Mariefestival i skyggen af corona: - Det gør noget for sammenholdet i Ansager
Trods corona er det alligevel lykkedes at afholde Mariefestival i Ansager. Som altid har opbakningen i lokalsamfundet været stor.
Til trods for coronaen har det alligevel været muligt at afholde den traditionsrige Mariefestival i Ansager - dog i en noget mere skrabet udgave end normalt.
Og når det alligevel er lykkedes, så skyldes det i høj grad et loyalt lokalsamfund, der til gengæld også nyder godt af festivalen.
- Det er rigtig vigtigt for hele byen at have Mariefestival. Der er gang i den, og det gør noget for sammenholdet og for livet her i byen, siger Lisbet Steen Mortensen, der er formand for foreningen bag Mariefestival.
For at imødegå coronarestriktionerne har der kun været sat et begrænset antal billetter til salg.
Men selv med færre gæster og ekstra plads i Mariehaven, så har det indtil videre alligevel været festligt.
- Det er jo selvfølgelig en coronaudgave, så det er en lidt mere skrabet model. Men til gengæld er det rigtig festligt og fornøjeligt. Både her i Mariehaven, men også rundt i Ansager, siger Lisbet Steen Mortensen.
Coronanedlukningen har i dén grad sat sine spor på Mariehaven, der har været presset i knæ. Derfor tog en lokal støttegruppe, ført an af den tidligere erhvervsmand Magnus Dahlmann, i juni initiativ til at redde Mariehaven gennem salg af folkeaktier og mindre koncerter som nu Mariefestival 2020.
Normalt er der musik fra tyve scener rundt omkring i byen, men det er der ikke i år. I stedet har den store scene og en mindre teltscene i Mariehaven været åben. Derudover har en musikbus kørt rundt i byen og underholdt som plaster på såret. For som formanden for festivalforeningen siger:
- Den kan jo bare køre, hvis der stimler for mange mennesker sammen.
Åbne haver
Normalt plejer campingpladsen i Ansager at være fyldt med glade festivalgæster, men det var ikke muligt på grund af coronasituationen.
Så i stedet har de cirka 130 campister, der plejer at bo på campingpladsen under festivalen, måttet finde alternativer overnatningsmuligheder.
Så hvad gør borgerne i en by som Ansager, der plejer at bakke op om arrangementerne i Mariehaven?
De åbner naturligvis deres haver og indkørsler for festivalgæsterne og deres campingvogne og telte.
- Det er heldigvis blevet en succes, og det ser rigtig hyggeligt ud med de her campingvogne stående rundt omkring i byen, siger Lisbet Steen Mortensen.
Mariefestival 2020 varer ugen ud.