Han er 73 år. Pensionist. Han kunne bare blive liggende, men klokken syv om morgenen står han op. Roserne venter. De er hans venner. Hans kærlighed. Hans liv.

- Jeg går først ind igen klokken ti om aftenen. Medmindre der er fodboldlandskamp med Danmark. Jeg bruger nok 100 timer om ugen. Men man skal ikke have ondt af mig. Jeg nyder det, siger Per Eskelund Mortensen. 

Det gør han så meget, at han gerne står og falder i svime over en roses duft og design.

Personligt forhold til roser

Rosenmageren står der på et skilt ved Hvejselvej 119 i landsbyen Bjerlev. Her står – ja rigtigt gættet – nogle roser i en hvid nuance.

- Det er Sara, siger han med et glimt i øjet.  

Sara hedder hans datter. Ordene kommer ud af hans mund fyldt med stolthed. Roser er ikke bare roser, som det nok er for os andre. Roser er for ham dybt personlige. Hvor dybt vender vi tilbage til. Først en tur ind til ”børnene”, som han siger.

Dur - dur ikke

Rummet er – ja rigtigt - fyldt med roser. Det er her, de begynder deres barndom, og efterhånden som de vokser sig større, bliver de pottet om og får stadig støtte krukker at vokse i. Hvis altså de overlever Per Eskelunds sortering. Og den kan godt være hård.

- Det kan jo ikke nytte at bruge en masse tid og energi på roser, som alligevel ikke bliver til noget, siger han.  

Men de ”børn”, der klarer sig og vokser sig sunde og flotte – bliver flyvefærdige - får lov til at komme herfra og ud på marken. Det er en proces, der tager tid. Så hvis du tager imod tilbuddet om at få udviklet en personlig speciel rose til din udkårne, må du have tålmodighed.    

- Det tager i hvert fald seks år, men man kan jo vælge en af de, der står som foreløbig eneste eksemplarer og som kan mangfoldiggøres, siger han.

Bier må ikke komme ind

I et andet drivhus foregår podningen. Her er der adgang forbudt for bier, som kan forstyrre podningen. Han skal jo vide, hvilke roser han parrer med hvilke.

 - Så jeg har sat et stopskilt op med en bi og en streg henover, så de kan se, at her må de ikke komme ind, siger han. Igen med det der hyggelige glimt i øjet.     

Hans enmandsfirma startede i 1988. I 2007 kom der virkelig gang i den, da han skulle finde en rose til Vejle Kommune og producere 9.500 roser i forbindelse med kommunesammenlægningen.

Wow

Hvert år forædler han roser i titusindvis. Årligt sås cirka 25.000 frø af krydsninger mellem cirka 400 forskellige rosenarter. Det er trods alt noget for en pensioneret lærer fra Vonge skole. Men passionen er der ingen tvivl om.  

Han taler meget gerne og længe om den svære proces og de mulige resultater, der mest beror på ”jeg tror, at hvis man nu….” og ”ren og skær held”.

Han stopper ved en krukke med roser, der ser ud til at folde sig langsomt ud med en rød farve, der først markerer sig, men så afløses af det endelige resultat: En gul rose, der simpelthen kalder på udtrykket WOW.  

Kvinder er vilde med roser

Men her bliver Rosenmageren pludselig tavs.

 - Jeg kan ikke sige noget. Det er en rose, der skal udvikles. Måske noget stort, siger han mystisk.

Roser er til kvinder. Mænd er høfligt interesserede. Sådan deler hans full time-hobby de to køn, siger hans erfaring ham, som når han får besøg fra for eksempel en haveforening. Så står mændene lidt i baggrunden og kigger på, mens kvinderne straks giver sig til at røre roserne og indsnuse duften af dem.

- I sin tid, da jeg solgte roser fra min bil, gad jeg end ikke kigge op fra avisen, hvis der kom en enlig mand. Hvis der kom et par, ville kvinden gerne hen og se på roserne, mens manden forsøgte at trække hende væk fra det, men kom der en kvinde alene, så var det med at smile sødt, griner han.

Davids rose

Jo, roser kan noget. Og for Per Eskelund Mortensen kan de noget helt særligt. Nogle mere end andre selvfølgelig. I en krukke står der en rose, der drager øjet. Den lyser nærmest op. Og det er meningen. For rosen hedder David. Opkaldt efter hans søn, der kun blev 16 år.

- Han døde efter en fejloperation på Skejby Sygehus. Han havde en meget sjælden lungesygdom, som vi ikke kendte til og som pludselig brød ud. Efter nogle få måneder døde han mellem jul og nytår, fortæller Per Eskelund Mogensen med en stemme, der ikke levner tvivl om, at alle juledage siden og i fremtiden vil være uden julepynt, julesange og juleglæde.

 Nu står roserne og lyser op som et minde.

 - Så kan jeg se ham hver dag, siger han.