Stormstød og høj vandstand på vej: Det skal du huske
DMI varsler stormende kuling og vindstød af stormstyrke langs den jyske vestkyst torsdag eftermiddag og aften. Den kraftige vind medfører også varsel om forhøjet vandstand i Vadehavet.
Et kig ud ad vinduet afslører, at det mest af alt minder om efterår derude. Efter nogle dage med sne og frost, der ligefrem har været så vinterlige, at der har været skrig og skrål fra kælkebakker rundt omkring, er det nu tid til rusk og regn. Og fra i eftermiddag endda så meget af det så meteorologerne fra DMI har udsendt varsler om vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand.
I løbet af torsdag og natten til fredag kan der komme vindstød af stormstyrke ved Vestkysten, og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler, at der torsdag aften er risiko for forhøjet vandstand på op til 260 cm over normal vandstand i Vadehavet.
Den høje vandstand skyldes den kraftige sydvestenvind, som fra torsdag middag vil blæse med op til stormende kuling med vindstød af stormstyrke.
🌊🌬️⚠️Meteorologerne på @dmidk varsler forhøjet vandstand og godt med blæst på Jyllands vestkyst fra torsdag eftermiddag frem til natten til fredag. Følg situationen hos dem og forbered dig med vores #beredskabstips 👉 https://t.co/st5xQpZT8n pic.twitter.com/9GVYt2HqRI
— Beredskabsstyrelsen (@BRSdk) January 20, 2021
Husk sommerhuset og kælderen
Beredskabsstyrelsen opfordrer til, at man holder godt øje med vejret og følger situationen hos DMI. Der er også gode tips at hente hos blandt andre Beredskabsstyrelsen, hvis sommerhuset eller privatbolig ligger i et oversvømmelsesudfordret område.
Det kan du gøre ved stormflod
Stormflod er forårsaget af kraftig vind, der presser vand fra havet ind over land. Det går især ud over lavtliggende områder. Danmark bliver ramt af stormflod næsten hver vinter, så hvis du bor i et udsat område, er det en god idé at forebygge eventuelle skader ved at følge disse råd:
- Hold dig orienteret og følg myndighedernes udmeldinger i medierne og på hjemmesider.
- Sørg for at have kraftig afdækningsplast og sandsække ved hånden, så du kan afdække f.eks. døre, skakter, gulvafløb og toilet, hvis det bliver nødvendigt.
- Sørg for, at alle udendørs afløb, tagnedløb, brønde m.m. er renset.
- Fjern dine ting fra gulvet - især i kælderen.
- Hvis dit hus/sommerhus bliver oversvømmet, så gør hvad du kan for at begrænse skaderne. Red, hvad du kan, og få vandet væk så hurtigt som muligt.
Kilder:
Beredskabsstyrelsen
Forsikringsoplysningen