Farlig situation på vejene her til morgen - advarsel om isslag
Der kan opstå farlige situationer i morgentimerne, hvor det kan være svært at skelne isslag fra regn.
En af de farligste vejrsituationer, der findes, er opstået ovenpå de kolde juledage. Der er nemlig risiko for isslag.
Mild luft i de højere luftlag er strømmet ind over Danmark, imens der stadig er frost ved overfladen flere steder. Vi er tirsdag stået op til let frost flere steder, og samtidig falder der regn, isslag eller iskorn.
Isslag er underafkølet regn, der, når det rammer overflader, danner et isslag.
Falder der iskorn, kan det hurtigt gå over i isslag. Hører du en klik-lyd fra iskorn, der rammer overflader, skal du være opmærksom.
Den lyd er meget farlig, ved en meteorolog.
— Andreas Nyholm (@AndreasNyholm1) December 28, 2021
Der falder iskorn, det er frossen finregn.. det kan meget nemt gå over i isslag 😵💫 pic.twitter.com/wPR46Y8S2o
Ofte kan isslag give anledning til sort is, der ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje.
Tirsdag morgen er der flere steder let frost, og samtidig er der nedbør i luften flere steder.
Det er en meget farlig situation for bilister, men også for gående og cyklister. Der kan være spejlglat.
Du kan følge med i, hvor der falder nedbør på TV 2 VEJRETs radar i app'en eller her.
Der er en del steder, hvor der allerede nu er temperaturer over frysepunktet, her vil nedbøren formentligt falde som regn.
Den vej vil det gå i hele landet, da temperaturen vil stige langsomt i løbet af dagen.
Men især i de østlige egne vil temperaturen forblive tæt på frysepunktet, men her ser det heldigvis ud til at blive mere tørt i løbet af dagen.
De næste dage trænger mildere luft indover Danmark, og dermed er det for en stund overstået med vinterligt føre.