Flere grunde under syd- og sønderjyske børnehaver kan være forurenede med PFAS
Mindst 6 daginstitutioner ligger på grunde, som regionerne mistænker for at være forurenede med PFAS. I Horsens tager kommunen nu prøver.
Børnehuset Pyramiden i Horsens ligger som en lille oase klemt inde mellem villakvarterer på alle sider.
I dag huserer 100 børn på det store grønne areal med bålhytter, skovpletter og legepladser. Men engang lå der en møbelfabrik på adressen – og det skaber nu panderynker.
For møbelindustrien er en af de brancher, hvor man har anvendt PFAS-kemikalier. Og derfor optræder daginstitutionens adresse nu på regionernes mistankeliste over grunde, der kan være forurenede med de såkaldte evighedskemikalier.
Mindst 6 daginstitutioner i Syd- og Sønderjylland optræder ligesom børnehuset Pyramiden på denne mistankeliste, som regionerne har udarbejdet, over 16.000 potentielt forurenede grunde landet over. Det viser en gennemgang foretaget af TV 2.
PFAS-kemikalier er ikke akut giftige, men de kan hobe sig op i kroppen, og de kan medføre negative helbredseffekter – især for børn.
Det er godt, at de tager det alvorligt
Jørgen Sørensen, dagtilbudsleder for Børnehuset Pyramiden i Horsens
Han fortæller, at der ikke gik mange dage, fra kommunen opdagede, at daginstitutionen optrådte på regionens mistankeliste, før der dukkede folk op for at tage prøver.
- Man ville tage hurtig action på det, selvom det kun var en mistanke, siger Jørgen Sørensen.
Kommune | Adresse | Mistankegrund |
---|---|---|
Esbjerg | Børnehaven Grønnegården, Grønnegade 57 C, 6700 Esbjerg | Tidligere losseplads |
Fredericia | Labyrinten, Lumbyesvej 30, 7000 Fredericia | Tidligere losseplads mv. |
Horsens | Pyramiden, Tyrstedvej 2, 8700 Horsens | Tidligere møbelindustri |
Kolding | Lykkegårdsvej 48, 6000 Kolding | Tidligere brandøvelsesplads |
Sønderborg | Idrætsbørnegården Skratmosen, Friheds Alle 45 A, 6400 Sønderborg | Ikke specificeret |
Vejle | Børnehaven Solstrålen, Ballevej 57, 7182 Bredsten | Tidligere losseplads |
Horsens Kommune kunne have valgt at afvente regionens vurdering af PFAS-mistanken, men besluttede altså i stedet selv at få foretaget prøver.
Det fortæller Mette Faust, der er direktør for Børn, Unge og Kultur i Horsens Kommune.
- I det øjeblik, at vi får kendskab til, at der kan være en risiko, der synes jeg, vi har et ansvar for at få kigget på, om der er noget i det. Vi har børn gående derude hver eneste dag.
- Det måtte godt gå hurtigt?
- Det synes jeg.
Vi har et ansvar for at få kigget på, om der er noget i det. Vi har børn gående derude hver eneste dag
Mette Faust, direktør for Børn, Unge og Kultur i Horsens Kommune
26 kommuner er berørt i landet
På landsplan ligger mindst 58 daginstitutioner i 26 forskellige kommuner på grunde, som regionerne mistænker for at være forurenede med PFAS-kemikalier.
Det viser en gennemgang af regionernes mistankelister, som TV 2 har foretaget i samarbejde med analysefirmaet Kaas & Mulvad.
Der kan dog være flere institutioner, som bare ikke er blevet identificeret i forbindelse med analysen.
Årsager til PFAS-forurening
Følgende virksomheder kan være årsag til forurening med PFAS på en grund:
• Losse- og fyldpladser
• Forkromningsindustri
• Brandøvelsespladser
• Brancher relateret til brand
• Træ- og møbelindustri
• Kemisk industri
• Jern- og metalvareindustri
• Tæppeindustri
• Malingsindustri
• Gummi- og plastindustri
• Tekstil- og læderindustri
• Pap- og papirindustri
• Renserier
• Elektronikvirksomheder
• Trykkerier
Kilde: Danske Regioner
Hver fjerde kommune i landet er berørt, og de afventer nu regionernes endelige vurdering af grundene. Men det kan have lange udsigter, for regionerne er kun lige gået i gang med at se på de omkring 16.000 grunde, der kan være forurenede med PFAS.
Faktisk fortæller 20 ud af de 26 kommuner, der har daginstitutioner på regionernes mistankelister, at de intet har hørt fra regionen – ikke engang at de optrådte på listen.
I de fleste kommuner er man dog overbevist om, at der ingen risiko er for børnene, typisk fordi en del af jorden på grundene i forvejen er blevet udskiftet for år tilbage på grund af en anden kendt forurening.
Bør afklares hurtigt
Men der er god grund til at få undersøgt forureningsrisikoen hurtigst muligt. Det mener Lisbeth E. Knudsen, der er professor i toksikologi ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.
- Jeg synes, daginstitutionerne skal bede om hurtigst muligt at få afklaret, om de er forurenede. Er de det, så skal der jo laves nogle tiltag, siger Lisbeth E. Knudsen.
Daginstitutionerne skal bede om hurtigst muligt at få afklaret, om de er forurenede
Lisbeth E. Knudsen, professor i toksikologi, Københavns Universitet.
Hun mener ikke, at daginstitutionerne skal gribe til drastiske handlinger, inden de ved, om der er en PFAS-forurening på deres grund eller ej, men de bør dog tage nogle forholdsregler.
- Indtil de har fået svaret, så skal de lade være med at lade børnene komme i kontakt med jord og for alt i verden heller ikke afgrøder eller æg, hvis de har fritgående høns, siger professor Lisbeth E. Knudsen.
Hun peger på, at børn er særligt sårbare i forhold til PFAS.
- PFAS er farligt, og det er det særligt for børn. Så derfor er det ikke særligt hensigtsmæssigt, hvis de kan blive udsat. Og det kan de, hvis jorden er forurenet, og de leger og putter det i munden, siger Lisbeth E. Knudsen.
Hun mener, at regionerne derfor bør fokusere på de grunde, hvor der ligger daginstitutioner.
- Jeg vil mene, det er dem, der skal stå øverst på prioriteringslisten. Det er børnene, vi taler om. De er de mest følsomme. Det skal afklares hurtigst muligt, siger hun.