Ulla sank i til knæene - veninder savner ordentlig skiltning
Der skal være bedre skiltning i det område, hvor der bliver sandfodret ved Blåvand Strand. Det mener de to veninder, der kalder det kviksandlignende forhold.
Alt var, som det plejer, da Jette Fogh og Ulla Gaarde Deleuran tirsdag eftermiddag var på gåtur langs standen ved Blåvand.
Men da de nærmere sig det område, hvor Varde Kommune og Kystdirektoratet er i gang med at pumpe sand op på stranden, fik de sig det, de kalder en ubehagelig oplevelse.
- Pludselig hang jeg bare der. Jeg følte det, som om jeg blev suget fast. Det var ubehageligt. Hvis man går alene, ville jeg ikke føle mig sikker, fortæller Ulla Gaarde Delauran.
Vi så ingen skilte
Ifølge de to veninder blev de overrasket over det bløde sand, der var på stranden i det område, hvor der bliver sandfodret.
- Vi går altid den tur, når vi er i sommerhus, men pludselig sank Ulla ned i sand til knæene. Vi var nødt til at trække hende op, og kort tid efter skete det igen, fortæller Jette Fogh.
Nu efterlyser de begge, at der kommer bedre skiltning i området.
- Der var slet ingen skilte. Jeg synes, der burde være et stort skilt på stranden, hvor strandgæster bliver advaret, siger Jette Delauran.
Skiltet ved adgange til stranden
Men ifølge Kystdirektoratet er der også skilte i området. Det er bare ikke placeret på selve stranden.
- Vi har opsat nogle skilte ved de mest benyttede adgange til stranden: Men der er ikke skilte på selve stranden, for her forhindrer en restriktiv lovgivning det, siger projektleder Ole Dalgaard.
Stranden er ikke spærret
Sandfodringen ved Blåvand skal forhindre klitgennembrud og oversvømmelse i området.
Store mængder sand bliver pumpet ind på stranden fra et skib gennem en stor rørledning.
Arbejdet varer flere måneder, og ifølge Kystdirektoratet er der ikke spærret for adgang under sandfodringen.
Men Ole Dalgaard opfordrer nu til at holde sig lidt på afstand, når der pumpes sand ind på stranden.