Sommerlejr for tidligere soldater: Corona-krisen er ekstra svær for hårdt ramte veteranfamilier
De veteranfamilier, der til daglig slås med faderens eller moderens voldsomme psykiske følger fra krig, har været dobbelt så hårdt ramte af corona-krisen. En uges sommerlejr er som et velkomment åndehul.
Fred og ro. Masser af fred og ro. Det er et af de største behov hos mange PTSD-ramte.
- Her er der en hel anden ro end derhjemme, selv om der er gang i børnene her. Vi kan sætte os ud i klitterne, hvis vi har brug for det, og man ved, at det accepterer de andre og holder måske lige øje med en også, siger veteran fra krigen i Bosnien, Martin Nilsson.
Den aktuelle corona-pandami lægger et yderligere pres på veteranfamilierne. Specielt børnene.
Carl Bratved, formanden for Veterancafé Esbjerg
Han er en af deltagerne i årets veteransommerlejr. I år deltager der 12 veteraner – af begge køn – og 33 pårørende, hvoraf de 24 er børn.
PTSD er....
...en stressreaktion som kan opstå efter voldsomme oplevelser som for eksempel krig eller vold, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed.
Når man har PTSD, har man gentagende oplevelser af flashbacks eller stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, der minder om traumet.
Kilde: Psykiatrifonden
Lejren et åndehul
Corona-krisen har kradset i de fleste. Men for de i forvejen svært belastede PTSD-ramte veteraner, har tiden været ekstra svær. For mange har haft deres børn hjemme, og det har givet risiko for mindre fred og ro og dermed risiko for flere konflikter.
- Den aktuelle corona-pandami lægger et yderligere pres på veteranfamilierne. Specielt børnene. Derfor er vi glade for også i år at kunne afholde ferielejren. Lejren er et afgørende åndehul for de veteranbørn, som har en ekstra hård hverdag, og som har haft det endnu værre under Corona-pandemien, siger formanden for Veterancafé Esbjerg, Carl Bratved.
Svært at være social
Et tegn på at relationerne til andre er forstyrret, er, at man isolerer sig fra andre eller trækker sig fra sociale aktiviteter generelt. Det kan også være en vedvarende følelse af at være distanceret eller fremmedgjort fra andre.
Kilde: Forsvarsministeriets PTSD-folder
Anspændt stemning
Blandt deltagerne i børnegruppen finder vi Lærke Feddersen. Hun har ikke været i skole længe på grund af coronakrisen. Hendes mor har været udsendt til Kosovo.
- Det er ikke sjovt. Stemningen derhjemme er ofte anspændt. Det stresser min mor - og det stresser os. Så tit sidder vi bare og er sure på hinanden, fortæller hun.
Den 13-årige skoleelev kan godt forstå, at hendes mor har det svært.
- Hun har haft helt vildt barske oplevelser. Det var svært i starten. Hun havde det virkelig dårligt, når der blev skudt raketter og andet af nytårsaften. Men det går ellers bedre, men coronaen har lige gjort det lidt sværere igen, fortæller hun.
Soldater er i en særlig risikogruppe
Veterancentrets forsigtige estimat er, at omkring 10 procent udvikler symptomer på PTSD eller svær depression som konsekvens af deres udsendelse.
Kilde: Veteranalliancen
Glæder sig til skolen
Veterancafé Esbjerg gennemfører veteransommerferielejren i perioden mandag den 20.7. til søndag den 26.7. men i en noget reduceret udgave i år på grund af Corona-pandemien.
- Og vi følger selvfølgelig alle retningslinjer med hensyn til hygiejne, rengøring og afstand med videre for at sikre, at vores deltagere får en god og sikker oplevelse, siger Carl Bratved.
Lærke Feddersen prøver at se fremad.
- Jeg glæder mig til at komme i skole igen. Ikke for at lære noget, men for at se mine venner igen, siger hun med et grin.