Kæmpe gren knækkede af sundt og raskt træ - her er årsagen
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDcvMDEvMjMxZmZlNGMtNThlOS00NWI2LTljNzAtZGM0MDg4YzYwNjZmLTE3MTk4MzM4NTcuanBlZw==/231ffe4c-58e9-45b6-9c70-dc4088c6066f-1719833857.jpeg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=e3eb4a5921ed974121ec0b0b1c9bfde2)
Det var hverken råd eller lynnedslag, der var årsagen til, at en fem tons tung gren søndag eftermiddag knækkede af et træ ved Varde Sommerspil.
Træet havde det tilsyneladende fint, og derfor var det også lidt af en overraskelse, da en kæmpe gren søndag knækkede af og ramte en mast og publikumssæder ved Varde Sommerspil.
- Først og fremmest er jeg bare glad for, at ingen kom til skade, men rent fagligt undrer jeg mig over, hvordan det kunne ske, lyder det fra Therese Rosa, der er skovfoged ved Varde Kommune.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDcvMDEvZWU1ZDA1ZjAtZmYzMi00M2E4LTkyNzItYmNmZWY4ZTkyN2M0LmpwZWc=/ee5d05f0-ff32-43a8-9272-bcfef8e927c4.jpeg?fm=jpg&w=4032&h=3024&s=9b4a4f26c37556d96bdfd51282cbf238)
Heldigvis hørte en kvinde træet knage og råbte op, og så fik folkene bag forestillingen gæsterne væk fra området i tide.
Varde Kommune står for at holde opsyn med området, og der var ikke noget ved træet, der tydede på, at det søndag skulle kaste en gren af sig.
- Vi holder løbende opsyn med træerne, og der var ikke døde grene eller andet, der indikerede, at noget var galt. Det er naturen, og nogle gange er den bare lunefuld, siger Therese Rosa.
Saft i stammerne
Selv om der har været torden- og lyn i området i dagene før forestillingen, er det heller ikke det, der har fået grenen til at knække. Det er nok snarere saft, vurderer Therese Rosa.
- Stammerne suger en masse saft lige nu, og så er den her tilvækst simpelthen blevet for tung til, at træet kunne bære den, og derfor er den knækket af, fortæller hun.
Alene den afknækkede gren vejede fem tons, tilføjer hun. Mandag er resten af træet blevet fældet.
Samtidig har kommunen tilkaldt en arborist, som er en professionel træpasser. Vedkommende har mandag gennemgået samtlige træer i sceneområdet.
- Vi har lavet kronesikring på et enkelt træ. Ikke fordi der var en voldsom risiko for, at det skulle knække, men for en sikkerheds skyld, siger Therese Rosa.
Folkene bag sommerspillet er mandag i fuld gang med at reparere bænke og et lystårn. Tirsdag fortsætter Varde Sommerspil med den planlagte forestilling klokken 20.