De havde været adskilt i 30 år, men ét opslag ændrede alt

Bent Ehrenreich og Saliha Alic vil holde kontakten denne gang og har flere aftaler i kalenderen. Foto: Privatfoto
Af Amalie Abildgaard
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
I samarbejde med TV 2 Nyheder

En Facebook-gruppe med over 120.000 medlemmer har hjulpet bosniskfødte Saliha Alic fra Aabenraa i kontakt med en betydningsfuld ven af familien.

Saliha Alic havde ikke mange oplysninger om en helt særlig dansk chauffør, som hun lærte at kende for over 30 år siden i hjemlandet Bosnien.

Alligevel forsøgte hun for nylig at lave et opslag i Facebook-gruppen 'Søg efter en, du ikke har set i mange år', hvor hun efterlyste chaufføren Bent Sørensen, som hun ikke havde set siden 1994.

Han havde ikke glemt mig, ligesom jeg aldrig har glemt ham

Saliha Alic

Bent Sørensen var nødhjælpschauffør for FN-organisationen UNHCR for 30 år siden under krigen i Bosnien. Han leverede mad, primært mel og bønner, blandt andet til den lille by Srebrenica, hvor den dengang 11-årige Saliha Alic og hendes familie boede.

På det tidspunkt var Bent Sørensen 29 år, og han gjorde et stort indtryk på Saliha Alic, da han, hver gang han kom til byen, havde lidt ekstra med til Saliha såsom chokolade, et par cowboybukser eller en sodavand.

- Alle mennesker manglede mad og var sultne under krigen. Så det, at jeg fik to colaer, som ingen andre havde dengang – der er ingen ord, der kan beskrive, hvor heldig og glad jeg var for det, fortæller Saliha Alic til TV 2.

Bid efter to en halv time

Bent Sørensen havde set Saliha Alic i menneskemængden på torvet i byen tilbage i 1993, hvor indbyggerne uge efter uge stod klar til at modtage forsyninger. Særligt salt var en mangelvare, og det gav han til den lille pige, der holdt sig i baggrunden.

Næste gang han var i byen, inviterede Saliha Alics forældre ham hjem for at sige tak, og derfra udviklede det sig til et tæt bånd mellem Saliha Alic og den danske nødhjælpschauffør.

Her 30 år senere har Saliha Alic ofte tænkt på Bent Sørensen og deres omkring 15-20 møder. Derfor eftersøgte hun ham i Facebook-gruppen i midten af marts i år.

Blot to og en halv time efter, at hun havde slået efterlysningen op, var der bid blandt gruppens mere end 120.000 medlemmer.

Hun fandt Bent, der i dag har fået nyt efternavn og hedder Ehrenreich. Hun havde tidligere forsøgt gennem andre grupper for tidligere medarbejdere fra UNHCR, men uden held.

Saliha Alic mødte Bent Ehrenreich som 11-årig. Mødet gjorde stort indtryk på hende. Foto: Privatfoto

Græd under første telefonsamtale

Bent Ehrenreich fik besked om Saliha Alics efterlysning, da han under en motorcykeltur modtog adskillige opkald.

Han troede først, at det var naboen, der ringede for at sige, at hunden var sluppet fri. Men da han kom hjem, fandt han ud af, at folk i hans netværk havde opdaget efterlysningen.

Kort tid efter havde de to hinanden i røret.

- Under vores første samtale græd vi begge to. Han havde ikke glemt mig, ligesom jeg aldrig har glemt ham, fortæller Saliha Alic, der i dag er 41 år og arbejder som momsspecialist i Padborg.

Hun har boet i Aabenraa i knap ni år, efter at hun for 11 år siden mødte en bosnisk mand, der bor og er opvokset i Danmark.

- Jeg var virkelig glad for, at hun skrev. Det er utroligt, at hun er endt i Danmark, siger Bent Ehrenreich, der i dag er 61 år og seniorpensionist, til TV 2.

Bent Ehrenreich arbejdede som fængselsbetjent, inden han blev udsendt af FN-organet UNHCR. Efter sin udsendelse uddannede han sig som murer. Foto: Privatfoto

Aldrig blevet til mere end tanken

Ligesom Saliha Alic har tænkt på Bent Ehrenreich igennem årene, har han flere gange efter sin udsendelse haft den lille pige og familien i tankerne, særligt når han har været på ferier i Bosnien.

- Jeg har tænkt, om jeg kunne køre til Tuzla (større by nord for Srebrenica, red.) for at spørge til familien. Men det er aldrig blevet til mere end tanker, siger den tidligere nødhjælpschauffør.

Bent Ehrenreich måtte forlade Srebrenica tilbage i årsskiftet mellem 1994 og 1995, da han fik en ny stilling som konvojleder for UNHCR, hvor han fik en ny rute, der ikke gik forbi den lille by.

Han havde taget en tolk med til familien for at forklare særligt Saliha Alic, hvorfor han skulle videre. Indtil da havde de primært kommunikeret på engelsk, men da Saliha Alic kun gik i 4. klasse, var det ikke altid lige nemt.

- Det var et chok for mig og mine forældre, da Bent skulle forlade vores by, husker den i dag 41-årige bosnier.

Billedet her har Bent Ehrenreich taget af Saliha Alic (nederst til højre) og hendes familie i midten af 90'erne. Foto: Privatfoto

Genskaber minder om sin far

Kun et halvt år efter skete massakren i Srebrenica, og Saliha Alics familie måtte flygte til Bosniens hovedstad, Sarajevo, mens faren måtte blive for at kæmpe i den lille by.

Faren omkom i krigen blandt 8000 andre muslimske drenge og mænd, og alt, Saliha Alic havde af minder om ham, var et billede, som Bent Ehrenreich havde taget af ham og fået fremkaldt.

Massakren i Srebrenica

Et erklæret folkemord fandt sted i Srebrenica for snart 30 år siden. Få et overblik over, hvad der skete, her:

  • Srebrenica er en by i Bosnien-Hercegovina, der ligger cirka 80 kilometer nordøst for hovedstaden, Sarajevo, tæt på grænsen til Serbien.

  • Efter folketællingen i 1991 bestod Srebrenica af 75 procent muslimer og 23 procent serbere.

  • I 1993 var befolkningen steget fra cirka 30.000 til cirka 70.000 efter en stor tilstrømning af flygtninge.

  • Srebrenica var af FN erklæret som en "sikker zone", men byen blev alligevel offer for en bosnisk-serbisk offensiv i 1995.

  • Cirka 8000 bosniske drenge og mænd blev massakreret af serbiske soldater i dagene fra 13. til 17. juli 1995. Massakren betragtes som den værste krigsforbrydelse i Europa efter Anden Verdenskrig.

  • Både FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY) og Haag-domstolen (ICJ) har fastslået, at Srebrenica-massakren var et folkemord.

  • Krigen i Bosnien mellem 1992 og 1995 kostede over 100.000 mennesker livet.

  • Srebrenica er i dag en del af Republika Srpska, den serbiske del af Bosnien-Hercegovina.

Kilde: NTB og AFP

Det viste sig, da Bent reagerede på Salihas Facebook-opslag over 30 år senere, at han stadig havde billeder af Saliha Alic, hendes far og resten af familien, ligesom han havde dagbogsnotater fra dengang med beskrivelser af dem.

Bent Ehrenreich skrev dagbog, da han arbejdede som nødhjælpschauffør under krigen i Bosnien. Her ses et udpluk fra dagbogen, hvor han beskriver, hvordan han hjalp Saliha Alic og familien med at skaffe ekstra fornødenheder. Foto: Privatfoto

- Jeg havde kun ét billede af min far. Og pludselig havde Bent mange billeder af min far. Jeg græd og græd i timevis, da jeg fandt ud af det, for det betyder så meget at have flere minder med min far, fortæller hun.

Under deres første telefonsamtale aftalte de hurtigt at mødes, og Bent Ehrenreich ville besøge Saliha Alic, hendes mand og deres treårige søn i Aabenraa weekenden efter.

Op til mødet var Saliha Alic med egne ord spændt og meget nervøs. Bent Ehrenreich havde købt en buket blomster til Saliha Alic og taget sin voksne datter med, men han prøvede på ikke at spekulere for meget over, hvordan mødet ville forløbe.

Begge beskriver de første 30 minutter som meget specielle, og det var svært for dem at vide, hvilket ben de skulle stå på.

- I de første 30 minutter var det, som om vi ikke kunne snakke. Vi græd bare, og jeg tænkte: ”Sker det virkelig nu?” Men efter 30 minutter gik vi i gang med at kigge på billeder og minder, siger Saliha Alic.

Hun fortæller videre, at mødet varede i seks timer, og da den første halve time var ovre, gik det meget hurtigt, da de havde mange ting at snakke om.

Og det har de fortsat.

Inviteret til fødselsdag

Siden har de set hinanden en gang mere, og Bent Ehrenreich har inviteret Saliha Alic, hendes mand og deres treårige søn til aftensmad hos ham og kæresten i Silkeborg, hvor han bor. Saliha Alic er også inviteret til Bent Ehrenreichs fødselsdag i juli.

Begge er overbevist om, at de ikke mister kontakten denne gang.

- Jeg tror faktisk, at det er min tur til at give ham noget. Ikke materielle ting. Men jeg prøver at takke ham så mange gange for de ting, han gjorde for mig og min familie dengang, siger Saliha Alic.

Det blev et rørstrømsk første møde mellem Bent Ehrenreich og Saliha, efter at de to ikke havde set hinanden i 30 år. Foto: Privatfoto

For Bent Ehrenreich har Saliha Alics opslag på Facebook også betydet, at han har fået kontakt til tidligere kolleger fra UNHCR. Flere har skrevet til ham, fordi de har set opslaget, og det har fået dem til at kigge gamle billeder igennem fra dengang.

Både Bent Ehrenreich og Saliha Alic råder andre til at række ud til gamle venner og bekendte, de har mistet kontakten til, hvis det er en person, der har haft betydning i deres liv.

- Ja, det virker jo. Det må jeg sige. Men jeg kan godt ærgre mig over, at det ikke var mig, der tog skridtet videre og ledte efter hende, siger Bent Ehrenreich.

Tex fik en unik oplevelse til Øllets Dag

Tex Schmidt er ølentusiast og havde glædet sig til at smage den specielle øl. Foto: Alex Kristensen
Udgivet

I dag blev en speciel øl præsenteret i Fredericia til et af landets største Øllets Dag-arrangementer.

Tex Schmidt er ølentusiast. Han havde hørt om den specielle øl, som Fredericia Brewpub længe har haft undervejs, så han havde set frem til at smage øllen, der blev præsenteret på Øllets Dag.

- Jeg er begejstret. Jeg kan godt li' noget med power, og det har den her i hvert fald, lød det fra ølentusiasten.

Den specielle øl har været længe undervejs og er brygget på fade med noget af en historie. Den er således lagret på et amerikansk egetræsfad, der først har været brugt til opbevaring af den tyktflydende og meget søde Don Pedro Ximines sherry i Spanien. Herefter blev fadet solgt til Glengoyne whisky destilleriet i Skotland. En gruppe whisky-interesserede fra Fredericia købte i 2012 fadet med friskaftappet sprit.

I 2023 blev indholdet af fadet hældt på flasker og sendt til Fredericia Brewpub. Det tomme fad blev sendt med, og så snart fadet ankom til Fredericia, blev det fyldt med ca. 250 liter kraftig belgisk mørk øl med bl.a. lakrids og blæretang.

Øllet blev fornyligt tappet på ståltanke og tilsat kulsyre.

Til Øllets Dag blev det muligt at købe 15 cl. af øllet, der har en styrke på 12,3 %.

- Den er voldsom intens. Man kan virkelig smage whiskyfadene og egetræet. Man skal ikke drikke tolv af dem, griner Tex Schmidt.

Fakta om Øllets Dag:

  • Øllets Dag blev indstiftet af Danske Ølentusiaster i 2003 og foregår den første lørdag i september.

  • Mange af Danske Ølentusiasters lokalafdelinger har gennem årene gennemført aktiviteter på Øllets Dag.

  • I Fredericia holdes et af de største arrangementer til Øllets Dag, hvor mere med mere end 50 forskellige bryggerier er repræsenteret.

Eksplosion ved kemishow – mor til tre: Der var blod og glasskår over alt

Udgivet

Fire er kommet til skade efter en eksplosion ved et kemishow på Tønder Bibliotek.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi, Sune Loklindt, til TV 2.

En er alvorligt kommet til skade, og tre børn er også blandt de tilskadekomne, fortæller han.

En af de personer, der var med til at udføre showet, kom svært til skade og blev bragt til behandling på Aabenraa Sygehus. Der er tale om en 22-årig mand, der er kemistuderende ved Aalborg Universitet. Han er uden for livsfare.

De tre børn er kommet lettere til skade. To af børnene er kørt til behandling på sygehus. Det tredje barn havde mindre skader, der ikke var behandlingskrævende.

I alt var 40 personer til stede. Forældre til alle tilskadekomne børn er underrettet, oplyser kommunikationschef i Tønder Kommune, Ulrik Pedersen.

Vidner kan få krisepsykologhjælp

Ved et kemishow i Tønder lørdag eftermiddag er fire personer kommet til skade. Foto: Presse-foto.dk

Tønder Kommune har iværksat deres beredskabsplan.

- Alle der har været tilstede ved showet kan få krisehjælp, og man skal henvende sig til leder af kulturinstitutionerne i Tønder Kommune, Henrik Thaysen, siger Ulrik Pedersen.

Her skal man kontakte Henrik Thaysen på mobil 20 55 02 65.

Mor og to børn sad i børnebiblioteket

Thyra Frisk Carstensen skulle have været med til kemishowet sammen med sine to børn på seks og otte år, men da de ikke havde fået billetter, gik de i stedet på børnebiblioteket.

Her hørte de pludselig eksplosionen efterfulgt af skrig.

- Ude på trappen så vi flere af de tilskadekomne, og det virkede voldsomt, fortæller Thyra Frisk Carstensen til TV SYD.

Ifølge Thyra Frisk Carstensen kom både politi og redning hurtigt til stedet.

- Der kom meget hurtigt ro på det hele, og biblioteket reagerede også hurtigt på situationen.

Mor og tre børn så, da det gik galt

En mor til tre, som ikke ønsker sit navn frem, så hele showet med sine tre børn mellem fem og ti år. De er alle rystede over den voldsomme oplevelse.

- Lige da eksplosionen skete var der glasskår og blod over alt. Vi havde glasskår i hår og sko, og nogle af børnene havde også blod på sig, som ikke var deres eget.

Billedet er taget før ulykken under kemishowet lørdag eftermiddag på Tønder Bibliotek.

Kvinden fortæller, at ingen af dem kom til skade, og at de hurtigt skyndte sig ind i nogle nærliggende lokaler for at give plads til redningsmandskabet og ambulancer og for at få børnene væk fra kaosset.

- Vi ventede til de ansatte på biblioteket og politiet kunne hjælpe os, og så blev vi ledt ud ad bagdøren.

Eksplosionen skete i væske

Nikolaj Hølmkjær, der er vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi, fortæller til TV 2, at eksplosionen skete i en kemisk væske, der var i et glas.

- Det er glasset, der har givet skaderne, siger han.

Hvad der nærmere er gået galt, siden eksplosionen skete, er fortsat uvist.

- Vi har ikke kunnet klarlægge endnu, hvad der er gået galt, siger han, men tilføjer, at man sammen med Arbejdstilsynet fortsat arbejder på at klarlægge omstændighederne.

I en pressemeddelelse oplyser politiet, at et ekspertberedskab har undersøgt stedet, og der er ikke farlige kemikalier på biblioteket.

- Vi her lige nu (lørdag klokken 17.30 red.) ved de sidste undersøgelser og sikring af stedet. Efterfølgende skal der gøres rent, og det bliver også her til aften, fortæller Lasse Jensen, der er indsatsleder ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Kemishow fra Aalborg Universitet

På Tønder Biblioteks hjemmeside fremgår det, at lørdagens arrangement er et kemishow fra Aalborg Universitet.

Showet er ifølge beskrivelsen "fyldt med ild, bang, flotte farver, kemiske reaktioner og lærerig viden for både store og små".

Det fremgår derudover af Aalborg Universitets hjemmeside, at showet består af studerende, som læser enten kemi, kemiteknologi, bioteknologi eller miljøvidenskab på tredje til tiende semester.

Universitetet skriver, at der er tale om show "baseret på spektakulære og fascinerende reaktioner mellem hverdagens kemikalier".

Som et eksempel nævnes blandt andet, hvordan rødkål kan anvendes som pH-indikator.

Opdateres.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com