Lokale bygger udsigtstårn over marsk og hav
25 meter højt udsigtstårn på vej ved Hjemsted – vil blive en attraktion for hele Sønderjylland.
Lige nu forvandles den hedengangne Hjemsted Oldtidspark ved Skærbæk til et nyt oplevelsesbaseret turistmål af en gruppe lokale investorer. De har en fælles ambition om at rykke turismen i området op på et nyt – og internationalt – niveau.
Omdrejningspunktet i planen bliver det 25 meter høje og spiralformede udsigtspunkt ”Marsktårnet”, der forventes at være klar til indvielse på en forårsdag i april eller maj næste år. Det fortæller talsmand Jørgen Hansen fra investorgruppen:
- Vi håber da, at det bliver et nyt vartegn i Sønderjylland, og at lokalbefolkningen også vil bruge det. Det er vigtigt for os, at vores egn er i udvikling, siger Jørgen Hansen til TV SYD.
Udsigt til noget stort i lokalområdet
Fra udsigtsplatformen i toppen af Marsktårnet vil man på en flot dag kunne se både til Sild og Esbjerg og hele vejen til den anden side af Rømø. En attraktion hvor man kan få udvidet sin horisont betragteligt, men som stadig er forankret i lokalområdet. Både idé og finansiering er fra lokalområdet:
- Jeg er rigtig glad for, at der er så stor opbakning, og at vi viser, at vi kan løfte sådan et projekt i fællesskab. Vi bor alle sammen i 6780 Skærbæk, siger Jørgen Hansen.
Et fikspunkt i horisonten
Marsktårnet, der vil kunne ses på mange kilometers afstand, vil blive et fikspunkt i horisonten, som man kan navigere efter. Og det er netop, hvad idémagerne til tårnet satser på, at mange vil gøre. Derfor bliver der lavet en autocamper-plads med plads til i første omgang 125 autocampere. Der vil også komme både et ishus, en café og en turneringsgodkendt minigolfbane.
- Vi overtog bygningerne i januar 2020, og nu er vi i gang med at renovere dem fuldstændig indefra og ud, siger Jørgen Hansen, der i lokalområdet er kendt som indehaveren af Jørgen Hansen Biler i Skærbæk.
Verdensberømt arkitektfirma
Udsigtstårnet præsenteres torsdag formiddag og er tegnet af den verdensberømte danske tegnestue BIG, der er grundlagt af arkitekten Bjarke Ingels. BIG står i vores område bl.a. også bag turistmagneterne LEGO House i Billund og Tirpitz i Blåvand. I Skærbæk er det også ambitionen, at Marsktårnet bliver en attraktion, som kan tiltrække gæster fra både ind- og udland:
- Vi er da stolte af, at vi kan præsentere noget af hans arkitektur her i Skærbæk, og det vil i sig selv give noget opmærksomhed, mener Jørgen Hansen, der er glad for, at de i dag kan løfte planerne for det projekt, som de har arbejdet på i halvandet års tid.
Ekstra boost til turismen
Investorgruppen, der består af ni lokale investorer, har i fællesskab investeret de knapt 24 millioner kroner, som projektet kommer til at koste. Der er ikke tilskud fra hverken kommunen eller fonde. Både tårnet og pladsen bliver bygget af lokale virksomheder, hvilket har været vigtigt for bagmændene:
- Det kan give nogle arbejdspladser. Man kan jo sætte sig ned og se på, at noget er lukket, eller man kan selv gøre noget ved det. Der kommer ikke andre og redder os, siger Jørgen Hansen, der er overbevist om, at tårnet og pladsen vil give et ekstra boost til turismen i området.
Fakta om Marsktårnet og tilhørende ’Marsk Camp’:
- 25 meter højt
- Diameter på 5,5 meter for neden og 12,5 meter for oven
- Indvies i foråret 2021
- Tegnet af BIG
- Bygges i cortenstål af Schack Trapper
- 125 autocamper-pladser (mulighed for udvidelse til 275)
- Restaurant, café, legeplads og minigolf
De ni investorer bag projektet:
- Landmand Hans Henrik Pørksen
- Landmand Pia og Lars Gad
- Tømrermester Holger Lassen
- El-installatør Jonas Olesen
- Murermester Per og Hans Erik Nielsen
- Møbelhandler Brian og Merry Riis
- Maskinimportør Dan Hamann
- Entreprenør Mads Vejrup
- Autoforhandler Jørgen Hansen
Gruppen bag projektet har indgået en aftale med Skærbækcentret om den daglige drift og vedligehold af pladsen og området.
Det vil koste en entrébillet - formentlig i omegnen af 75 kroner - at komme op i tårnet. I området bliver der også etableret en helt ny legeplads som man frit kan benytte.
Se mere om projektet i aftenens nyhedsudsendelse på TV SYD kl. 19.30