Den 1. juni skal danskerne stemme ja eller nej til forsvarsforbeholdet.

EU-forbeholdet har eksisteret siden 1992 og betyder blandt andet, at Danmark ikke deltager i de dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet.

Men hvad betyder det egentligt for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, om det bliver et ja eller nej?

Afskåret fra indflydelse

Ifølge Kristian Søby Kristensen, der er Ph.d. og seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, er den mest indlysende ulempe ved forbeholdet, at Danmark afskærer sig fra indflydelse.

Det giver os nemlig begrænset mulighed for at påvirke, hvordan forsvars- og sikkerhedspolitikken skal udvikle sig i EU.

- Man er også afskåret fra de dele af politikken, der har militære elementer i sig, og det har primært været nogle mindre militære operationer og nogle militære teknologiudviklingsprojekter, siger Kristian Søby Kristensen.

Derfor kan et ja give Danmark mere indflydelse. Men det er ikke noget, der har en afgørende betydning lige nu, vurderer eksperten.

Han henviser til, at der er lavet en udredning fra DIIS, hvor forskerne vurderer, at forbeholdet har en "svagt stigende betydning", men stadig ikke betyder det helt store.

- Det er ikke, fordi der ikke bliver taget afgørende sikkerhedspolitiske beslutninger i EU, men de mest afgørende bliver taget i Nato lige nu, vurderer han.

Ikke rigtig nogen fordele

Christine Nissen, der er forsker i international politik hos DIIS, vurderer derimod, at der ikke er nogle fordele ved at bevare forsvarsforbeholdet.

- Vi mister ingenting ved at opgive forbeholdet. Vi kan bare stemme nej, det er anderledes med de andre forbehold, hvor vi mister suverænitet, siger hun.

Hun har beskæftiget sig indgående med betydningen af de danske EU-forbehold og forklarer, at alle beslutninger skal tages ved enstemmighed. Det betyder, at alle lande skal være enige om at stemme ja, og derfor ville Danmark i princippet kunne blokere, hvis noget gik imod vores interesser.

Da EU første gang lancerede en forsvarspolitik, handlede det primært om mindre militære operationer, som blev udsendt til lande i konflikt uden for Europa. I dag omfatter det et mere bredt samarbejde om forsvarspolitik, der også handler om at beskytte europæerne.

Netop hvordan EU udvikler sig, er et af argumenterne for at stemme imod forbeholdet, der med tiden er blevet fremhævet.

Et mere skeptisk argument kan være en bekymring for, om EU vil udvikle sig til en mere militær organisation, blive mere overstatslig eller udvikle sig til en konkurrent til Nato og dermed USA, og at det derfor kan presse USA ud af alliancen.

- Noget i EU, der var tænkt til ét formål, kan pludselig blive tænkt som noget i en anden ramme, fordi ting udvikler sig så meget. Det kan være, at EU tager beslutninger, der gør, at de på sigt bliver mere centrale i sikkerhedspolitik, siger Kristian Søby Kristensen.

Fordi Danmark kun kan deltage i de civile ting og ikke de militære, er der nogle gange en tilbageholdenhed fra dansk side, da nogle operationer kan udvikle sig til at blive militære, hvor Danmark så ikke kan deltage, forklarer han.

- Omvendt så viser det sig nogle gange, at der er hjemmel i en anden lovgivning, og så kan vi godt bidrage.

Ruslands invasion har sat emnet på dagsordenen

I 2015 blev medlemslandene enige om at øge samarbejdet på forsvaret inden for det såkaldte "PESCO-samarbejde". Det er Danmark det eneste land sammen med Malta, der ikke deltager i.

Ifølge Christine Nissen har stort set alle regeringer ønsket at afskaffe forbeholdet. Men det har ikke været i tråd med befolkningens ønsker.

- Hver gang, der har været EU-afstemninger, har danskerne stemt nej, siger hun.

Med Ruslands invasion af Ukraine oplever Christine Nissen dog, at der er sket en markant større tilslutning til, at Danmark skal kunne sidde med ved bordet, når der træffes beslutninger om forsvar og sikkerhed i EU.

Det er både ud fra en følelse af, at vi vil vise solidaritet med Ukraine, men også en utryghed i forhold til vores egen sikkerhed, forklarer forskeren:

- Efter Putins invasion af Ukraine har vi set en hidtil uset styrkelse af europæisk forsvarspolitik. Vi ser for første gang, at EU har taget en beslutning om at sende dødbringende våben til Ukraine, og det vidner om, at medlemslandene i langt højere grad er villige til at bruge EU's forsvarsdimension.