Trivslen er i fokus for Signe og hendes gymnasieklasse
I denne uge har mange syd- og sønderjyske ungdomsuddannelser fokus på den mentale trivsel, og Det Blå Gymnasium i Tønder er ingen undtagelse.
I 1.B på Det Blå Gymnasium i Tønder hersker der et godt sammenhold mellem klassens elever, og trivslen er høj.
Sådan fungerer det bare ikke i alle gymnasieklasser.
I virkeligheden står det skidt til med de unges mentale trivsel i Region Syddanmark, og derfor har mange syd- og sønderjyske ungdomsuddannelser i denne uge fokus på den mentale trivsel.
- Det er godt, at der bliver sat fokus på det her, for vi er en rimelig ny klasse. Vi kom ud i klasserne i november, så det er dejligt, at det er nu - og ikke først om et år eller to - at der bliver sat fokus på emnet, siger Signe Nissen Thude, der er elev i klassen.
En undersøgelse fra Region Syddanmark viser, at 27 procent af de unge mennesker i alderen 16 til 24 år i 2021 scorede lavt på den mentale trivsel. Det er en stigning på 15 procent siden 2010.
Det er vigtigt at arbejde med trivslen dagligt
I gymnasieklassen på Det Blå Gymnasium kan eleverne da også godt genkende, hvad der kan udfordre trivslen blandt de unge.
- Det der med karakterer og at skulle præstere hele tiden – både derhjemme og i skolen – kan være en stor opgave nogle gange, siger Katrine Boyschau.
Hun suppleres af klassekammeraten Serafin Solis Castillos.
- Jeg tænker også, at stress i skolen kan være en udfordring, ligesom ensomhed kan være det. Hvis man nu ikke har så mange venner, så øger det jo ikke ligefrem trivslen, siger Serafin Solis Castillos.
Derfor har eleverne i fællesskab fundet frem til, hvad der kan øge trivslen i klassen – og for mange andre unge.
- Man siger mojn, når man kommer, og man siger mojn, når man går, siger Signe Nissen Thude.
Derudover var det vigtigt for eleverne med en god og ordentlig tone, at man respekterer hinanden, og at de husker på at gøre ting sammen som klasse – for eksempel at holde fester.
For klasselæreren Nick Porter er det også vigtigt, at der bliver sat fokus på emnet, og at eleverne arbejder aktivt med trivslen i hverdagen.
- Der er jo mange ting, man skal forholde sig til som gymnasieelev i dag lige fra arbejde, sociale medier til ens hverdag derhjemme. Der er mange ting, som man skal kunne håndtere udover skolen, så jeg kan godt forstå, hvis der er nogle, der ikke har det så godt, siger klasselæreren.