Skole snupper elevers telefoner hver morgen - effekten er tydelig
Elevernes skærmtid blev for meget for ledelsen på Marieskolen i Tønder. Nu inddrages mobiltelefonerne i løbet af skoledagen. Eleverne er positive.
- God morgen. Har du husket at aflevere din mobiltelefon og computer?
Sarah Røll, der er skoleleder på Marieskolen, står ved hovedindgangen om morgenen for at minde eleverne om, at de skal huske den nye ordning. Computere skal deponeres i et skab og mobiltelefonerne i fire plastikkasser.
- Så henter vi dem, når skoledagen er overstået, siger Janisha Rai fra 8. klasse.
Vi ser børnene være langt mere opmærksomme i timerne
Sarah Røll, skoleleder på Marieskolen i Tønder
Forsøg gøres permanent
Hun er en af de elever, der nu i det nye skoleår ikke længere kan SMS'e eller tjekke TikTok eller Instagram i frikvartererne - eller mere hemmeligt gøre det i timerne.
- Som skole er vi ansvarlig for elevernes læring og trivsel, og det er vores klare oplevelse, at de egentlig synes, at det er godt, at de voksne har truffet denne beslutning, siger skoleleder Sarah Røll.
I foråret afprøvede Marieskolen i Tønder ordningen. Al undervisning i ugerne 15 og 16 foregik uden elektroniske hjælpemidler.
Forbud eller ej?
Nu har skolen besluttet at gøre ordningen permanent.
- Men ville det ikke være bedre for eleverne, at de lærer balancen mellem at bruge deres mobiltelefoner og computere - og at bruge dem for meget?
- Sådan tænkte vi også længe, men vi var kommet til et punkt, hvor de simpelthen blev brugt for meget. Nu tænker vi, at der er ting, de unge skal lære her i skolen og andre ting, de skal lære derhjemme, og brugen af skærmene skal de lære derhjemme. Det er også vores indtryk, at forældrene netop gerne vil have det ansvar, siger Sarah Røll.
Hanne Voldborg Andersen, der er formand i Danmarks IT- og Medievejlederforening mener ikke, at er den rigtige løsning at gemme skærmene væk.
- Jeg er med på, at de fylder meget i skolerne og stjæler opmærksomheden. Det kan jeg sagtens se, at vi har nogle udfordringer med, men der er også forskellige løsningsmuligheder, siger hun.
Hun forsætter med at forklare, at det for hende er den nemmeste løsning at fjerne alle skærmene:
- Når vi laver et forbud, så mister vi også muligheden for at påvirke og danne børnene. Vi skal finde det kompromis, der hedder, at vi skal bruge både mobiler og andre teknologier bevidst. Vi skal have nogle dialoger med elever og forældre på skolerne om, hvordan vi får gjort det på en god måde.
Formanden er dog enig i, at forældrene skal inddrages i debatten, fordi de har investeret i mobilerne og giver deres børn lov til at være på de sociale medier.
Mere sammen
Eleverne har - måske ret overraskende - taget godt imod ordningen.
- Vi er mere sammen. Også på tværs af klasserne, siger Magnus Wedel Simonsen, 8. klasse.
- Vi er blevet meget mere kreative med at finde ud af, hvad vi laver i frikvartererne. Og med de emner vi snakker om, siger Janisha Rai.
Sarah Røll er meget glad for både elevernes positive tilgang til ordningen, men også for det foreløbige resultat:
- Vi ser børnene være langt mere opmærksomme i timerne, fordi de jo ikke længere har en skærm mellem sig selv og læreren.
Undgår kontrol
Lea Theodora Hartwigsen er nyuddannet lærer og var lidt bekymret over, om ordningen ville være et benspænd for undervisningen, men hun er begejstret.
- Eleverne er meget mere sociale og "på" i undervisningen. Og så behøver vi ikke bruge tid og energi på, om en elev sidder med sin mobiltelefon under bordet, siger hun.
I skolegården har en af skolens to pedeller også observeret forandringen.
- Nu leger eller snakker eleverne meget mere med hinanden. Før sad de store elever rundt omkring hver især med deres mobiltelefon foran sig. Noget af en forandring, siger Kurt Qvist Kock.
Nu ringer forældre til skolen
Skoleleder Sara Røll kan ikke umiddelbart se for sig, at skolen dropper ordningen.
- Men vi vil hele tiden evaluere og justere på den, så vi gør det bedst muligt, siger hun.
Både Janisha Rai og Magnus Wedel Simonsen savner dog en gang imellem deres mobiltelefoner.
- Det må jeg indrømme. Det kan godt blive lidt kedeligt uden, siger Magnus.
Også forældrene skal vænne sig til, at de ikke længere bare kan kontakte deres barn via mobiltelefonen.
- Vi har fået nogle flere forældreopkald til skolen på den konto, men det finder vi ud af, siger Sarah Røll.