Marie Krarup genopstiller ikke i protest mod sit eget parti
Marie Krarup genopstiller ikke ved det næste valg til Folketinget. Beslutningen er en protest mod Dansk Folkepartis støtte til et forbud imod rituel omskæring.
Mandag eftermiddag var Marie Krarup i Varde for at fortælle sin bestyrelse for Dansk Folkepartis lokalafdeling, at hun ikke stiller op igen ved næste folketingsvalg.
- Jeg er dybt skuffet over, at Dansk Folkeparti trods mine protester har besluttet sig for at støtte et forbud imod rituel omskæring. Det er ikke nationalkonservativt. Det er et svigt. Et svigt overfor de danske jøder og overfor familiens frihed til at opdrage sine børn. Men et svigt medfører ikke nødvendigvis et svigt mere! Jeg håber, dette bliver det eneste svigt i den nationalkonservative dagsorden, som netop nu bliver italesat af partiets ledelse, skriver Marie Krarup onsdag middag på sin Facebook-profil.
Marie Krarup
- Navn: Marie Krarup Soelberg.
- Født: 6. december 1965 i Seem ved Ribe.
- Ordførerskaber: Børneordfører, gymnasieordfører, indfødsretsordfører, integrationsordfører, kirkeordfører, ordfører vedrørende det danske mindretal, ordfører vedrørende det tyske mindretal og undervisningsordfører.
- Datter af sognepræst og tidligere folketingsmedlem for DF Søren Krarup og husmor Elisabeth Krarup.
- Har to børn.
- Folketingsmedlem for DF siden 2011.
(Kilde: Folketingets hjemmeside)
Kredsformand håber på Peter Kofod som afløser
Frode Flyvbjerg Kristensen, der er formand for Dansk Folkepartis lokalafdeling i Varde, er ked af, at Marie Krarup ikke genopstiller.
- Det der da trist. Hun har været en dygtig repræsentant for os i Folketinget - men er man ikke enig i partiets linje, så er det nok bedst at stoppe, siger Frode Flyvbjerg Kristensen.
Nu skal han ud at finde en afløser for Marie Krarup som folketingskandidat - og har allerede en bestemt kandidat i tankerne.
- Peter Kofod, der er Dansk Folkepartis nuværende medlem af Europa-Parlamentet, ville være en stærk kandidat for os - men jeg har ikke snakket med ham om det endnu, siger Frode Flyvbjerg Kristensen.