Borgmester: - Vi vil kompenseres, hvis vi skal udskyde Tour-starten
Tredje etape af Tour de France 2021 går efter planen fra Vejle til Sønderborg. Men hvis etapen skal udskydes et år, skal kommune kompenseres, siger borgmester.
Hvis tredje etape af Tour de France bliver udskudt til 2022, så forventer Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen at blive kompenseret.
- Hvis der bliver nogen ekstra udgifter, så er det vores klare forventning, at vi bliver kompenseret for det. Dem, der ønsker at flytte løbet, må vel betale for det. Det må være udgangspunktet, siger Erik Lauritzen (S), der er Sønderborg Kommunes borgmester.
Torsdag kom det frem, at den franske arrangør arbejdede på en plan b, hvor løbets start i 2021 kunne blive kørt i den franske region Bretagne, hvis ikke der kunne findes en løsning på, at løbet kommer til at kollidere med OL i Tokyo.
Fredag er snakken i stedet gået på, om den danske Tour-start kan udskydes til næste år.
Det er det mest sandsynlige scenarie, har Københavns overborgmester Frank Jensen fra Socialdemokratiet, der samtidig er bestyrelsesformand for den danske Tour-start, sagt til DR. I samme forbindelse slår han fast, at en flytning vil medføre en ekstraregning.
Men Erik Lauritzen er ikke klar til at smide flere penge efter etapen, hvis den skal rykkes. Det har ikke været Sønderborg Kommunes ønske at flytter datoer, siger han.
- Der vil være nogen ekstra udgifter, hvis man flytter løbet. Vi har jo brugt penge og ressourcer allerede. Noget af det kan genbruges, men der vil være tab i forbindelse med det. Du kan ikke spørge mig, hvor meget det vil koste, fordi det kan jeg ikke sige nu siger Erik Lauritzen.
Klar til at flytte
Tredje etape af Tour de France 2021 skal efter planen starte i Vejle og slutte i Sønderborg. Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen fra Venstre, er klar til at trække i arbejdstøjet, hvis etapen skal flyttes.
- Vi har godt kendt til problemet et stykke tid. Corona har skubbet til mange ting, men det, jeg hæfter mig ved, er, at alle prøver at løse problemet. Det er ikke tale om, at Tour de France ikke kommer til Danmark eller Vejle, men at det kommer på det bedst mulige tidspunkt, siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune for Venstre.
Han ærgrer sig over coronavirus’ påvirkning, men han forsikrer samtidig, at Vejle er klar til flytte sin start af tredje etape af Tour de France 2021.
- Vejle går konstruktivt ind i det. Vi har håndteret mange ting i forbindelse med corona, og nu håndterer vi også det her, siger han.
Selvom Erik Lauritzen vil have sendt regningen fra en eventuel flytning videre til ASO, så er han alligevel parat til at flytte etapen. Men uanset om det er en uge eller et år, så vil der være ekstra omkostninger, som han vil have dækket.
- Hvis vi skal flytte det, så gør vi det. Der er store udfordringer forbundet med det, det vil koste rigtigt mange penge og give en masse bøvl, sagde Sønderborgs borgmester torsdag.