Klimavenlig mad er nu på skoleskemaet
Eleverne på Lykkegårdsskolen i Varde er med i et landsdækkende Coop-projekt for at gøre de unge til klima-ambassadører i hjemmenes køkkener.
Hvordan lever man egentlig klimavenligt?
Svaret - eller en del af svaret - bliver nu præsenteret for eleverne på en lang række skoler. Blandt dem Lykkegårdsskolen i Varde. Her svinger eleverne grydeskeer, paletknive og stegepander for at lave grøntsagsburgers. Altså: Burgers UDEN kød.
Det er helt klart ikke det rigtige svar for alle de unge her i skolekøkkenet. Elever fra 7. klasse:
- Det har jeg det stramt med, for jeg kan godt lide kød, siger Johanne Porsgaard.
Der er ingen tvivl om, at det har betydning, hvad vi spiser. Mad og drikke alene udgør knap 20% af danskernes samlede klimaaftryk.
Michael Minter, den grønne tænketank CONCITO
Flere grønsager - mindre kød
Men hun ved, at kød sætter et uheldigt klimaaftryk i forhold til andre madgrupper.
- Vi er jo ikke så gode ved klimaet, så hvis vi kan lave lidt om, så bliver det bedre, siger hun, selv om det med at man skal spise mindre kød ikke lige er hendes kop te.
Den grønne tænketank CONCITO peger på, at det har en stor betydning for klimaet, hvad vi tilbereder af mad.
- Der er ingen tvivl om, at det har betydning, hvad vi spiser. Mad og drikke alene udgør knap 20% af danskernes samlede klimaaftryk. Det er derfor vigtigt, at næste generation lærer at spise på en måde, der værner mere om vores planet. Det kunne eksempelvis være at spise flere grøntsager som bælgfrugter og mindre kød, siger Michael Minter, der er leder af programmet Fremtidens Fødevarer hos den grønne tænketank CONCITO.
De er med:
Hele 82% af alle grundskoler (folkeskoler, frie/private og specialskoler) i Danmark er tilmeldt med i alt 6.436 skoleklasser. Det svarer til ca. 150.000 elever.
Har du lyst til at spise det her?
Johanne Porsgaard, skoleelev i 7. klasse, Lykkegårdsskolen i Varde
Klimavenlige kasser
Og netop den næste generation er da også målgruppen for GoCook, der er Coops madprojekt for børn og unge. Klasserne modtager en kasse med grøntsager - en såkaldt smagekasse - og undervisningsmaterialer.
- Vi ved fra vores dialog med skoler og lærere, at klimadebatten også fylder rigtigt meget blandt børn og unge. Nogle børn er ligefrem bekymrede for fremtiden, men ved ikke, hvad de selv kan gøre. Så vi vil gerne vise, at der er masser af muligheder med klima-lækre retter, fortæller Bente Svane Nielsen, der er projektchef på GoCook.
Ambassadører i hjemmets køkken
Hun forventer, at børnene er klar til at gå hjem og lære deres forældre om, hvordan man spiser klimavenligt. Det bliver dog nok ikke Johanne Porsgaard, der løfter en bid af grønsagsburgeren op på gaflen, mens hun betragter den med alt andet end kærlighed:
- Har du lyst til at spise det her, spørger hun.
Nemt med klimavenlig mad?
Kun hver tredje (36%) mener, at det er nemt at finde ud af, hvordan man spiser klimavenligt.
Kilde: COOP-analyse september 2019.
Skoleeleverne skal både eksperimentere med bælgfrugter i alle former og farver, lære om madspild, og vigtigst: Selv lave mad ud fra opskrifter med klima-venlige danske forårsruller, veggiesliders og chili sin carne (som betyder chiliret UDEN kød, mens "fætteren" chili con carne betyder chiliret MED kød).
- Vi løfter ingen pegefingre. I stedet giver vi børnene indsigt, inspiration og ikke mindst viden om de fødevarer og måltider, der er klimavenlige, og så kan de selv lege og eksperimentere videre derfra, fortæller Bente Svane Nielsen.
Smagekassen indeholder:
- Gratis råvarer, undervisningsmaterialer og opskriftshæfter. Alle interesserede skoleklasser kan bestille den.
- Opskrifter og økologiske råvarer, såsom hvidkål og gulerødder til danske forårsruller og veggieslider med en bøf lavet af limabønner og edamamebønner.
- Smagekassen er blot ét af initiativerne i GoCook, som bl.a. på Facebook følges af cirka 12.000 børn og forældre.