Nægtes køb af Vejle efter afsløringer
Der har de seneste uger været forhandlinger om et salg af Vejle Boldklub.
Vejle Boldklub kommer efter alt at dømme ikke på tysk-tyrkiske hænder alligevel.
I de seneste uger har Çağdaş Senyürek forhandlet med den nuværende ejer, Andrew Zolotko, om et køb af superligaklubben, og meget pegede i retning af, at købet ville blive gennemført.
Onsdag bragte B.T. dog en række afsløringer, der såede tvivl om, hvem tysk-tyrkeren i virkeligheden er.
Avisen kunne blandt andet fortælle, at han ikke har været i Deutsche Bank i 25 år, som han har påstået, og at universitetet i Kiel, hvor han efter eget udsagn skulle have taget sin ph.D og arbejdet som professor, ikke har kendskab til ham.
Misinformationerne har nu ført til, at Divisionsforeningen ikke vil tillade, at Çağdaş Senyürek overtager Vejle Boldklub.
Det fortæller Senyürek, ifølge bold.dk, i en pressemeddelelse, hvor han samtidig oplyser, at han modtog en mail 10. januar med beskeden.
- Baseret på den information, vi har fået indtil videre, så vil vi ikke give dig licens, og den midlertidige dispensation vil ikke blive forlænget.
TV 2 Sport har været i kontakt med Divisionsforeningen, der oplyser, at den ikke må kommentere sagen.
Intet kendskab til Senyürek
I forbindelse med forhandlingerne har Çağdaş Senyürek givet udtryk for, at han har arbejdet 25 år i Deutsche Bank – primært som chef i bankens afdeling i Hongkong. Det har banken afvist over for B.T. De kan end ikke finde oplysninger på, at han overhovedet skulle have været ansat.
Også Christian-Albrechts-Universität i Kiel sår tvivl om tysk-tyrkerens forklaringer.
- Efter indledende undersøgelser kan Kiel Universitet (CAU) oplyse, at man ikke har kendskab til, at Cagdas Senyürek er blevet tildelt en doktorgrad eller en professorstilling ved Fakultetet for Filosofi, oplyste CAU til B.T. onsdag.
Ifølge TV 2 Sports oplysninger har repræsentanter i denne uge været i både Tyskland og Tyrkiet for at undersøge sagen nærmere.
Nu tyder alt på, at de kan rejse hjem med visheden om, at klubben med ikke bliver overtaget af Çağdaş Senyürek.