Ansatte skiftes til at gå på arbejde - grøn plastvirksomhed kræver politisk handling
Virksomheden RC Plast i Varde, der genanvender plast fra industrien, er så presset af stigende energipriser og faldende efterspørgsel, at medarbejderne er sat på arbejdsfordeling. Nu kræver de politisk handling.
På en almindelig tirsdag i oktober har plastgenanvendelsesvirksomheden RC Plast i Varde 25 ansatte på arbejde til at omdanne plast fra industrien til genbrugeligt granulat.
Men denne oktober-tirsdag er langt fra normal. Krisen i Europa har sat en brat stopper for efterspørgslen fra kunderne - men også stigende udgifter til el sænker produktionen, lyder det fra direktør i RC Plast Helle Vingolf
- Hvor vi i august 2021 brugte 300.000 kroner på energi, vil vi i år have en regning for august måned på 1,8 millioner, siger hun.
Resultatet er, at virksomheden må sætte sin produktion til et minimum, og det går i høj grad ud over de ansatte.
De er nemlig kommet på arbejdsfordeling, hvor de må skiftes til at gå på arbejde. I den tid, der ikke er arbejde til dem, skal de så leve af dagpenge fra fagforeningen.
- Det er vi selvfølgelig kede af, og vores ansatte er også kede af det, for det betyder jo, at de ikke har det samme rådighedsbeløb i de uger, hvor de er på fagforening i stedet for at få løn fra os, siger Helle Vingolf.
Adskillelse af el- og gaspriser
Ingen ved med sikkerhed, hvor længe RC Plast kan holde hjulene kørende med det nuværende antal ansatte, men indtil videre hænger virksomheden i.
- Vi har heldigvis nogle ejere i ryggen, der er meget indstillet på, at den her grønne omstilling, som vi er indbegrebet af, er fremtiden, siger Helle Vingolf.
Men ikke desto mindre, så er stemningen trykket på fabrikken i Varde, og derfor kræver virksomheden nu politisk handling. De vil eksempelvis have el- og gaspriserne adskilt.
- Alle er enige om, at hvis man tog det træk, så ville elprisen falde, konkluderer RC Plasts direktør Helle Vingolf.
Mindre snak mere handling
Valgkampen er godt i gang, og det er ingen hemmelighed, at energipriser er et af de helt store emner, men også grøn omstilling er i top på dagsordenen, og derfor vil politikerne også hellere end gerne se på, hvordan de kan hjælpe virksomheder som RC Plast.
- Et eller andet skal vi gøre, og vi håber på, at vi efter et valg kan sætte os ned, hvor der ikke er nogen hellige køer, siger Steen Holm Iversen (K), der er lokal folketingskandidat fra Varde, og fortsætter:
- Der er noget, der er bundet op på EU, men der er i den grad også noget, vi kan gøre nationalt, og i den forbindelse må der ikke være en afgift eller tarif, der er hellig.
Hos RC Plast er man træt af, at der i andre europæiske lande bliver lavet hjælpepakker, der forvrider konkurrencevilkårene.
Men det betyder ifølge Anders Kronborg (S), der er lokal folketingskandidat fra Esbjerg, ikke, at folketinget bare skal skynde sig med at få lavet hjælpepakker.
- Jeg tror, netop fordi vi har valgkamp, at vi skal passe på, at vi ikke kommer til at overbyde hinanden, fordi det her er en meget alvorlig krise, hvor inflationen er på sit højeste siden 1980'erne, og derfor kan vi ikke bare love, at vi kommer til at redde alle, siger han.
Dog understreger han også, at de er villige til at kigge på, hvilke håndtag der kan skrues på for at sikre, at de virksomheder, der hjælper til den grønne omstilling som eksempelvis RC Plast, ikke knækker halsen.
Men på trods af de velvillige ord fra både Socialdemokratiet og Konservative vil Helle Vingolf se reel handling.
- Jeg håber, der kommer aktion bag ordene, fordi vi bløder lige nu, rigtig mange af vores kolleger i branchen bløder lige nu, og vores kunder bløder. Jeg hører politikerne snakker, men der er meget lidt aktion, og jeg håber debatten kan få tingene til at ske hurtigere, siger hun.