Landmand har udskiftet hele sin besætning for at gå CO2-afgift i møde
Danske landmænd og deres organisationer har øjnene stift rettet mod debatten om en CO2-afgift. For afgiften kan blive pålagt enten forbrugerne - eller landbruget. Vi må selv gå i gang, opfodrer lokal landmand
Muuuuuh, siger ko nummer 06787.
Den er på vej rundt i malkekarrusellen her på Davidsen Landbrug i Nørre Nebel.
Koen er én ud 970 malkekøer på ejendommen. Den er vel at mærke en jerseyko, for ejeren Kent Davidsen har besluttet at udskifte de sortbrogede med jerseykøer.
- Vi kigger nøje på mængden af foder, og jerseykøer bruger en hel del mindre, så det er godt både for vores udgifter naturligvis, men også for klimaet, siger Kent Davidsen.
Hvis vi ikke selv tager fat, vil vi i stedet for blive mødt med krav om at gøre det
Kent Davidsen, ejer og direktør, Davidsen Landbrug
Det er et absolut nej tak til afgift på landbruget. Det er ikke noget, der er til fordel for hverken landbruget eller den enkelte landmand i det hele taget
Hans Kristian Skibby, folketingsmedlem, Danmarksdemokraterne
Landbruget kommer også til at skulle kigge i retning af at skulle mindske CO2-udledningen. Jeg håber dog, at de landmænd, der går forrest også kan blive belønnet for det
Anni Matthiesen, folketingsmedlem, Venstre
Plan for CO2-afgift på vej
Svarer-udvalget blev nedsat for at få en ensartet CO2-afgift, som er "et afgørende instrument til at opnå den ambitiøse målsætning om at reducere klimabelastende udledninger i Danmark med 70 pct. frem mod 2030", skriver skatteministeriet.
Men rapporten er blevet udsat. Mediet Effektiv Landbrug skriver således: .
Det er kun en måned siden, formanden for udvalget, Michael Svarer, sagde til Effektivt Landbrug, at det var udvalgets plan at komme med rapporten ultimo efterår. Altså inden den 1. december.
Men sådan bliver det ikke, for rapporten er udskudt for anden gang. Nu forventes den først at være klar i den første uge af februar måned. Det oplyser Michael Svarer til Jyllands-Posten.
Den nye udskydelse bliver ikke vel modtaget af Signe Munk, der er klimaordfører hos SF.
- At få lavet en CO2-afgift for landbruget er en af de vigtigste beslutninger, der skal træffes på klimaets og miljøets vegne. En udsættelse betyder, at vi kommer senere i gang. Og det har klimaet ikke gavn af. Det bekymrer mig, siger hun til avisen.
Det mener folketingspolitikere om afgift på landbruget
Hans Kristian Skibby
Hans Kristian Skibby
Der kan ikke blive tale om en afgift på landbruget, hvis man spørger Hans Kristian Skibby, der er valgt ind i Folketinget for Danmarksdemokraterne i Østjyllands Storkreds.
- Det er et absolut nej tak til afgift på landbruget. Det er ikke noget, der er til fordel for hverken landbruget eller den enkelte landmand i det hele taget, siger han.
I stedet vil han lave ordninger, der opfordrer landmænd til at være klimabevidste i deres produktion på andre måder. Og så understrejer han, at landbruget ikke er alene om at løfte ansvaret for en grønnere fremtid.
- Den diskussion, vi har i Danmark om, hvor vi skal hen, skal gå på flere ben, siger Hans Kristian Skibby.
Anni Matthiesen
Anni Matthiesen
Der skal afgift på landbruget, mener Anni Matthiesen, der er valgt ind som folketingsmedlem for Venstre i Sydjyllands Storkreds.
Hun hæfter sig dog ved, at pengene også skal føres tilbage til landbruget i forholdet 1:1, som det er beskrevet i regeringsgrundlaget, som også Venstre står bag.
- Landbruget kommer også til at skulle kigge i retning af at skulle mindske CO2-udledningen. Jeg håber dog, at de landmænd, der går forrest også kan blive belønnet for det, siger hun.
Den grønne omstilling er dog også en opgave for den enkelte borger, mener Annie Matthiesen.
- Det er uanset, om man er landmænd eller bare os hver især. Er der ting, vi allerede kan gøre, så burde vi gå i den retning, siger hun.
Henrik Frandsen
Henrik Frandsen
Afgift er vejen frem, hvis CO2-udledningen fra landbrugsproduktion skal ned, spørger man Henrik Frandsen, der er Folketingsmedlem for Moderaterne i Sydjyllands Storkreds.
- Vi er i Moderaterne helt overbevist om, at vi skal have en afgift på landbrugsproduktion, men det skal være en afgift, der er klogt skruet sammen, siger han.
Eksempelvis vil Henrik Frandsen belønne de landmænd, der er klimabevidste, ved at de skal betale en lavere afgiftssats, end landmænd der ikke har mindsket deres CO2-udledning.
Og Danmark kan få gavn af at gå forrest i den grønne omstilling ifølge folketingspolitikeren.
- Landbruget er et af de områder, hvor vi har mulighed for at blive et forgangsland for hele verden. Vi har så meget teknologi, og kan vi kombinere landbruget med vores vidensinstitutioner, så tror jeg vi kan komme ud på den anden side af den grønne omstilling stærkere, end vi står i dag, siger Henrik Frandsen.
Gode penge i godt klima
Udfærdigelsen af en klimahandlingsplan – en såkaldt ESG – ligger på bordet foran Kent Davidsen. Han mener, at landmændene gør klogt i at tænke i disse baner.
- Hvis vi ikke selv tager fat, vil vi i stedet for blive mødt med krav om at gøre det, siger han.
Landbruget er et af de områder, hvor vi har mulighed for at blive et forgangsland for hele verden
Henrik Frandsen, folketingsmedlem, Moderaterne
Preben Friis-Hauge, formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune sagde i den anledning:
”John (anden prisvinder, red.) og Kent viser på hver deres måde vejen for landbruget i Varde Kommune såvel som resten af landet. Med innovative løsninger inspirerer de til udvikling og vækst i et erhverv, hvor det mere end nogensinde er nødvendigt.”