I årevis kæmpede Lars Rasmussen for at blive den bedste på håndboldbanen, men han kæmpede også med ADHD og autisme.

Det vidste han bare ikke.

Lars Rasmussen blev først i en sen alder klar over sine usynlige udfordringer, og nu håber den tidligere håndboldspiller og -træner, at han kan være med til at hjælpe andre, der står i lignende situationer.

- Det er lykkes for mig. Så kan det også lykkes for andre, som han siger til TV 2 Sport.

I sin nye bog 'What the fuck, Lars? Alle kan blive til noget. Mine usynlige fjender blev mine bedste venner - livet med ADHD og autisme' fortæller Lars Rasmussen både om sin barndom, sin karriere og en skelsættende mandag morgen, hvor han ikke kunne genkende sig spejlbillede og var tæt på at gøre en ende på det hele.

Men han fortæller også om den pligt, han føler for at prøve på at hjælpe andre - og om den aften, der blev hans sidste som aktør i professionel håndbold. Det var i 2019, hvor han var træner for KIF Kolding, og herunder bringer TV 2 Sport et uddrag fra den skelsættende aften.

'What the fuck, Lars?' udkommer på Meerson Sport og Entertainment den 15. november. Lars Rasmussen har skrevet bogen i samarbejde med Nikolaj Jensen.

UDDRAG AF KAPITEL 9: PLIGTEN KALDER

Kan man gøre en forskel for og hjælpe andre, har man også en pligt til at gøre det. Jeg ser det som min forbandede pligt at hjælpe andre, hvis jeg kan gøre bare den mindste forskel. Jeg ser det faktisk som mit livsprojekt.

Det er de ord, min bog starter med, og det er de ord, der skal stå hen over min gravsten, når den tid kommer. Forhåbentlig om lang, lang tid, men det er da meget rart at få det på plads.

I løbet af foråret 2019 kæmper jeg en del med at få tingene til at køre i KIF Kolding, hvor jeg er cheftræner.

Jeg kæmper med at få min stakkels spillertrup til at få lysten og fokus tilbage på det, det hele handler om: Nemlig at få KIF Kolding til at overleve i landets bedste håndboldrække. Vi er under hårde arbejdsbetingelser, da vi op til tre gange ikke får udbetalt vores løn til tiden - også på tidspunkter af sæsonen hvor vi reelt skal kæmpe for vores overlevelse og selvforståelse. Ingen af os aner helt, hvad fremtiden bringer på den ene eller anden måde.

Det er forfærdeligt at være i.

Jeg kan jo se det i ansigterne på mine spillere.

Kaosset udenfor banen påvirker spillet inde på banen, men jeg vil til den dag, jeg dør, skamrose mine spillere for at gøre alt, hvad der stod i deres magt for ikke at lade de negative faktorer gå ud over gejsten på banen. Men spillerne er også bare mennesker af kød, blod og følelser.

Selvfølgeligt og helt naturligt går det udover spillernes motivation, gejst, fight og lyst til at spille og yde alt, hvad man kan, for en arbejdsgiver, der ikke leverer sin del. Jeg står overfor et enormt menneskeligt pres. Det største overhovedet i min karriere.

Vi er virkelig i modvind, og jeg prøver på intet tidspunkt at vise svaghedstegn overfor mine spillere.

Jeg tager på de rigtig dårlige dage en facade på, selvom jeg allermest har lyst til at grave mig ned og aldrig kigge op igen.

Det er min opgave at få spillerne til at tro på projektet, også når det ser sortest ud.

Det er min opgave at være kaptajnen på skibet - også i den stiveste modvind.

Det er ikke bare en sport.

Det her handler om følelser, om spillernes hverdag og fremtid, og det handler om deres familier. Her får jeg virkelig spærret øjnene op for, at når tingene ikke fungerer i kulissen, er det svært at få tingene til at køre på skinner inde på ”scenen”.

Jeg har altid haft den indstilling, at uanset hvilken opgave, jeg siger ja til, vil jeg udføre den til perfektion.

Der skal ikke være en finger at sætte på min præstation. Jeg kan love dig for, at jeg ikke giver op, før det fysisk og matematisk ikke kan lade sig gøre.

Sådan har jeg altid haft det også før, jeg blev udredt i 2015.

Her var det faktisk én af mine største styrker - da mine projekter til syvende og sidst lykkedes, og tingene gik op i en højere enhed.

I Ringkøbing Håndbold trænede jeg en klub, der ikke var de store forventninger til. Som menneske og træner satte jeg selv barren højt og gik efter de umulige resultater.

I Siófok mærkede jeg presset ikke bare internt men også eksternt i medierne og særligt fra ledelsen i klubben. Selvom alle mine spillere havde brækket både arme og ben, så forventede klubben, at jeg vandt den næste kamp.

Jeg vil sammenligne mit pres i KIF Kolding med den situation, som mange virksomheder og kommuner står med lige præcis, imens du læser disse linjer:

Der bliver skåret ned og skåret ned samtidig med, at der bliver forventet mere og mere. Det tapper alle kræfter ud af alle medarbejdere. Det er en ond spiral, der langsomt nedbryder virksomheden og værdierne - og hvad er der så tilbage?

I min sidste tid i KIF Kolding har jeg heldigvis samlet så meget personlig og professionel erfaring, at jeg ved, hvilke knapper jeg skal trykke på, og jeg ved, hvordan jeg skal håndtere pressen og medierne.

Mentalt var det dræbende og ødelæggende for mig at være i KIF Kolding til sidst. Jeg står som træner og har fokus på alt andet end det sportslige.

I alt for lange perioder sov jeg dårligt, havde svært ved at finde ro, og jeg var hele tiden på grænsen til at ryge tilbage til mit liv før udredningen.

Jeg vandt, jeg overlevede, og jeg sørgede for, at KIF Kolding blev i ligaen, fordi jeg havde fokus på den menneskelige ledelse før den resultatorienteret. Havde jeg kun fokus på resultaterne og øjnene rettet kun mod måltavlen, og ja det handler om overlevelse, havde jeg sendt KIF Kolding ned i 1. division - og så kan du bare forestille dig resten …

Men KIF Kolding hører ikke til landets næstbedste række - KIF Kolding hører til i landets bedste række. Punktum! Resultatorienteret ledelse er lige præcis grunden til at landshold som Kroatien, Ungarn, Polen, Montenegro, Serbien, Slovenien, Rumænien og mange flere østeuropæiske lande aldrig kan præstere to slutrunder i træk. Dårligt nok i én. Der er aldrig kontinuitet, stabilitet eller psykologisk tryghed. Spillerne får udelukket proppet i hovederne, at det drejer sig om resultater, måltavlen og sejre. Og det gør det jo egentlig også. Men du kan ikke isolere det - du bliver nødt til at have en menneskelig dimension, forståelse og respekt med i din træner- og ledelsesstil, ellers falder projektet fra hinanden. Så kan du tale nok så meget om guld og ambitioner, men har du ikke dine medarbejdere med hele vejen, kan du glemme alt om guld og glamour.

Vi er nået til den tredje, sidste og afgørende kamp i Sydbank Arena i Kolding foran 5.000 tilskuere. Vind eller forsvind. Taberen rykker ned i 1. division. I 35 år har KIF Kolding været at finde i ligaen, og jeg kan ikke bære, og jeg ved ikke, hvad jeg gør ved mig selv, hvis det ikke lykkes at vinde kampen denne skæbnesvangre aften.

Vi bevarer køligheden, og da slutfløjtet lyder, forstår jeg ikke helt, at det er slut. Vi vinder kampen 33-28.

Jeg sætter mig ned på én af stolene på spillerbænken og tænker ”aldrig mere det her cirkus”. Det er ikke det værd. Holdets fysioterapeut kommer hen til mig og prøver at kramme mig, men jeg er for et kort øjeblik sunket helt ind i mig selv. Mit hoved er ved at falde af, og hvis jeg ikke skal gøre noget, jeg kommer til at fortryde, bliver jeg nødt til at sidde her for mig selv. Bare lige et kort øjeblik. Lige i dette sekund må jeg indrømme, at hverken redskaber eller medicin virker for mig. Jeg ved, jeg skal have lov til at være i 10 sekunders ro, alene for mig selv.

Jeg kigger op og kan se, hvordan spillerne kaster sig om hinanden. Vi gjorde det sgu. Den sindssyge aften i Kolding betød, at jeg den dag i dag ikke er vendt tilbage til håndboldverdenen i professionel forstand.

Til gengæld har jeg ikke lagt mine håndbolddrømme på hylden. Nu handler det om at vise, at håndbold er for alle, hvis bare man vil og gider at være en del af et fællesskab, hvor der også er plads til, at man kan hygge sig.

Min håndboldtrænerglød brænder lige så stille ud, og jeg har ikke lyst til at hælde mere brænde på for at holde den i gang.

Det vil være spild af tid for alle parter, og når jeg mister min motivation for et projekt bare en lille smule, kan jeg lige så godt stoppe helt. Jeg går altid ind til en arbejdsopgave med en tro på, at jeg kan rykke og ændre på tingenes tilstand. Det er min drivkraft og motivation for at stå op om morgenen. Men kan jeg mærke, at jeg ikke er 100 men 99,9 procent dedikeret, er det tid til at stoppe.

På det her tidspunkt har jeg ikke lyst til at være en del af den håndboldverden, jeg kan mærke forandrer sig.

Jeg kan mærke, at der er noget i min krop, der trækker mere end at stå op hver morgen og kæmpe for at få de næste point på kontoen i en håndboldhal.

Jeg er motiveret for noget helt andet.

Jeg kan mærke, at jeg brænder for at gøre en forskel for andre mennesker. At få råbt ud til hele verden, at alle kan blive til noget, hvis bare vi får hjælp.

Kan jeg lykkes med det projekt bare overfor ét menneske, er lykken gjort for mig …

Jeg er kommet om på den anden side, og jeg ved, der er så mange mennesker, der i dette sekund kæmper en kamp hver eneste dag for at få et liv til at hænge nogenlunde samme.

Hvis jeg med mine råd, erfaringer og oplevelser kan inspirere andre til at få et bedre liv, kan jeg ikke forlange mere.

Sideløbende med mine sidste måneder i KIF Kolding tager jeg ud til flere foredrag, hvor jeg fortæller om mit liv med mine diagnoser. Jeg kan mærke et enormt engagement blandt publikum. Det giver mig en stor glæde og lyst til at lave mere af det.

Om det er kommuner, pårørende, faglærte, skoler eller alle mulige andre, går min historie rent ind. Der er så mange, der sidder og nikker genkendende til lige præcis den følelse af afmagt, jeg følte i så mange år.

Der er mange, der kan spejle sig i mine historier, og jeg kan mærke på folk, at det giver dem et håb. Et håb for en bedre fremtid. En vigtig erkendelse af at du ikke er alene.

Langt fra.

Du sidder ikke som Palle alene i verden med de følelser, selvom det kan føles sådan.

Jeg stopper min trænerkarriere og begynder at køre land og rige rundt for at fortælle min historie. Det betyder, at jeg sætter mig ned og går i gang med at evaluere mit eget liv fra top til tå. Jeg gennemgår alle de episoder, der popper op i mit hoved, når jeg tænker tilbage på mit liv.

Det er angstprovokerende, skal jeg hilse at sige. Samtidig mærkede jeg også en lettelse over bogstavelig talt at gøre hovedrengøring, nå ind i alle kroge og hjørner, berøre historier jeg har fortrængt og forsøge at formidle det videre til personer, der enten står eller har stået i samme situation som mig.