12 timer i ugen: Marc elsker sit job
Varde Kommune har succes med at finde småjobs til folk med "forskellige udfordringer". Virksomhederne får ny fleksibel arbejdskraft.
- Du kan tage den her. Nummer 22, siger hans kollega og giver ham en ordreseddel.
Marc Wollesen tjekker og går hen mod hylderne, der bugner af varer, der skal sendes til firmaets kunder.
Den 19-årige mand er en af de 80, der indtil videre har fået et såkaldt småjob gennem projektet Code of Care, som det hedder.
Fleksjobber
Han har været her i AcupunctureShop i Varde i snart et år. Først i arbejdsprøvning. Nu som fleksjobber i 12 timer om ugen.
- Jeg elsker at være her, siger han.
Men der er tale om en rigtig win-win-situation.
- Jeg er glad for, at Marc har det godt her, men vi har ansat ham 100 procent for firmaets skyld. Han varetager et vigtigt job, siger direktør i AcupunctureShop Lars Sandrini.
Der er ingen ledige i Varde Kommune, så fleksjobbere og andre i deltidsstillinger kan være med til at løse problemet med manglende arbejdskraft
Lars Sandrini, direktør i AcupunctureShop, Varde
Overtager arbejde fra andre
Marc Wollesen har ansvaret for firmaets showroom, så det altid fremstår flot og ordentligt. Han pakker forskellige hudplejeprodukter og får dem sendt til kunderne.
- Vi lavede en liste over de opgaver, som vi har i firmaet og som ofte bliver udført af fagfolk, som vi meget hellere vil have arbejder med det, de er uddannet til. Nu tager Marc sig af dem, fortæller Lars Sandrini.
Løser manglen på arbejdskraft
Direktøren, der også er ambassadør for Code of Care i Varde, peger på, at mange virksomheder har - eller kan have - gavn af folk i småjobs. For i mange små eller mindre virksomheder har man måske ikke råd til at ansætte en medarbejder på fuld tid til netop disse typer opgaver.
Desuden har mange virksomheder brug for arbejdskraft, men har svært ved at finde nye medarbejdere. Ledigheden er nemlig rekordlav. I Varde Kommune blot 1,9 procent. I Danmark ligger den på 3,8 procent. Så alle hænder tæller.
- Der er ingen ledige i Varde Kommune, så fleksjobbere og andre i deltidsstillinger kan være med til at løse problemet med manglende arbejdskraft, siger Lars Sandrini.
Gal med hovedet
Code of Care-projektet finder såkaldte småjobs til folk med forskellige udfordringer. De kan være fysisk, psykisk eller socialt handicappede uden mulighed for at varetage en heltidsstilling men friske nok til at klare nogle timer om ugen.
- Den er gal med mit hoved, siger Marc Wollesen med et venligt smil og forklarer:
- Jeg har en lav IQ og kan ikke koncentrere mig så længe af gangen. Jeg glemmer og kommer til at lave fejl, hvis jeg bliver lidt presset.
Men 12 timer klarer han fint.
Nogle trives så meget med netop denne løsning, at de beder om at få flere timer.