Hver eneste gang Hanne Møller kiggede på sig selv i spejlet, så hun ham. Den mand, hun frygtede allermest og hadede for det, han havde gjort.

Hun så sin bror – Peter Møller Just, der for tre år siden skød og dræbte sin ekskone, Elin Frank Just, foran hele familien.

Hannes smil lignede hans. Det samme gjorde hendes mund og hendes tænder. Men det værste var næsten kæberne.

De hængende kæber, som hun havde kigget på med foragt i retssalen i Horsens, så hun mere og mere hos sig selv. Det var forfærdeligt.

Hanne Møller kunne ikke holde ud at se på sit eget spejlbillede.

- Jeg vil ikke ligne ham, siger hun.

- Jeg vil ikke ligne ham.

Bare nogen vil lytte

Alt i Hanne Møllers liv ændrede sig 27. marts 2021. Den søndag morgen blev hun søster til en drabsmand.

Siden har hun kæmpet med skammen og skyldfølelsen. For hvordan kunne hendes bror gøre noget så grufuldt?

I dokumentaren ‘Hvorfor slog du min mor ihjel?’ står Hanne Møller frem sammen med flere familiemedlemmer og fortæller om tiden op til den skæbnesvangre bodeling, hvor Peter Møller Just pludselig kom ud med et oversavet jagtgevær.

Den eneste grund til, at de finder overskuddet til at dele deres historie, er håbet om, at “der er nogen, der gider at lytte til os”, som hun siger.

For én ting er, at Elin måske stadig kunne have været her, hvis de havde fået bedre hjælp og rådgivning. Noget andet er fremtiden.

Når man spørger Hanne Møller, hvad hun tænker om den, rummer hendes svar på ingen måde almindelige drømme, planer eller ting, hun glæder sig til.

- Mit håb for fremtiden er kun, at han dør derinde. Og det er så forfærdeligt at skulle sige det om sin egen bror. Men det er det eneste, jeg kan sige. Det er det eneste, der kan give os fred.

Den del vender vi tilbage til. For selvom Hanne Møller er “mega bange” for sin bror, har hun altid haft et andet problem end de andre. Og det er noget, hun har “lidt rigtig meget under” de seneste tre år.

- For han er jo stadig min bror, siger hun med gråd i stemmen.

På trods af at han ikke fortjener hendes omsorg, sidder den så dybt i hende, at hun ikke kan kontrollere det. Faktisk kan Hanne Møller nogle gange blive så sur på sig selv over, at hun føler, som hun gør.

Men hun har valgt at fortælle sin historie, som den er, fordi det er så sjældent, at familien til en gerningsmand viser sig.

- Jeg håber, at det kan give en forståelse af, hvor svært det er at stå på den side, siger hun.

Utryg i hans selskab

Som barn kunne Peter Møller Just være hylesjov, når han havde lyst, fortæller Hanne Møller. Men samtidig oplevede hun, at han kunne vende på en femøre og blive modbydelig.

- Man følte sig utryg i hans selskab, fordi man ikke vidste, hvordan han ville være, siger hun.

Altid skulle han drille, nappe eller tage hårdt ved en, husker hun.

Engang de to var alene hjemme, begyndte han pludselig at slå løs på hende i døråbningen ind til stuen. Hanne husker ikke, hvad hun havde gjort, men det var så voldsomt, at familiens golden retriever farede på ham for at passe på hende.

Af samme grund turde hun resten af sin barndom ikke være alene hjemme sammen med Peter.

Men da Peter mødte Elin, håbede Hanne Møller, at det måske kunne ændre noget til det bedre. Sådan gik det bare ikke.

I sin hule hånd

Faktisk mødte de hinanden gennem Hanne. Hun arbejdede sammen med Elin på en tandklinik, og alle kollegerne var med, da Hanne Møller som 17-årig skulle spille revy i Hatting Forsamlingshus.

Peter Møller Just var der også, og han begyndte hurtigt at bage på Elin.

- Hun blev så forelsket i ham, for han var virkelig charmerende. Den side havde han også. Dengang var han en pæn fyr, siger hun.

Men hurtigt dukkede de første faresignaler op.

- Der gik ikke lang tid, før han havde ejerfornemmelse over Elin. Som han senere sagde til mig: “Jeg troede, at jeg havde hende i min hule hånd”, forklarer Hanne Møller.

Hun beskriver sin bror som en “trynende ægtemand”.

Elin Frank Just skulle ifølge sin svigerinde altid spørge ham om lov, ligegyldigt hvad hun skulle. Og hvis Hanne spurgte hvorfor, sagde Elin: “Jamen, det er jo mig, der skal leve med ham”.

- Hun gik bare som et skaffedyr derhjemme. Til sidst mistede hun gnisten og turde ikke gøre noget, fordi alt blev kritiseret, siger Hanne Møller.

Bare vaniljekransene flød ud til jul, kunne det give Elin problemer.

Hanne Møller vidste derfor godt, at hendes bror var strid.

Nogle gange sagde hun: “Elin, for fanden, hvorfor går du ikke fra ham?”, men Elin gled af på spørgsmålet, og inderst inde troede Hanne Møller aldrig på, at hendes svigerinde ville have modet til at gå.

Men efter julen 2020 fik Elin nok. Hun pakkede en taske og flygtede. Hun ville skilles.

- Og det har været psykisk terror fra det øjeblik, siger Hanne Møller.

Ud i evigheden

I den første telefonsamtale, Hanne Møller havde med sin bror herefter, sagde han noget, der gjorde hende bange. Hun husker hans ord som: “Jeg har ikke lyst til at leve mere, og jeg tager Elin med ud i evigheden”.

Hanne Møller blev gal. Sådan noget skulle han ikke sige. Samtidig tænkte hun: “Det gør han jo ikke. Det er bare noget, han siger for at få hende tilbage”.

Men det var ikke den eneste trussel, Peter Møller Just kom med i de måneder, hvor Elin blandt andet boede på et krisecenter.

Parrets sønner og svigerdatter fik dem også. Blandt andet husker de ord som disse:

“Jeg har grædt nok, nu er det jeres tur til at græde”, og “dét, at I har taget Elin fra mig, svarer til, hvis nogen tog jeres datter fra jer”.

Flere gange har Hanne Møller også hørt sin bror sige: “Jeg kunne knække nakken på hende til enhver tid”. Derfor begyndte hun at frygte, at han faktisk kunne finde på at slå ihjel.

Alligevel indvilgede Hanne Møller undervejs i processen i at besøge Peter for at tale med ham. Det var et sidste forsøg på at få skilsmissen til at glide. Hun ville jo gerne, at de begge kom ud af det på en ordentlig måde.

Men da hun kørte derud, var hun bange. Så bange, at hun bad til Gud om, at hun måtte komme hel ud igen.

- Du har ødelagt mit liv

Hanne Møller frygtede, at han ville tage hende som gidsel og bruge hende til at lokke Elin ud i huset. Men det skete ikke. I stedet spurgte Peter Møller Just, om hun ville klippe ham – og hun gjorde det, selvom hun bestemt ikke havde lyst.

Med en hylende stemme endte han med at fortælle om det selvmordsbrev, han havde skrevet.

Hanne Møller vidste, at hendes bror havde sine jagtvåben i huset, og hun var bekymret for, hvad han kunne finde på. Derfor kontaktede hun politiet, som hentede hans våben dagen efter.

Peter Møller Just ringede til Hanne, mens de var der. Dog var hun på arbejde og trykkede: “Beklager, jeg kan ikke tale nu” på telefonen.

- Nej, det kan jeg godt forstå, at du ikke kan, husker hun, at Peter skrev.

- Du har ødelagt mit liv.

Hun prøvede kun at beskytte ham, svarede hun tilbage. Men det gav hendes bror ikke meget for. Og hun skulle bare vide, at han altid kunne anskaffe sig et nyt våben.

Det var de sidste sms-beskeder, Hanne Møller fik fra sin bror før bodelingen.

Den søndag morgen skulle Elin Frank Just hente sine ting fra det, der engang var hende og Peters fælles hjem. Hanne Møller havde sammen med andre familiemedlemmer og venner lovet at hjælpe sin svigerinde.

Men i dag tænker hun, at de aldrig skulle være kørt derud.

Bodelingen

Hanne Møller kan stadig se sin bror stå i døråbningen med letbøjede ben og det oversavede jagtgevær. Hun kan se ham sigte på sine sønner og løbe efter Elin som en gorilla, inden han skød hende direkte i ryggen.

Sekundet efter var Peter Møller Just ved at vende sig om mod Hanne. Var det ikke lykkedes sønnerne at overmande ham, tænker hun, at han havde skudt hende som den næste. Hun stod lige i skudlinjen.

Hanne Møller stivnede fuldstændig. Så løb hun hen til sin bil for at ringe efter hjælp, og først der gik det op for hende, at Elin havde haft hendes telefon. Herefter begyndte Hanne Møller at skrige.

Mens Peter stadig var overmandet, bandede og svovlede hun efter ham. Men hun kunne heller ikke lade være med at bemærke, at han lå længe på den kolde jord.

Det var så absurd. Var hun som søster programmeret til at drage omsorg for ham, selvom hun ikke ville?

De efterfølgende nætter græd hun fra et virkelig dybt sted i kroppen. Selv hvis det lykkedes hende at falde i søvn, vågnede hun op igen i tårer.

I tiden efter kunne hun også kun overskue at være sammen med den gruppe af familie og venner, der var med til bodelingen. For siden drabet har Hanne Møller følt, at alle andre pludselig kiggede på hende med et andet blik.

- Og det bliver ved med at forfølge én, siger hun.

- Det var hendes bror

Første gang Hanne Møller gik på gågaden i Horsens efter drabet, mærkede hun det.

Heldigvis havde hun mundbind på, men hun fandt også sine solbriller frem og trak sin hætte op over hovedet, fordi hun var “så flov”.

Sådan kan hun stadig få det den dag i dag.

Møder hun nogen fra Hatting, hvor hun er vokset op, ved hun, at folk ved det. Det kan være, når hun er til et modeshow i lokalområdet eller går forbi nogen på en café.

Folk kigger mere på hende, end de gjorde før. Og så siger de noget i stil med: “Det er hendes bror, der skød ...”.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er det, de siger. Jeg har ikke altid kunnet høre det, men jeg kan se det, og jeg bliver meget ked af det hver gang, fordi jeg har jo ikke noget med det at gøre, siger Hanne Møller.

Men hun har dog kæmpet med skyldfølelsen længe.

En rådden familie?

Efter drabet så Hanne Møller pludselig sin familie i et nyt lys. Hun tænkte, at den var rådden og blev vred på sine forældre – især sin far.

- Jeg havde nærmest lyst til at gå ud og spytte på hans grav, siger hun.

For var det ham, der havde præget hendes bror til at blive sådan?

Deres far kunne være både sjov og charmerende som Peter, men han “kunne eddermame også klappe os en”, siger Hanne Møller.

- Jeg har fået mine røvfulde, og Peter har også fået tæsk. Der var aldrig blide berøringer, sådan noget er vi ikke vokset op med, siger hun.

Det var derfor først i sit voksne liv, at Hanne Møller lærte at vise omsorg for andre. Men uhyggelige tanker spøgte i baghovedet. For hvis hendes bror kunne komme i tanke om at gøre noget så forfærdeligt, kunne hun så også?

Svaret er nej. Det ved hun i dag. For hun har empati for andre mennesker.

Det var en psykolog, der hjalp hende med at få sat det på plads. Samtidig fik psykologen også pillet skyldfølelsen ud af Hanne Møller.

Da hun efter ni måneder skulle vidne mod egen sin bror, håbede hun til gengæld, at han ville se skyldbetynget ud.

Men Hanne Møller blev skuffet.

At vidne mod sin egen bror

Hun sad i byrettens forhal med en knugende fornemmelse i maven, da han pludselig blev ført tværs gennem rummet.

Han lignede en vagabond i usselt tøj. Det var et afskyeligt syn, og i et splitsekund fik Hanne Møller ondt af ham. Havde han overhovedet sine briller i fængslet? Og ordentligt fodtøj?

Kort efter blev omsorgen erstattet af frygt. Peter Møller Just blev ført lige forbi hendes fødder. Uden håndjern.

Hvis han ville gøre hende noget, skulle han bare bukke sig ned. På siden af ham var to betjente, der på ingen måde kunne have holdt ham.

Men han kiggede bare ned på hende over sin ene skulder og sendte hende “de lede øjne, som han har kunnet gøre hele livet”, beskriver Hanne Møller.

Denne gang nægtede hun at flytte sit blik. Hun holdt det fast for Elin.

I vidneskranken undlod Hanne Møller dog med vilje at kigge på Peter, og mens hun sad der, forsvandt følelsen af, at hun talte om sin bror. Men det gjorde så ondt at se, at han ikke angrede sin gerning.

Selv nægtede Peter Møller Just sig skyldig og hævdede, at geværet gik af ved et uheld. Og Hanne Møller endte da også med at vidne mod ham igen i landsretten, fordi han ankede dommen.

Men det var især efter den første retssag, at hun havde svært ved at se på sig selv i spejlet.

Derefter besluttede hun sig for at få ændret sit ansigt, og i dag har hun brugt op mod 80.000 kroner på at ikke at ligne sin bror.

Har det været pengene værd?

- Ja. Jeg skal ikke ligne ham, siger Hanne Møller igen.

Et nyt ansigt

Først fik hun filler i kæberne. Det gav hende et helt andet ansigtsudtryk – hængekæberne forsvandt. Men det var ikke nok.

Efter drabet havde hun taget på, og det betød, at Hanne Møller kun kom til at ligne sin bror endnu mere. Han var en stor mand.

Dog havde hun ikke overskud til at tabe sig, men fik lavet en gastric bypass-operation, som fik kiloene til at rasle af. Og det har gjort noget godt.

Hanne Møller er i dag 35 kilo lettere og synes ikke, at hun ligner sin bror lige så meget mere.

Men der er også noget andet tankevækkende ved den operation. For det eneste, Hanne Møller tænkte på inden, var, hvor rart det ville være at blive lagt i narkose.

- Så mit hoved kunne få bare et øjebliks fred, siger hun.

Et øjebliks fred fra den virkelighed, hun er kommet til at leve i.

Intet er, som det var

I dag er Hanne Møllers baghave låst fuldstændig af. Hun har fået installeret en elektronisk lås på havelågen og ruller altid gardinerne ned, når hun er i sin stue.

I sine drømme ser hun nogle gange stadig sin bror hoppe igennem hækken med et gevær.

Det har hjulpet, at hun har fået sin egen lille hund, Messi, så hun ikke er alene. Hun tager også medicin mod angst og ptsd.

Men Hanne Møller tror, at frygten vil sidde i hende for altid. Hun er bange for, om hendes bror har fået kontakt til nogen uden for fængslet, der kan gøre hende og resten af familien ondt.

- Der skal ikke mange lyde til, før man bliver bange, siger hun.

Samtidig ville hun ønske, at hun bare kunne glemme ham. Men det er svært. Hanne Møller ved ikke, hvor han er, og hver gang hun kører forbi Enner Mark Fængsel i Horsens, kigger hun derover.

- Jeg har også set alverdens programmer om Vestre Fængsel for at se, hvordan han kan have det derinde, siger hun.

Men Hanne Møller ved godt, at hun aldrig skal besøge sin bror.

- Nej, faster, han slår dig ihjel, sagde hans sønner til hende den ene gang, hun har luftet tanken.

De drenge og resten af familien er dog et lyspunkt i det her mareridt. Ud over sine egne tre børn har Hanne Møller fået “to dejlige drenge” og seks ekstra børnebørn, som hun har taget til sig som sine egne.

Og faktisk ville de gerne kalde hende noget andet end faster. For eksempel farmor.

Men det, synes Hanne Møller, er forkert.

At være i det

Det er ikke, fordi hun ikke vil være farmor til børnene. Hun elsker de små trolde.

- Men jeg er jo ikke deres farmor. Det er Elin. Og jeg vil ikke tage en plads fra et andet menneske, jeg holdt så meget af. Vi må lære at være i det, som det er, siger hun.

Da Hanne Møller fyldte 60 år i august, holdt hun også en stor fødselsdagsfest for alle sine kære. Det var ellers slet ikke planen. Der var ikke meget at fejre.

- Men pludselig tænkte jeg bare: “Det bliver du nødt til, ellers vinder han også der”, siger hun.

Det blev en kanon god fest. Alle dem, der betyder noget for Hanne, var der. Også Elins bror og hans mand.

For det eneste, Peter Møller Just ikke har formået at ødelægge, er sammenholdet i familien, siger Hanne Møller.

De er blevet meget tættere. Og hvis det kommer dertil, at de en dag bliver nødt til at “forsvinde herfra”, håber hun, at de kan gøre det sammen.

For alle lever de med frygten for, hvad der sker, når Peter Møller Just igen er en fri mand.

Han blev idømt 14 års fængsel for drabet på Elin, 3 af dem er nu gået. Og familien mener, at han vil gøre “arbejdet færdigt”, når han en dag bliver løsladt.

Derfor overvejer Hanne nu også, hvad hun skal hedde, hvis hun en dag ikke længere kan hedde Hanne Møller.

Selvom hun ikke kan se retfærdigheden i, at en hel familie skal leve i frygt på grund af en mand, der har forvoldt dem så meget smerte, så kan det blive nødvendigt at flytte og skifte navn.

Ellers er hun jo nem at finde.

Peter Møller Just er blevet forelagt udtalelserne i programmet og denne artikel. Via Kriminalforsorgen udtaler han:

"Jeg har ikke nogle kommentarer, når jeg ikke kan være til stede 1:1. Jeg ønsker bare at afsone i fred og ro."

Se TV 2-dokumentaren 'Hvorfor slog du vores mor ihjel?' tirsdag klokken 20.50 på TV 2 og på TV 2 Play allerede nu.