Hun vil gennemføre den "mest omfattende frisættelse" af ældreplejen – men hvordan ved hun ikke endnu
Ældreplejen er i en krise og skal sættes fri i stor skala. Men hvordan, det skal ske konkret, er for tidligt at svare på, lyder det fra minister.
I årevis har ministre talt om at "afbureaukratisere" ældreplejen:
Ellen Trane Nørby (V), der søsatte en kampagne, hvor folk kunne melde unødvendige regler, Thyra Frank (LA), som ville fjerne krav om offentliggørelse af kontrol, og Astrid Krag (S), der ville halvere papirarbejdet.
Og den nyvalgte ældreminister fra Ribe Mette Kierkgaard (M) er ingen undtagelse. Hun er valgt ind i Sydjyllands Storkreds.
For ældresektoren er ifølge hende "sandet til i bureaukrati, systemer og skemaer", og i regeringsgrundlaget er der afsat flere sider til at uddybe "et opgør med nulfejlskultur, rettigheder, særhensyn og et millimeterdemokrati, som har ført til omfattende regulering og kontrol, der dræner medarbejdernes engagement og tager tid fra kerneopgaven".
- Vi vil gennemføre den mest omfattende frisættelse af ældreområdet nogensinde, siger Mette Kierkgaard til TV 2.
En sektor i en tretrinskrise
Ifølge ministeren er ældreplejen i en krise, der er tredelt mellem styring, system og tillid. Hun peger først og fremmest på, at der en rekrutteringskrise, der betyder, at der vil mangle 16.000 social- og sundhedsmedarbejdere i 2030.
- Det er virkelig mange, siger Mette Kierkgaard.
Derfor skal der skæres unødigt bureaukrati fra, så de medarbejdere, der er i faget, bruger deres kræfter på de vigtigste opgaver.
Vi skal styre på tillid til lokal forvaltning og på nogle overordnede mål og værdier.
Mette Kierkgaard (M), ældreminister
- Der ligger sikkert gode hensigter bag, og det er en måde at forsøge at styre noget kvalitet og sikre retssikkerheden. Men der, hvor vi er i dag, er det sandet til, så man som medarbejder og leder er alt for orienteret imod systemerne og siloerne frem for at være orienteret mod den ældre og relationerne, siger hun.
Frisættelsen består blandt andet af, at Mette Kierkgaard vil "gøre op med den måde, vi leder plejehjem på". Der skal være en større lokal forvaltning, ligesom der skal indføres lokale bestyrelser på plejehjemmene.
- De må gerne tage farve af lokalsamfundet, så der kan være forskel på, hvordan et plejehjem ser ud i Middelfart, og hvordan det ser ud i Skælskør, siger hun.
Gode erfaringer fra selvstyrende teams
Derudover består frisættelsen i at lægge mere tillid over på medarbejderne, og at beslutningerne skal tættere på borgerne, siger Mette Kierkgaard.
Kan du blive mere konkret?
- Det er jeg ikke kommet til endnu, og det skal jeg jo også blive via samarbejde med alle de gode folk, der er omkring det. Så helt konkret omkring det kan jeg ikke blive, siger hun.
Mette Kierkgaard fremhæver, at mange kommuner lige nu arbejder med mindre, selvstyrende teams. Ældreministeriet har i 2019 givet knap 200 millioner kroner til 25 kommuner med forskellige projekter, der i sidste ende skal resultere i mindre udskiftning i, hvor mange plejere der besøger de ældre, og give medarbejderne en større arbejdsglæde.
- Jeg synes, vi skal interessere os meget for at sige, hvor er de gode takter, og hvad er det for udfordringer, vi har. Men lige hvad det er for konkrete regler, har jeg ikke noget svar på endnu.
Mindre fokus på visitation, mere på nærhed
Det fylder både i regeringsgrundlaget og er en "stor dagsorden" for ældreministeren, at civilsamfundet skal spille en større rolle i den danske ældrepleje. I Holland arbejder man med at inddrage naboer og ægtefæller i plejen af ældre. Men i Danmark har ingen kommuner forsøgt at gøre det samme.
- I regeringsgrundlaget taler vi om at gå fra velfærdsstat til velfærdssamfund, og det er der jo mange dele i, men det er jo sådan den overordnede bevægelse, og der tænker jeg jo, at et civilsamfund er jo en væsentlig aktør i det.
De skal altså have en langt større rolle, end de har i dag – hvad du mener med det?
- Ja, det ved jeg jo ikke konkret endnu. Men alene det at sætte det som et mål, at vi simpelthen skal interessere os noget mere for, hvordan vi kan gøre det, mener jeg, er meget væsentligt, siger hun.
Ministeren understreger, at der i år skal forhandles en ny ældrelov, og at det er i den forbindelse, at planerne skal blive konkrete.
- Jeg tror i virkeligheden, at når jeg siger, at der skal ske en omfattende – eller omkalfatrende – ændring af det her område, så er det fordi, vi skal styre på nogle helt andre ting end bureaukrati – vi skal styre på tillid til lokal forvaltning og på nogle overordnede mål og værdier, som vi selvfølgelig skal følge op på kvaliteten af, siger Mette Kierkgaard.
- For som det er nu, vender vi os for meget imod, hvad der er visiteret, og mod kvalitetsstandarder frem for at vende os imod, om den ældre nu får den nærhed og omsorg, som den ældre har brug for, siger hun.