Naboer frygter kommende PFAS-afbrænding i baghaven
I Agerskov er udsigten til et kommende afbrændingsanlæg som ny nabo ikke just tiltalende for de lokale. De frygter sundhedsskadelige konsekvenser, hvis anlægget bliver godkendt af kommunen.
Markerne omkring Agerskov er nu engang, som marker er flest. Ikke synderligt bemærkelsesværdige. Og dog. For en enkelt mark cirka en kilometer nordøst for byen danner lige nu rammen for en stigende bekymring for byens borgere.
For lige her ligger Marius Pedersens biokompostanlæg. Det er et anlæg, hvor der bliver afleveret tusindvis tons slam hvert år, der bliver blandet med organisk materiale, og senere bliver spredt på landmænds marker.
Men nu vil virksomheden udvide funktionen af anlægget ved Agerskov, så der i fremtiden også kan indleveres slam, der indeholder PFAS. Dette slam skal så brændes for på den måde at skille sig af med de menneskeskabte evighedskemikalier.
Frygt for uforudsete effekter
Svend Sommerlund og Jan Schultz håber, det aldrig bliver en realitet.
- Vi frygter jo for vores sundhed, fordi vi ikke ved, hvad der sker med PFAS’en, når den bliver brændt af, siger Svend Sommerlund.
Han er tovholder på en gruppe borgere, der kæmper mod tilblivelsen af afbrændingsanlægget.
- Vi synes, der skal laves flere undersøgelser om, hvad der sker, når PFAS bliver brændt af, inden vi har lyst til at have sådan et anlæg til nabo.
Mere trafik på små veje
Udover frygten for et dårligere helbred, vil godkendelsen - såfremt den bliver givet - medføre en større kapacitet på anlægget. Det vil sige flere lastbiler, der hver dag skal hente og bringe ton efter ton slam.
- Vores veje kan helt grundlæggende ikke holde til det. De er ikke blevet udvidet i de 40 år, jeg har boet her, så det hænger jo slet ikke sammen, når man tænker på, hvordan anlæggets kapacitet kun bliver større, siger Jan Schultz.
Han bor en lille kilometer væk fra anlægget, men hver dag lægger han mærke til de lastbiler, der allerede nu kører forbi, når de skal til og fra anlægget.
- Vi har naboer med børn, der ikke har lyst til at cykle på vejene, fordi så mange lastbiler hver dag skal forbi, siger han.
Underskrifter til kommunen
Udvidelsen af anlægget er ikke omfattet af en høringsrunde i kommunen, fordi tilladelsen ikke kræver særlige miljøgodkendelser eller en revidering af lokalplanen.
Men det har ikke forhindret gruppen af borgere fra Agerskov i at blive hørt.
De har nemlig samlet 420 underskrifter ind fra byens borgere og andre lokale, der alle gerne så, at anlægget til afbrænding slet ikke blev til.
Dem afleverede de torsdag ved kommunen, hvor borgmester Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti tog imod dem.
- Det er gennemgående positivt, når folk engagerer sig i en sag, og det skal man have kredit for, sagde Jørgen Popp Petersen efter mødet.
Han ville dog hverken love eller afvise, at udvidelsen bliver taget af tegnebrættet.
- Der er nogle konkrete ting, vi skal tage stilling til, og så må vi se, siger han.
Men for både Jan Schultz og Svend Sommerlund slutter kampen ikke her.
- Vi vil gøre, alt hvad vi kan, for at det anlæg ikke bliver vores nye nabo.
Der er endnu ikke fastlagt en dato for afgørelsen.
TV SYD har kontaktet Marius Pedersen A/S, men virksomheden har ikke haft lyst til at stille op til interview vedrørende den lokale modstand mod afbrændingsanlægget.