Ny madlejr vil have flere børn i køkkenet
Det første hold børn har besøgt Arla Fondens nye madlejr i Højer. Planen er at 1500 børn årligt skal lære, hvordan en levende høne bliver til nuggets.
Midt i det splinternye køkken står madguide Alberte Troen med en levende høne i armene, mens 12-årige Freja Jakobsen fra Horsens aer den på hovedet.
Freja er afsted med sin skoleklasse fra Horsens, der som det første hold elever, gennemgår en uges madlejr midt i Højer. På lejren laver børnene selv alle dagens måltider og indimellem lærer de om, hvordan en sund kost sammensættes.
Hvad er MADlejr i Højer?
- MADlejr i Højer er opført i samarbejde mellem Arla Fonden og Tønder Kommune.
- MADlejen er flyttet ind på Højergaard, der oprindeligt er en fredet marskgård. Gården blev i sommeren 2017 overtaget af Realdania By & Byg. Efter en gennemgående restaurering er marskgården nu taget i brug som madlejr for skoleelever.
- I løbet af de fem dage lejrskolen varer, vil eleverne blive indraget aktivt i tilberedningen af deres måltider samtidig med, at de bliver klogere på råvarer, sundhed og bæredygtighed.
- Lejren i Højer er den anden af sin slags. Den første MADlejr ligger i Helnæs på Sydfyn.
- Det handler om at give børnene nogle madkompetencer. Faktisk kan man ligefrem kalde det for livskompetencer, siger Sanne Vinther, der er direktør for Arla Fonden.
En undersøgelse fra Coop Analyse viser, at kun 7 procent af danske børn hjælper til med at lave aftensmad derhjemme. Og det tal vil den nye madlejr i Højer være med til at ændre.
Hvad er der indeni en høne?
Freja Jakobsen har fået selskab af sin klassekammerat Freja Knudsen i køkkenet, og sammen står de to piger og venter, mens madguiden er gået udenfor med hønen.
Foran eleverne fra Horsens står et bord dækket med plastikdug, ovenpå ligger et skærebræt og en kniv.
Da madguiden Alberte Troen kommer tilbage med hønen, så klukker den ikke længere.
- Nu er hønen død, jeg slog den i hovedet, så den besvimede, og så har jeg slået hovedet af den, forklarer Alberte Troen til børnene. Alt imens hun står med hønens afhuggede hoved i hænderne.
Herefter gennemgår hun hele hønens anatomi for eleverne. Hun viser trin for trin hvor brystkødet sidder, hvordan æggene ligger klar inde i hønen, og hvordan den bruger kråsen til at kværne sin mad.
- Det var på en måde fedt, for jeg har ikke prøvet det før, siger Freja Knudsen. Hun har lige holdt en afhugget kyllingefod i hånden og med neglene trukket i nerven, så foden bevægede sig.
- Vi bruger den levende høne for at vise eleverne vejen fra jord til bord. Det er mere autentisk. Det handler ikke om, at vi slår den ihjel, men om at vi viser, hvad hønen er, og hvad vi kan bruge den til, forklarer madguiden.
Høne bliver til nuggets
Efter at børnene har set hønen indeni, er det blevet tid til at planlægge en menu. For hønen skal blive til aftensmad.
Som del af undervisningen på madlejren lærer børnene at sammensætte et måltid med de rette mængder af kød, grøntsager og stivelse. Og ud fra de principper går de små køkkenchefer i gang.
- Derhjemme hjælper jeg en gang imellem. Men det er mest med at lave salat og brune ting, fortæller Freja Jakobsen.
Hendes hold beslutter sig for at lave en råkostsalat og ovnbagt kyllingebryst med friskost og bacon.
- Det har været en sjov uge, og jeg tror, at jeg vil lave mere mad derhjemme nu, siger hun halvanden time senere, da maden står klar.
Og det er tydeligt, at børnene kan mere end de også selv havde forventet.
Nuggets, hjemmelavet pasta, tomatsauce, barbecuewings, stegte rodfrugter og gulerodssalat er bare nogle af de ting, der efter et par timers arbejde står klar på den store buffet. Alt sammen lavet helt fra bunden af 12-årige skolebørn.