Får elmaster 25 meter fra sit hjem: - Det ødelægger vores grund, hus og hele området
Jens-Erik Busk får højspændingsmasterne helt tæt på med det nye linjeføringsforslag, som Energinet offentliggjorde mandag. Det er på mange måder skidt, mener han.
Jens-Erik Busk fra Knoldeflod i Varde kigger på kortet over det nye linjeføringsforslag.
Det er netop gået op for ham, at den nye elmotorvej skal gå igennem hans baghave.
- Jeg kan se, at vores grund bliver berørt. Linjeføringen går igennem grunden, og der er måske 25 meter til vores hus. Det ødelægger vores grund, hus og hele området, siger han.
Dagens nye forslag til linjeføringen kommer på baggrund af 225 kommentarer, som berørte borgere har indsendt til Energinet.
Her har syv lodsejere fået opfyldt ønsket om at få linjeføringen længere væk fra deres ejendom, og 48 har efter eget ønske fået linjen tættere på for at komme indenfor opkøbsgrænsen.
Jens-Erik Busk har dog ikke udtrykt ønske om at få elmasterne tættere på.
- Jeg kunne forestille mig, at der var nogen, der har brokket sig gevaldigt, og så er det for at få lidt ro. Det er da dårlig stil, siger han.
Synd at rive 200 år gammelt hus ned
Jens-Erik Busk satte for fire måneder siden familiens hus til salg, men selvom de nu kan blive opkøbt af Energinet, så er det langt fra en god løsning.
- Vi har snakket om at få solgt i løbet af fem-seks år, så det haster ikke. Men hvis det fortsætter, som de har skrevet, så skal det jo bare rives ned, og det er immervæk et 200 år gammelt hus. Det er skidt, siger han.
Energinet fastlægger midt i december det endelige forslag til linjeføringen. Imens har borgere mulighed for at indsende bemærkninger, og det har Jens-Erik Busk planer om.
- Det har jeg da. Helt bestemt. Det ville være ærgerligt at flytte og få huset revet ned, afslutter han.