I et rækkehus af gule mursten sidder 40-årige Louise Roed Andersen med sin mand og to børn og spiser aftensmad.

De får ovnstegt kylling, kartofter, sovs og salat.

Louise Roed Andersen tager en bid. Hun tygger og snakker videre.

Der går nogle sekunder.

Så spytter hun maden ud, så den rammer en papirkurv, der står ved siden af hende.

Imens fortsætter samtalen om spisebordet i familiens køkkenalrum. Som om intet var sket.

Louise Roed Andersen vil egentlig gerne spise, og hun ved godt, at hun burde. Men hun kan ikke.

- Jeg skammer mig meget over det. Det er simpelthen så klamt og ulækkert. Men jeg vil ikke have det ned i maven, siger hun på roligt midtjysk.

Hun ryster på hovedet ad sig selv. Hun ved godt, det ikke giver mening.

Alligevel er det en almindelig middagssituation for Louise Roed Andersen og hendes familie..

Louise Roed Andersen er syg med anoreksi. Hun er en ud af 17.669 danskere, der lider af en så alvorlig spiseforstyrrelse, at de må have behandling på hospitalet. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som TV 2 har fået indsigt i.

Det er en stigning på 22 procent siden 2015, hvor 14.437 danskere blev behandlet for en spiseforstyrrelse.

I dag er det samlede antal danskere med en spiseforstyrrelse 75.000 vurderer Psykiatrifonden.

TV 2 har mødt Louise Roed Andersen for at tale med hende om, hvorfor netop hun er en af de danskere, der har en spiseforstyrrelse. Hvordan fik hun som voksen og mor til to børn den livsomvæltende sygdom anoreksi? Og hvordan får hun livet med mand og børn til at hænge sammen?

Almindeligt familieliv

Louise og hendes familie bor i den lille midtjyske by Bording.

I indkørslen til det murstensgule rækkehus hænger fodboldtøj til tørre. Det er Louises 12-årige søn, Andreas, der går til fodbold.

Louise Roed Andersen har også selv spillet som ung. Det var sådan, hun mødte sin mand, Jesper.

18-årige Louise Roed Andersen trænede fodbold, mens Jesper var fodboldtræner. Der gik et par år, hvor de kyssede lidt. Og da Louise blev 20 år, spurgte Jesper hendes mor, om moren var klar over, at han var hendes svigersøn.

Jesper og Louise Roed Andersen har været sammen lige siden.

Efter et par år som kærester, købte de hus i Bording, hvor de begge er vokset op.

De levede et socialt liv med aftaler med venner og familie. Hvis parret ikke havde planer en lørdag, tog de ind til byen og spiste en frokost og drak en øl.

Det forsatte også, efter de fik børn. Først kom Amalie, bagefter kom Andreas.

Louise Roed Andersen arbejdede som skolelærer og Jesper indenfor skadeservice.

Men alt forandrede sig for syv år siden, da Jesper friede til Louise.

Slankekuren

Efter Jesper havde friet, besluttede Louise Roed Andersen, at hun ville tabe sig.

Hun havde altid været større end sine jævnaldrende. Hun er ”robust bygget”, som hun forklarer det. Og efter at have fået to børn vejede hun 147,7 kilogram, da hun var størst.

Så hun begyndte på slankekur. Stille og roligt og helt ordentligt, som hun siger.

Hun havde altid tænkt, at hun ville have mulighed for at vælge en brudekjole – den skulle ikke vælge hende.

Da hun købte sin brudekjole, spurgte ekspedienten, om hun havde planer om at tabe sig yderligere. Det lå undeforstået, at det gjorde de fleste, der så ud som Louise Roed Andersen.

Der var heller ingen, der satte spørgsmålstegn ved, at Louise gik på slankekur forud for brylluppet. Tværtimod begyndte mange at fortælle hende, at hun så godt ud, da hun tabte sig.

- Jeg fik virkelig mange kommentarer. Hvor er det godt, hvor er det flot, husker Louise Roed Andersen.

Da hun blev gift, havde hun tabt 47 kilo.

Fra 147 kg til 41 kg

Efter brylluppet i juni 2016 ville Louise gerne tabe sig mere.

Hun kunne pludselig købe tøj i almindelige tøjbutikker, og det blev nemt for hende at tage sele på i bilen. Hun fik en masse anerkendelse, som hun gerne ville have mere af. Folk lagde mærke til hende.

Derfor måtte vægttabet gerne gå hurtigere.

Hun begyndte at spise mindre, og hun lavede sine egne regler, som hun fulgte nøje.

Inden aftensmad kunne hun aftale med sig selv, hvad hun måtte spise, og hvis hun spiste mere, end hun havde besluttet sig for, fik hun det enormt skidt og måtte kaste op. Også selv om det ikke var mere end et stykke agurk eller lidt gulerod.

Træningen tog også til. Hun stod op klokken fire om morgenen for at tage i fitnesscenter, bagefter var hun i svømmehallen, og det blev efterfulgt af en løbetur på 20-50 kilometer.

Eftermiddagen blev brugt med hendes familie, men for at holde sig til sin egen meget strikse diæt, gik hun til de holdtræninger, der lå ved spisetid. Så kunne hun tage aftensmaden med og smide den ud, eller sige til Jesper, at hun havde spist en sandwich på vejen.

Det blev så ekstremt, at hun ikke kunne skjule det over for Jesper, og i marts 2017 fik han hende til lægen. Han kørte hende selv derhen en morgen, efter børnene var sendt i skole og børnehave.

Louise Roed Andersen vejede omkring 80 kilogram og lignede ikke den typiske anorektiker. Men hun var fuldstændig afkræftet og besvimede ofte.

Lægen valgte at sygemelde hende fra hendes arbejde som skolelærer, og hun blev sendt i et dagstilbud, hvor hun modtog behandling for anoreksi.

Hun tænkte, det var noget fis, og hun følte sig overhovedet ikke syg.

- Det føltes helt surrealistisk at få at vide, jeg har anoreksi. Jeg synes egentlig, at jeg havde styr på det, siger hun.

Men hun fulgte lægens anvisninger og begyndte i behandling. Hver morgen mødte hun ind på et center, fik morgenmad, gik i terapi, spiste frokost og tog hjem.

- Jeg tog på, men jeg var jo stadig syg, siger hun.

Og i stedet for at få det bedre, fik hun det værre.

Afføringspiller og badevægt

I behandlingstilbuddet blev Louise Roed Andersen inspireret af de andre syge til, hvordan hun kunne tabe sig endnu mere. Afføringspiller var en af måderne. I perioder har hun taget op mod 50 om dagen.

Det er også gået ned ad bakke på andre måder de seneste syv år.

I dag spiser hun stort set ikke. Hun drikker væske. Det er primært vand og saftevand, men hun kan også godt drikke mælk eller kærnemælk en gang imellem.

Og så vejer hun 45,0 kilogram.

Det ved hun, fordi hun vejede sig i går. Der var det vejedag, som hun kalder det, når hun hver anden dag må gå op på vægten.Det er også gået ned ad bakke på andre måder de seneste syv år.

Var det en god vejedag?

- Det er ok. Jeg ligger lige deromkring hele tiden.

Hvordan har du det, hvis du vejer mere?

- Hvis jeg har taget på, føler jeg, at bukserne strammer, og at min mave buler ud. Jeg kan slet ikke have det, jeg føler alle kan se det.

Hvad så når du vejer 45 kilogram? Tror du, der er nogle, der tænker, du er meget tynd?

- Næ. Nej. Jeg tænker bare, jeg ligner alle andre. Det er det, jeg synes.

Det gennemsnitlige sygdomsforløb med anoreksi er tre-seks år, men svær anoreksi kan være længerevarende og tilbagevendende.

Og ligesom med Louise Roed Andersen starter sygdommen med en slankekur, men når det første vægttab er nået, vil den syge ofte sætte sig et nyt og lavere mål og fortsætte med at tabe sig i vægt.

Planlægning af anoreksi

Louise Roed Andersen sidder i køkkenalrummet i familiens rækkehus med udsigt til et bakket naturområde.

Hendes søn, Andreas, er lige kommet hjem fra skole.

Selvom Louise Roed Andersen er syg, er hun stadig mor. Hun minder Andreas om, at han skal lave sine lektier og lægge tøj frem til weekenden.

Han vrænger lidt på næsen.

- Vi får travlt i morgen. Vi skal en hel masse, siger hun med løftede øjenbryn.

På fredag tager familien til Gråsten, hvor Andreas skal til fodboldstævne.

Sådan nogle arrangementer kræver meget planlægning af Louise Roed Andersen.

Hvis hun ved, hun skal til et arrangement, hvor hun skal spise, så faster hun i flere dage op til. Og igen når arrangementet er slut. På den måde giver hun sig selv lov til for eksempel at drikke en øl og spise lidt mad.

Især i sommermånederne er der mange arrangementer, hun tager højde for.

Det er også derfor, hun var glad for at veje 45 kilo i går. I weekenden var hun på endagsfestival, hvor hun både drak en øl og spiste pomfritter.

- Det var også nemmere, fordi jeg var lidt fuld, siger hun.

Men dagene efter fik hun det dårligt og fastede.

Kan ikke sidde stille

Fodboldstævnet i weekenden er faktisk et af de bedre arrangementer for Louises anoreksi. For der er det bare familien, hun skal spise foran. Og så kan hun godt lade være.

- Så de der friweekender, det er bare rigtig dejligt, for så kan jeg nå at spare rigtigt op, siger hun.

Alt i Louise Roes Andersens liv er påvirket af sygdommen. Hun kan ikke sidde og se en film, for hun kan ikke koncentrere sig. Hvis det er en dansk film, er det nemmere, men fordi hendes krop ikke får nok næring, har hun svært ved at fokusere. Og så har hun samtidig tankemylder.

- En del af tankemyldret er at tænke på mad. Jeg laver madplaner og tænker på aftensmad. Det er så åndssvagt, fordi jeg ikke spiser noget af det selv, siger hun.

I stedet for at ligge henslængt på sofaen med sin mand og børn, vimser hun rundt, siger hun. Hun snitter salat til aftensmaden, graver i bedene i haven, gør rent og den slags.

Brætspilsaftener og biografture er også helt udelukket for Louise Roed Andersen, ligesom alt hygge og samvær om mad.

- Jeg ville rigtig gerne kunne sidde til aftensmiddagen og bare snakke og spise og hygge. Eller sætte mig ned og se en film og spise nogle chips eller noget andet, et frugtfad, det er lige meget. Men det kan jeg bare ikke, siger Louise Roed Andersen.

Ved du, hvorfor du har anoreksi?

- Jeg ved det sgu ikke. Jeg forstår det heller ikke. Jeg har altid været et konkurrencemenneske. Da jeg startede med at tabe mig, tror jeg, at jeg håbede, at det indre kaos ville ændre sig, hvis jeg tabte mig, siger hun.

Hendes mave knurrer.

Er du sulten?

- Næ. Jeg føler mig ikke engang sulten, det gør jeg faktisk ikke. Jeg ved ikke, om jeg kan føle sult.

"Fuck altså, nu skal det stoppe”

Anoreksi er en sygdom, som den syge tilsyneladende gør alt for at beholde.

Louise Roed Andersen har ofte sagt til sig selv ”fuck altså, nu skal det stoppe”, men sygdommen bliver ved med at styre.

- Så sker der lige et eller andet, og så har jeg en dårlig vejning. Indimellem bliver man helt frustreret over, at man ikke kan gøre det, siger hun.

- Jeg ved godt, at jeg kan få energi til de drømme og de ting, jeg gerne vil, hvis jeg spiser. Men jeg kan ikke, siger hun.

Men der er små fremskridt.

I øjeblikket går hun i behandling hos en diætist og psykolog, der har specialiseret sig i spiseforstyrrelser. Og det har hjulpet lidt.

Hun vejer sig færre gange, og hun er blevet bedre til at tage til arrangementer såsom endagsfestivaller og fodboldstævner.

Og hun har stadig drømmen om at komme ud på den anden side. For sin families skyld i det mindste.

- Jeg vil hellere være rask og sund og kunne gå på cafeer med min familie end at være tynd.

- Det vil jeg.

Se 'Styret med mad' på TV 2 torsdag klokken 20.00 eller på TV 2 Play.