Rune Bønnelykke ekskluderet af Nye Borgerlige
Rune Bønnelykke, der har været en del af Nye Borgerliges hovedbestyrelse og medlem af Vejle byråd, er blevet ekskluderet fra partiet.
Politikeren Rune Bønnelykke, der sidder i Vejle byråd, er blevet ekskluderet fra sit parti Nye Borgerlige.
Det bekræfter han overfor TV SYD.
Årsagen til ekskluderingen skal ifølge Rune Bønnelykke findes i, at han har ageret illoyalt og har lavet partiskadelig virksomhed.
- Jeg er meget overrasket over beslutningen. Jeg kan simpelthen ikke genkende de beskyldninger, siger han.
Det er ingen hemmelighed, at du har været kritisk overfor den nu tidligere næstformand, Henriette Ergemann. Du er blandt andet blevet beskyldt for at sprede løgne om hende. Kan det ikke være årsagen?
- Nej, jeg kan ikke se, at det, at jeg er kritisk over for Henriette, skulle være det samme, som at jeg har ageret illoyalt og partiskadeligt, siger Rune Bønnelykke.
Han fortæller, at han fik nyheden telefonisk ved 12.30-tiden af partiets sekretariatschef, Lars Eldrup.
Ekskluderingen betyder dog ikke, at politikeren forlader politik.
- For mit vedkommende vil jeg arbejde videre med den borgerlige politik i Vejle byråd. Jeg kan være min egen partiformand nu, og det her kan give mig lidt ro. Og så må vi se tiden an, siger Rune Bønnelykke.
TV SYD har været i kontakt med Nye Borgerliges sekretariatschef, Lars Eldrup, der fortæller, at partiet ikke ønsker at udtale sig om sagen.
Var kandidat til næstformandspost
Så sent som for to uger siden stillede han op til posten som næstformand. Men partimedlemmernes valg faldt på Henriette Ergemann.
Hun trak sig dog mandag efter kritik af ting, hun tidligere har skrevet på Facebook. I den forbindelse harcelerede hun mod netop Rune Bønnelykke og skrev, at hun ikke forstod, hvorfor han spredte løgne om hende.
Den kommentar slettede hun dog senere fra sit Facebookopslag. Og nu er hele opslaget væk fra hendes profil.
Mandag trak hun sig fra sin post, som hun har haft i under to uger.
Det meddelte hun i et opslag på Facebook.
Afgående næstformand beskylder Rune Bønnelykke for at lyve
Det skete, efter at flere medier har beskrevet en række kontroversielle kommentarer på sociale medier fra Henriette Ergemann om coronavirus, før hun blev næstformand.
I Facebook-opslaget beskyldte hun i første omgang Rune Bønnelykke for at lyve. Den passage slettede hun dog kort tid efter.
Rune Bønnelykke, som selv var kandidat til næstformandsposten ved Nye Borgerliges ekstraordinære landsmøde i Fredericia 7. februar, har offentligt taget afstand fra Ergemanns tidligere udtalelser.
Det har han blandt andet gjort i et kritisk indlæg i Vejle Amts Folkeblad.
Nye Borgerlige fortsætter uden politisk næstformand indtil oktober, hvor der skal vælges en ny på det ordinære årsmøde.
Partiet har også en organisatorisk næstformand, som er Jesper Hammer.