Det er kun minderne, der er tilbage. I oktober døde Kirsten Cato og Elo Andersens 26-årige søn Mads, og det har de haft et stort behov for at tale om fra første dag.

- Man står i et tomrum. Man ved ikke, hvad man skal, man går jo helt i stå og kan ikke tage sig sammen til noget. Så der er behov for hjælp til at komme videre, siger Elo Andersen.

Derfor opsøgte de en præst, kommunen og Det Nationale Sorgcenter for at finde en sorggruppe, og det lykkedes hos sidstnævnte - men her er efterspørgslen så stor, at de er endt på en venteliste.

- Man bliver helt desperat og ved slet ikke, hvad man skal stille op med sig selv, siger Kirsten Cato.

Ved første sorgcafé i Vejle blev de ringet op på dagen og tilbudt en plads, men ved de kommende står de stadig på venteliste.

Et lige-her-og-nu behov

Sorgcaféen i Vejle er drevet af frivillige, der selv har oplevet sorg. Her møder de nogle, der står i samme situation som dem.

- Man tror, man er de eneste i hele verden, der har det sådan. Men der er mange, der har det som os, det er bare et spørgsmål om at snakke med nogle og få sat ord på det. Det hjælper betydeligt, siger Elo Andersen.

Der er generelt ikke mange, de kan spejle sig i, da deres søn døde efter ti års misbrug. De har oplevet, at pårørende til misbrugere har trukket sig fra deres familiemedlem, og derfor er der få, der står i samme situation som dem.

- De mennesker, der har mistet på samme måde som os, er meget, meget svære at finde. Det er måske også forbundet med meget skyld og skam, siger Kirsten Cato.

De har altid stået ved siden af deres søn i både gode og hårde stunder, og lige nu står de selv i en hård tid, hvor de har brug for at blive løftet.

- Det ville betyde rigtig meget for os, at vi havde nogle at spejle sig i. Nogle man kunne snakke med om det her, siger Kirsten Cato.

- Nogle ligesindede kan man sige, tilføjer Elo Andersen.

Er danskerne aftabuiseret?

Sorgcaféen i Vejle var den første, hvor Det Nationale Sorg måtte melde om ventelister, men sidenhen har de oplevet det på flere af deres andre sorgcaféer.

- Vi har oplevet en stigende interesse, så det er som om, at danskerne har taget aftabuiseringen af sorgen til sig, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Vi synes, det er vigtigt, at man kan have en snak om det, som vedkommer os alle sammen, og som vi allesammen skal forholde os til, siger Victoria Tepper, chef for behandling og rådgivning hos Det Nationale Sorgcenter.

De har også oplevet dobbelt så mange henvendelser på deres Sorglinje, hvor man kan ringe ind og få hjælp og vejledning.

Lige nu afholder de en sorgcafé i Vejle cirka hver anden måned, men der er et behov for flere pladser, da der stadig er ventelister.

- Det er vi jo selvfølgelig super ærgerlige over, og vi vil rigtig gerne kunne tilbyde en plads til så mange som muligt. Men det er klart, at det kræver også, at vi har også nogle frivillige, der kan drive det, siger hun.

De opfordrer derfor andre, der har oplevet sorgen i at miste et nært familiemedlem, til at melde sig som frivillige.

En hård tid med et lille håb

Når Kirsten Cato og Elo Andersen sidder og kigger tilbage på minderne på papir og i glasramme, husker de tilbage på en kærlig ung mand med et positivt sind, der elskede at være sammen med sin familie.

- Han var viljestærk, og han var målrettet. Han ville være pædagog, fordi han ville hjælpe sådan nogen som ham selv, som han sagde, fortæller Kirsten Cato.

- Han var intelligent, altså spillede vi noget, så var det ham, der vandt, fordi han vidste de forskellige ting, siger Elo Andersen, hvortil Kirsten Cato tilføjer:

- Han var meget vidende og videbegærlig.

Det er det, der står klarest, midt i sorgen hvor alt føles uklart, og hvor de igen er skrevet op på ventelisten til næste sorgcafé i Vejle.

- Vi håber, vi kan komme med og få talt med andre og høre andres beretninger, siger hun.