametre.
- Det er en kæmpe fejl. De har helt glemt den regionale udvikling. Der mangler hele erhvervsdelen og den kollektive trafik, der er blevet parkeret i et udvalg. Det er ærgerligt, siger Kim Johansen.
Ifølge socialdemokraten, så har Danske Regioner indsendt deres samlede høringssvar til regeringen i sommerferien for at få forslaget taget af bordet.
Regeringen åben for andre løsninger
Ifølge Venstres sundhedsordfører, så har partiets bagland også rejst bekymring, efter forslaget blev præsenteret i sidste måned.
- Vi har hørt bekymringen, og den tager vi alvorligt. Det grænseoverskridende samarbejde er værdifuldt, og det skal fortsætte. Vi diskuterer lige nu med parterne og de andre partier, hvordan, siger Christoffer Aagaard Melson.
Det er, ifølge sundhedsordføreren, for tidligt at sige, om det grænseoverskridende samarbejde bliver hos regionen, som det ser ud i dag.
- Vi er åben for alle gode forslag, og jeg kan godt berolige dem i, at vi finder en løsning, for det gode samarbejde skal ikke skylles ud med badevandet, siger Christoffer Aagaard Melson.