Afskaffelse af småt brændbart er en succes
Småt brændbart har altid været sådan en affaldscontainer, hvor man belejligt og hurtigt kunne smide en masse forskelligt ud.
Men den går ikke i en tid, hvor vi skal genanvende, så i august lukkede genbrugspladserne i Varde Kommune for småt brændbart.
Det skulle reducere mængden af affald, der bliver brændt med 25 procent. Men nu viser tallene, at de har reduceret afbrændingen med 35 procent.
- Det er virkelig imponerende. Jeg er meget glad for, at vi sammen er nået et så flot resultat. Det fortæller historien om, hvor lidt vi hver især skal flytte for at det batter. Mange bække små… Så jeg har stor ros til både alle borgerne og de dygtige genbrugsvejledere på pladserne, siger Søren Laulund, der er næstformand i DIN Forsyning.
Samtidig har borgerne fået mulighed for at aflevere hullede sokker og udtjente håndklæder i tekstilaffald, hvilket også har medvirket til, at mindre affald bliver brændt af.