Bageri får sur smiley efter "mangelfuld rengøring i hjørner og kroge"
Bageriet Mums Kager i Skovlund ved Ansager får en sur fødevaresmiley efter et kontrolbesøg den 30. september.
Det lille specialbageri, som laver håndlavede kager, har fået den sure smiley på grund af "mangelfuld rengøring i hjørner, kroge, gulve og vægge i produktionsområdet", skriver Fødevarestyrelsen.
Mums Kager udtaler til TV SYD, at de ikke havde fået gjort ordentligt rent, da Fødevarestyrelsen kom på besøg, fordi de havde for travlt, og at det er første gang, de har fået en sur smiley.
Tidligere på året stod Mums Kager bag den uofficielle danmarksrekord for 'Danmarks længste træstamme', som målte 32 meter.