Frustrerede forældre leder efter ledige institutionspladser
Nye borgere strømmer til Horsens Kommune, og i flere områder er antallet af helt små borgere vokset så meget, at der er mangel på daginstitutionspladser i området.
Det er ikke den eneste løsning, der er lavet i kommunen. Midlertidige pavilloner er stillet op, to naturbusser er sat ind for at tage børnene med ud i naturen, og det tidligere gymnasium er taget i brug.
Manglende pladser
I Egebjerg er nybyggeriet også i gang, men også her begynder det at knibe med pladser i den lokale daginstitution, Kaskelotten.
- Det er et kæmpe problem, at de her nybyggerområder bliver lidt glemt. Der kommer jo sindssygt mange børn til, siger Helle Andersen, der sidder i forældrebestyrelsen, hvor snakken om, hvordan pladsproblemerne bliver fremover fylder meget.
Også i Sydbyen har flere frustrerede forældre henvendt sig, fordi deres børn er flyttet fra nærområdet og cirka fire kilometer væk til et tidligere gymnasium.
Privat pasning
I Gedved bor Thyra Iversen, som hjemmepasser sine tre børn. Familien lever udelukkende af hendes mands indkomst, da de ikke længere kan få tilskud til hjemmepasningen.
- Vi havde ikke lyst til at være adskilt som familie, specielt nu hvor vi havde fået børn, siger Thyra Iversen, som har sit ældste barn på seks år i hjemmeskole samt den mellemste på fire år og den mindste på to måneder i hjemmepasning.
Derfor har de valgt at bo til leje og ikke foretage store investeringer, så det kan hænge sammen. I 2019 kæmpede hun for et tilskud til forældre, som hjemmepasser, som maksimalt kan udbetales i ét år.
Hun mener, at det kunne få flere til at overveje løsningen, hvis tilskuddet fortsatte.
- Helt sikkert. Hvis man kunne vælge at sige, at det var det her, vi gjorde, i al den tid, vi ønskede at gøre det, siger Thyra Iversen.
Ventelister og lange køreture
Da TV SYD spurgte borgerne i Facebook-grupperne 'Horsens' og 'For os i Højvangen/Tyrsted', kunne mange borgere i kommunen nikke genkendende til problematikken.
Flere nævner, at det har været svært at finde pasningstilbud, der hvor de bor. Her er blandt andre eksempler fra forældre i Dagnæs, der skal aflevere vuggestuebørn i Bankager.
TV SYD sætter torsdag aften velfærden på dagsordenen, når 13 kandidater stiller sig klar til valg-debat fra Horsens Kommune. Du kan følge med på TV SYD+ fra kl. 19.55