Efter impalasag: Kommuner behøver ikke at indkalde forældre, siger ekspert
Selvom lovgivningen siger, at kommunerne skal reagere på underretninger i børnesager, må de godt henlægge sagen, hvis den virker grundløs. Det siger Hanne Hartoft, der er ekspert i børneret og lektor ved Aalborg Universitet.
Sagen om familien Strunge fra Veerst ved Vejen, der blev anmeldt til kommunen, fordi de lod deres niårige søn skyde en impala under en jagtrejse til Sydafrika, har sat stor fokus på de mange anonyme underretninger, som kommunerne modtager.
Underretningen i sagen fra Vejen fik kommunen til at indkalde forældrene til en partshøring, men ifølge lektor og ekspert i børneret, Hanne Hartoft fra Aalborg Universitet, behøver kommunerne ikke altid at gøre det.
- Kommunen har ikke pligt til at gøre det. De skal ikke sagsbehandle en underretning og indkalde til møde, hvis de umiddelbart vurderer, at underretningen er grundløs. Kommunen skal altid behandle sagerne individuelt og foretage et skøn, siger Hanne Hartoft.
Et nummer i systemet
I sagen fra Vejen resulterede familien Strunges møde med repræsentanter fra kommunens socialforvaltning, at sagen blev lukket, men det ændrer ikke ved, at underretningen mod familien betyder, at de nu er blevet et sagsnummer i det sociale system.
- Vi fik ved mødet at vide, at vi vil blive indkaldt til en ny samtale, hvis der kommer en ny underretning. Samt at en yderligere konsekvens kan være, at min søn også bliver inddraget i sagen, har faren, Jacob Strunge, tidligere fortalt til TV SYD.
Og selvom sagen nu er lukket fra kommunens side, og den anonyme underretning dermed er vurderet som værende grundløs, er der ifølge lektor Hanne Hartoft ikke mulighed for at få et sagsnummer slettet i det kommunale system.
-Familien kommer altid til at være en sag i det kommunale system. De journaler som pligtmæssigt skal foretages, de vil altid blive gemt. Men kommunen har mulighed for at gå ind og rette i sagsjournalerne og skrive, hvordan sagen står. Derfor skal kommunen ikke nødvendigvis indkalde til en ny samtale, hvis der kommer en ny anonym underretning, forklarer Hanne Hartoft.
Hanne Hartoft understreger, at hun ikke kan udtale sig om den konkrete sag fra Vejen, men mere generelt om hvordan kommunerne kan og skal håndtere lovgivningen på området.
Sagen fra Vejen har nu også fået folketingsmedlem Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti til at gå ind i sagen. Hun har derfor stillet flere spørgsmål til social- og ældreminister Astrid Krag (Socialdemokratiet).
Karina Adsbøl er kritisk overfor den nuværende lovgivning, som betyder, at kommunen indkalder forældre til bekymringssamtale på baggrund af anonyme underretninger.
Ifølge et svar fra Social- og ældreministeriet, som TV SYD har modtaget, er det kommunen, der afgør, hvornår der skal indkaldes til en underretningssamtale.
- Det er ikke nærmere fastlagt, hvordan kommunen skal afdække, om barnet har brug for særlig støtte, da det vil afhænge af de lokale forhold, underretnings indhold mv. - men det er afgørende, at kommunens procedure understøtter en hurtig afklaring af, om der er behov for støtte - eller om underretningen må betragtes som grundløs, skriver ministeriet i svaret.