Unges svineri med gammel sniffetendens fik ældre kvinde til tasterne
Der findes mange måder at skade sin krop på. Den seneste tid har nogle unge i Tønder Kommune eksperimenteret med at sniffe og inhalere gas fra deodoranter på spray. Fænomenet betegnes som en modedille, og det har fået kommunen til at opfordre forældrene til at tage en snak med deres børn.
71-årige Evelyn Hovgaard fra Skærbæk bruger alle sine hverdage på at trave en lang gåtur i byen.
De mange skridt leder hende hver dag til et byens offentlige toiletter på en parkeringsplads ved Storegade. Men den 22. februar opdagede hun noget, der ikke plejer at være der.
- Da jeg kom ind lå der fire deodoranter på jorden og plastikposer fyldt med noget hvidt. Så tænkte jeg, at det var mærkeligt, og det så ikke særlig sundt ud, siger hun.
Efter besøget greb hun til tasterne, hvor hun i et opslag på Facebook skrev, hvad hun opdagede. Hun havde nemlig hørt om, at unge mennesker sniffede gassen fra de billige dåser, som kan købes i ethvert supermarked.
- Jeg blev helt chokeret over, at nogen gjorde sådan noget, og hvis jeg ikke vidste det, så var der måske andre, der heller ikke gjorde, fortæller Evelyn Hovgaard.
Hvad er snifning?
Snifning betyder, at man for at opnå en rus indånder giftige dampe fra kemiske væsker og organiske opløsningsmidler. Snifning foregår gennem næsen.
Rusen varer mellem fem og 45 minutter. Under rusen er man opstemt, vrøvlende, svimmel og usikker i bevægelserne. Man kan også blive aggressiv. Grundet rusens korte varighed vil mange forlænge rusen ved at sniffe igen.
Efter rusen bliver man træt og sløv, hvortil man også kan blive ramt af hovedpine, kvalme og urolig søvn. I mere alvorlige tilfælde fører snifning til forstyrrelse af hjerterytmen og bedøvelse af åndedrættet, som kan udvikle sig til kvælning eller et pludseligt hjertestop.
Gentagne gange snifning kan give skader på indre organer som nyre, lever og knoglemarv.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Hun vidste ikke, at det var unge mennesker, som havde brugt deodoranterne til noget andet, end deres primære formål. Det var blot en formodning.
Formodningen var dog begrundet, da SSP-afdelingen i Tønder Kommune var bekendt med problemet, da den 71-årige sønderjyde efterfølgende kontaktede dem, efter hendes Facebook-opslag blev delt 50 gange. Sagen blev siden omtalt i JydskeVestkysten mandag.
Sendte brev til forældrene
SSP står for skole, socialforvaltning og politi, og deres opgave er at forebygge kriminalitet blandt unge.
Efter Evelyn Hovgaards Facebook-opslag modtog de en række henvendelser fra borgere, som var bekymrede over at se unge eksperimentere lidt for meget med det, som skal sprøjtes under armhulen.
Det fik SSP i Tønder Kommune til at sende et brev til forældrene i kommunen, hvorpå de opfordrede dem til at tage en snak med deres børn. I brevet linker de til en pjece fra Sundhedsstyrelsen, som forklarer, hvad snifning er, og hvor hyppigt det forekommer blandt unge.
- Mange forældre er glade for at få noget vejledning, da nogle af dem ikke ved, at det eksisterer. På den måde er vi et forebyggende element, men vi er også opmærksomme på, at vi ikke skal skabe en bekymring unødigt, fortæller Sonja Dahl-Larsen, der er teamkoordinator for SSP i Tønder Kommune.
Dille som kommer og går
Der findes ingen tal på, hvor mange som sniffer deodorantgas. Ifølge Sundhedsstyrelsen er det dog unge mellem 12 og 15 år, som eksperimenterer med snifning, hvor otte procent af de 15-16-årige har prøvet at sniffe. I Tønder Kommune drejer det sig om et fåtal ifølge Sonja Dahl-Larsen.
For teenagerne, hvor snifningen sker hyppigst, er det et fænomen som ifølge styrelsen kommer og går. Afhængighed sker sjældent, men når det sker, kan det være svært at komme ud af og kræver derfor professionel hjælp.
I Skærbæk er der udover det offentlige toilet på Storegade også blevet opdaget tomme deodoranter ligge på skolegårde og andre offentlige arealer.
Også i Aabenraa og Kolding kommune kender man til fænomenet med deodoranterne. Her overvejer SSP-afdelingerne nu, om de skal sende et lignende brev til forældrene, som man har gjort det i Tønder.
Udover deodoranter bruges også blandt andet lightergas, benzin, hårlak og nogle typer af lim som rusgivere.
Håber forældre vil tage fat i deres børn
Evelyn Hovgaard er ikke skuffet over, at de unge kan finde på at sniffe. Ifølge hende hører det med til at være ung, at man afprøver dumme ting.
Ikke desto mindre er hun begejstret for, hvordan modtagelsen for hendes opslag blev taget. Hun håber, det har givet stof til eftertanke for forældrene.
- Nu er der en anledning for forældrene til at tage en snak med deres børn, og det har jeg da også gjort med mine børnebørn, siger Evelyn Hovgaard.