Fællesskab om bittesmå mursten hjalp Tage i sorgen
Fællesskaber er det bedste svar på ensomhed. Især for mænd. Især for enlige mænd. Og især for ældre enlige mænd. Statistikkerne viser, at de ellers dør langt tidligere. 12 mænd i Varde har fundet svaret.
Ding, siger den gamle klokke. På slaget otte.
I dag er de otte ud af tolv. Alle mænd.
Det er tid til morgenritualet. En kop kaffe og en lille én til at sætte gang i de halvgamle kroppe.
Ahhhhh, lyder det bordet rundt efter snapsen har gjort underværker.
- Det nytter ikke noget bare at sidde derhjemme, så går der ikke lang tid, så er man væk, siger Tage Spangsberg Nielsen.
Fællesskab
Vi er i Minimurernes Hus i Varde, hvor mændene laver minihuse til Minibyen. Eller de reparerer dem og arbejder frivilligt.
- Vinteren er hård ved de små huse, så der er nok at se til, siger Jørgen Jensen.
Her er et fællesskab, der er værd at værdsætte.
- Hvis jeg ikke kunne komme her? Ja, så ved jeg faktisk ikke...., siger Kurt Hansen og fortsætter:
- Min kone døde for 20 år siden, så der er ikke meget ved at sidde derhjemme.
Da konen døde
Den ældste er Tage Spangsberg Nielsen. Han er 88 år. På hans Minimurer-CV står der, at han har været her i 28 år.
Altså - ingen minihuse uden Tage.
Han er taknemmelig for at kunne være med endnu.
- Da min kone døde for fire år siden, kom jeg ikke. Men det varede kun 14 dage, så kom jeg tilbage. Jeg kunne ikke undvære det, siger han.
Hans kammerater i værkstederne hjalp ham i sorgens stund.
- De kom og snakkede med mig om det, og det var jeg glad for, siger han.
Man dør
Yngstemanden er Peter Johansen. Ikke alene har han kun været her ni måneder, men han er også bare 70 år.
- Ja, han er næsten lige blevet blevet konfirmeret, driller en af de andre.
Han er begejstret for at være her.
- Jeg synes, det er et fantastisk sted. Man skal jo have noget at stå op til. Det er alfa og omega. Ja, ellers så dør man jo, siger han.
Lærlingen drilles
Benny Kreilgaard sidder ved et bord og nørkler med små metaldele. Han har været her i fire år.
- Jeg er lærling, men om et år er jeg udlært, siger han.
Til marts næste år kan han med ære modtage titlen som Minimurer og få den lille nål formet som en lillebitte murerske.
- Men altså kun hvis han består prøven, griner en af hans kammerater.
Enkemænd er sårbare
I modsætning til kvinder, har ældre mænd typisk deres kone som den eneste fortrolige og er derfor i risiko for at blive ensomme.
- Når mænd mister deres koner, så er der rigtig mange af dem, som slet ikke har nogen at tale med. Så det er rigtig sårbart for mænd, siger Svend Aage Madsen, formand i Forum for Mænds Sundhed.
Derfor er fællesskaber blandt enkemænd afgørende for trivslen og livsglæden. Men mændene finder sjældent hinanden på egen hånd.
- Der er nogen, der skal komme med initiativet. Det kan være samfundet, men i høj grad også civilsamfundet, for det er vigtigt for mange mænd, at de har et sted, hvor de kan komme og lave nogle ting med hænderne. Det er det, som binder dem sammen, siger Svend Aage Madsen.
Vi vil gerne have kvinder
Tonen er bramfri. Vi er tydeligvis blandt mænd her. Men det er også tydeligt, at stemningen er god. Her er der langt fra drilleriet til mobning.
- Jo, tonen er frisk, men ikke mere end alle kan være med, siger Jørgen Jensen.
Her er ingen kvinder. Men de vil meget gerne byde dem indenfor. Gerne to kvinder.
- Måske vil det være bedst med to veninder, så de kan støtte hinanden lidt, siger den tidligere landmand Jørgen Jensen.
Gode hænder
I værkstederne larmer den ene, så den anden og så den tredje maskine. Der er gang i mursten. Store og meget små. Der bores, slibes og skæres på livet løs.
Mændene er typisk håndværkere. Elektriker, tømrer, montør, landmand.
- Sjovt nok har vi ingen uddannet murer for tiden. Det vil vi meget gerne have, så vi ikke laver fejl. Det skulle nødig hedde sig, at vi laver sjusk, siger Kurt Hansen.
Ensomhed dræber - især enlige mænd
Mænd i Danmark lever cirka fire år kortere end kvinder, har stor overdødelighed og rammes oftest af de fleste sygdomme.
Hvis man er isoleret og ensom, har man 50 procent større dødelighed af de fleste sygdomme, og 40-50-årige enlige mænds dødelighed er 2,5 gang så stor som samlevende mænds dødelighed.
Helt op i 80-90-års alderen er dødeligheden for ugifte mænd 30 procent højere end de gifte mænds dødelighed. Og det mest skræmmende: Mænd begår desværre selvmord tre til fem gange så hyppigt som kvinder.
Kilde: Forum for mænds sundhed