Berømt ejendomsmægler forærer by 100 kunstværker - flere er på vej
Manden bag Danmarks største ejendomsmæglerkæde har et hjerte, der banker for kunst og for sin hjemby Varde. Han har foræret byen 100 skulpturer for at gøre den til et kunstmekka
Det her gør ham glad. At gå i Varde Garten. En offentlig have fyldt med kunstværker. Peter Brandes, Bjørn Nørgaard, Anders Tinsbo, Haugen Sørensen og mange andre.
Haven - og kunstværkerne - er Poul Erik Bechs værk. Med 50 millioner kroner har han investeret og etableret Varde Garten med restaurant, cafe, eventlokaler. Her indenfor troner en lille lyslilla ballondyr i et glasbur af den kendte kunstner Jeff Koons.
- Ja, han er meget debatteret, smiler ejeren.
Vi er ikke i mål med vores drøm, men vi er bestemt godt på vej
Poul Erik Bech, kunstmæcen, København
Glemmer ikke hjembyen
Rundt om i byen - og nu også otte steder rundt omkring i kommunen - står skulpturer købt og betalt af Poul Erik Bech. Mandag blev nummer 100 sat op. En skulptur af tyske Jörg Plickat. "En hyldest til Moder Jord".
Han har en plan med at forære alle disse skulpturer og andet kunst til Varde. Den ene grund er:
- Jeg tror, vi alle har et ønske om at bidrage. Jeg er begejstret for kunst. Og Varde, som er den by, jeg er født og opvokset i, så den glemmer jeg ikke, siger Poul Erik Bech.
Lige i hjertet
Men manden, der står bag ejendomsmæglerkæden EDC, har også en større plan med kunsten, som han er sikker på kan gøre en forskel.
- Punkt 1 vil jeg gerne gennem kunsten gøre Varde til et bedre sted at leve, men punkt 2 vil jeg også gerne gøre Varde til en mere attraktiv bosætningskommune, siger han.
Han har ingen yndlingsskulptur - "det kommer lidt an på, hvilken stemning man er i" - men han stopper ved Helle Rask Crawfords "Krigens Skygge", der forestiller en mor - en flygtning - med et spædbarn i armen og en lille pige i hånden.
- Den rammer lige i hjertet. Med konflikten i Gaza kan man ikke andet end at stoppe op her, siger han.
Hvis du vil vide mere om kunsten i Varde
Hvor mange millioner?
Den 75-årige kunstmæcen vil helst ikke snakke om penge. "Vi har ikke noget overblik over det". Han vil hellere lade kunsten tale. Han drømmer nemlig om at den mindre handelsby med godt 14.000 beboere kan forvandle sig til et nationalt kunstmekka.
- Vi er ikke i mål med vores drøm, men vi er bestemt godt på vej, og oplever ofte at folk kommer til Varde alene for kunstens skyld, siger han.
Hans samarbejdspartner, der er kunstfaglig konsulent i Varde Kommune og Poul Erik Bech Fonden, Mette Kristensen, fortæller, at hun en dag mødte to par, der ledte efter Varde Garten.
- De fortalte, at de var taget fra Silkeborg til Varde udelukkende for at se på kunst. Det blev jeg selvfølgelig glad for at høre, siger hun.
Poul Erik Bech
Manden bag det hele hedder Poul Erik Bech.
Han er stifter af ejendomsmæglerkæden EDC.
Poul Erik Bech er født og opvokset og gift i Varde. Han mødte i 1969 sin kone Ketty til bordtennis. Parret har to børn. Michael og Jane.
I perioden fra 1966-1969 var Poul Erik i lære i Handelsbanken i Varde.
I 1978 åbnede han sin første ejendomsmæglerforretning efter at være flyttet til København.
I 2015 oprettede han Poul Erik Bech Fonden, som yder støtte til almennyttige og kulturelle aktiviteter i hele landet.
Poul Erik Bech er ophavsmand til Kunsthal vARTe i Spigerborgade og Varde Garten., samt en stribe private og erhvervsmæssige lejemål i byen med fokus på bevaringsarbejde og genopretning af bymidten.
Anderledes
Begejstret er også borgmester Mads Sørensen, Venstre. De mange skulpturer er nemlig med til at ændre folks opfattelse af Varde.
- Poul Erik Bech har jo om nogen været med til at skubbe til os med kunst på dagsordenen. Det betyder, at Varde har kunnet brande sig som en lidt anderledes vestjysk by overfor turisterne. Men det betyder også, at vores kommune er kommet mere i spil som en bosætningskommune, fordi folk gerne vikl have indhold, når de har fri. Indhold som for eksempel kunst, siger han.