Det havde været en god aften, tænkte 23-årige Jeyan Jey, da han satte sig ind i taxaen.

- Charlottenlund, instruerede han chaufføren og sank tilbage i sædet ved siden af sin kæreste, Tina.

For et øjeblik siden dansede de tæt i menneskemængden på diskoteket. Omgivet af venner og klirrende glas havde fortiden virket fjern.

- Jeg vil bare gerne være alene, sagde han til Tina, da hun rakte ud efter hans hånd.

Hjemme i lejligheden gentog han ordene, ligesom han efterhånden havde gjort så mange gange efter en bytur, når alkoholen havde efterladt ham frustreret og ked af det.

- Det kan ikke blive ved sådan her. Du bliver nødt til at fortælle mig, hvad der sker, svarede hun og satte sig ved køkkenbordet.

Da han satte sig på stolen overfor hende, kunne han ikke holde tårerne tilbage. For første gang nogensinde fortalte han nu sin historie til et andet menneske. Også selvom han frygtede, at hun ville forlade ham, når hun hørte om alt det, han havde med sig fra fortiden.

- Jeg så min far stikke min mor ned, begyndte han.

Så sin far tage kniven

Jeyans fulde fornavn er Jeyavathanan. Han blev født i den tamilske kystby Point Pedro på Sri Lanka, men i 1986, da han var blot 31 dage gammel, flygtede hans familie til Danmark.

Sammen med andre tamilske flygtninge kom familien til et asylcenter i Ansager og flyttede senere ind i en lejlighed i boligområdet Tingparken i Grindsted.

Her blev hans barndom præget af faderens alkoholmisbrug, som en aften var tæt på at koste Jeyans mor livet.

- Han kom fuld hjem en aften, og min mor spurgte som så mange gange før, hvorfor han igen skulle drikke så meget, fortæller Jeyan Jey.

Moderens spørgsmål udløste et skænderi mellem forældrene, og 10-årige Jeyan så, da hans far rakte ud efter kniven på køkkenbordet.

- Han stak min mor ned for øjnene af mig.

Kniven ramte hendes skulder og efterlod flænger flere steder på hendes krop.

Jeyan husker, hvordan skrig og jamren fyldte køkkenet efterfulgt af sirener og blå lys.

At være vidne til vold i hjemmet kan ifølge en undersøgelse fra 2020 lavet af VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd være mindst lige så skadeligt, som hvis barnet selv er udsat for volden.

For selvom det ikke efterlader fysiske mærker at overvære vold, kan det stadig have stor betydning for barnets trivsel, da det risikerer at udvikle alvorlige efterreaktioner.

Listen med konsekvenser er lang og indeholder blandt andet indlæringsvanskeligheder, psykologiske lidelser såsom angst, depression og personlighedsforstyrrelser, stofmisbrug, aggressiv, voldelig og kriminel adfærd. 

Rød hash og blev smidt ud af skolen

Ved køkkenbordet i København gjorde Jeyan op med mange års tavshed, da han fortalte sin historie til Tina.

For første gang i tretten år tillod han alle følelserne, som 10-årige Jeyan var blevet efterladt med.

- Jeg var flov over, hvad der var sket, for jeg vidste godt, at det ikke var normalt, at forældre var så hårde mod hinanden. Desuden skammede jeg mig og følte skyld over, at jeg ikke havde kunnet forhindre det, fortæller Jeyan Jey.

I halvandet år efter knivoverfaldet boede han hos en plejefamilie, mens hans mor kæmpede for sit liv på hospitalet, og hans far indledte afsoningen af sin dom.

Samtidig begyndte han at føle, at han var anderledes end de andre børn i skolen og kammeraterne på fodboldholdet.

Hjemme hos kammeraterne så han eksempler på familier, hvor forældrene ikke talte grimt eller nedladende til hinanden, ingen blev hånet eller frygtede, at et skænderi endte med vold.

- Det fik mig til at føle, at det var mig, der var noget galt med, fortæller Jeyan og beskriver, hvordan det sammen med følelserne af skyld og skam fik ham til at fortrænge sine oplevelser fra aftenen i køkkenet.

I sine teenageår fortalte han aldrig nogen om sin fortid, og det efterlod ham rodløs og frustreret. Det gik ud over hans koncentration i skolen, og han blev smidt ud af 10. klasse og begyndte at ryge hash dagligt.

- Det blev en forsvarsmekanisme, for så kunne jeg lukke ned for de følelser, som jeg ikke kunne sætte ord på dengang, fortæller han.

Ordene kom først til ham den aften ved køkkenbordet i København, da Tina insisterede på at høre hans historie.

Selvom Jeyan frygtede, at hans fortid risikerede at skræmme hende væk, viste det sig sidenhed, at hans fortælling bragte dem så tæt, at hun efter 19 år stadig er sammen med ham i dag.

Under halvdelen fortæller det til en voksen

At turde tale højt om vold i sine nære relationer er ifølge organisationen Bryd Tavsheden, som arbejder for at forebygge, oplyse og hjælpe børn og unge, der oplever vold i deres nære relationer, første skridt på vejen til at bryde med volden.

Den seneste danske undersøgelse om unges erfaringer med vold viser, at 43 procent, altså under halvdelen af de unge, der selv har været udsat for vold, eller som har overværet vold derhjemme, har talt med nogen om det.

Selvom Jeyan Jey ikke selv blev udsat for vold, er han ambassadør for Bryd Tavsheden, da han ved at dele sin historie om vold i familien håber at kunne give børn og unge modet til at tale om det, de oplever.

- De unge kan spejle sig i Jeyan og genkende noget fra hans historie i deres eget liv, og vi ved, at det er en vigtig faktor for at turde tale højt om vold og dermed bryde med volden, fortæller generalsekretær hos Bryd Tavsheden, Isabella Wedendahl, og tilføjer:

- Og ved at se, hvordan Jeyans liv er i dag, kan de unge få et håb om, at det er muligt at skabe et godt liv uden vold.

Har tilgivet sin far

Når 37-årige Jeyan Jey i dag fortæller om sin opvækst til børn og unge, mindes han samtalen med Tina efter byturen i København. Den aften blev begyndelsen på en årrække med mange lignende samtaler, hvor han for hver gang gav slip på skyldfølelse og skam.

I stedet for den vantro og foragt, som han frygtede at blive mødt med, så Tina tilbage på ham med kærlighed og sympati. Helt afgørende blev det, at hun forsikrede Jeyan om, at intet af det, han havde overværet som 10-årig, var hans skyld.

- Det var en befriende følelse at komme af med noget, som vejede meget tungt i min rygsæk. For mig var vores snakke en slags terapi, fortæller han.

Når han ser tilbage på sin opvækst og den skæbnesvangre aften i køkkenet i Tingparken, har samtalerne med Tina også hjulpet ham til at acceptere sine forældre, deres valg og deres fejl.

Hans far angrede, afsonede sin dom, kom ud af sit alkoholmisbrug og har lige siden arbejdet for at være den ægtemand og far, som hans familie fortjener, mener Jeyan Jey og fortæller:

- Jeg har et godt forhold til mine forældre, men for at jeg kunne komme hertil, har jeg måttet tilgive dem. Det er kommet med årene, men det har ikke været svært, for jeg har set, hvordan de har arbejdet med sig selv.

Han forstår, at alkohol bragte det værste frem i hans far, og selvom det ikke er en undskyldning for volden, har han stor respekt for den tillid og kærlighed, som hans forældre har genopbygget til hinanden og til deres søn.