Da Lisbeth Sørensen i 2017 fik kontakt til en mand, hun ikke kendte, ignorerede hun alle advarselssignaler.

"Til mine kære elskede børn.

Når I læser dette brev, er jeg draget afsted. Jeg har gjort noget utilgiveligt, og det har jeg valgt at gøre en ende på. Det er virkelig egoistisk - men jeg kunne ikke finde andre udveje, og jeg kunne ikke holde til at leve, min fortiede løgn taget i betragtning. Mit selvhad er virkelig blevet en uoverstigelig kraft og derfor...."

Sådan indledte 65-årige Lisbeth Sørensen i slutningen af 2018 sit afskedsbrev.

I halvandet år havde hun båret på en hemmelighed. Lisbeth frygtede, hendes børn ville blive vrede over, at deres mor havde gjort noget dumt. At hun havde troet på løgnen.

Hun ville efterlade brevet til sine børn. De skulle vide, hvad hun havde gjort, så de forhåbentlig bedre forstod, hvorfor hun ikke længere ville leve.

Hun var bange for, at de ikke længere ville elske hende og ikke længere ville have tiltro til hende. Selvom børnene var voksne, var hun stadig den trygge base, som i deres øjne ikke kunne begå fejl. Men hun havde begået en stor fejl.

Drømmen om eventyr

For at forstå, hvorfor Lisbeth denne dag i slutningen af 2018 skrev brevet, skal vi tilbage i tiden.

I 2009 mødte hun sin kæreste Anders. De forelskede sig i hinanden, Lisbeth faldt for Anders' tillidsfulde og rare facon, og hun kunne godt lide, at han var sportsmenneske. Med hver deres historie og hver deres børn flyttede de sammen i en lille by syd for Ribe.

Lisbeth arbejdede i et mentornetværk i Esbjerg, som hjalp mennesker med anden etnisk baggrund end dansk i job, og Anders arbejdede som jobkonsulent, inden de begge gik på efterløn. De boede i Egebæk-Hviding, et sted, hvor alle kendte alle, og hvor alt altid var, som det plejede at være.

Selvom Lisbeth var glad for at bo i Egebæk-Hviding, fik hun til tider følelsen af ikke at passe ind. I hende var der gemt en eventyrer, som ville sælge det store hus og flytte ind til byen. Hun drømte om at gøre noget vildt, være nysgerrig, rejse ud i verden og blive overvældet og overrasket.

Den amerikanske soldat

I sommeren 2017 var Lisbeths datter gået ned med stress. Lisbeth forsøgte at hjælpe sin datter og sit barnebarn, så meget hun kunne. Oven i det hobede tankerne sig op om, hvad der skulle ske i hendes eget liv – om hun skulle fortsætte med at arbejde ved siden af sin efterløn, eller om hun skulle trække sig helt fra arbejdsmarkedet.

Når de svære ting i livet blev for tunge at bære, og når Lisbeth følte, hun manglede anerkendelse og komplimenter fra Anders, så skrev hun med den amerikanske soldat Bronkley Gozzys Arias eller ”Mr. B”, som Lisbeth kaldte ham. ”Mr. B” var et eventyr og en spændende tilføjelse til hverdagen, som godt kunne blive triviel. Han lyttede, og Lisbeth følte, han forstod hende, når de skrev sammen på det sociale medie Whatsapp.

Beskeden

Hendes penneven, som hun kaldte ham, var en nydelig mand i midten af fyrrene, ville Lisbeth skyde på ud fra billederne at dømme. Cirka 20 år yngre end hende. Han ansøgte hende på Facebook få uger forinden, og selvom Lisbeth ikke kendte ham, skrev hun med ham et par uger, inden hun anmeldte hans profil og slettede ham.

"Mr. B" var begyndt at blive flirtende i sine beskeder, selvom Lisbeth flere gange havde gjort det klart, at hun var sammen med Anders. Efterfølgende modtog hun en besked på Whatsapp. "Mr. B" havde fundet hendes nummer og ville vide, hvorfor hun havde slettet ham.
Der blev Lisbeth for alvor forbavset. Og hun tænkte, at han virkelig måtte ville hende noget.

De smilende øjne

En enkelt gang nævnte hun for Anders, at hun havde fået en beundrer, der skrev til hende. Da han sagde, at det ikke interesserede ham, besluttede Lisbeth sig for, at hun ville holde resten af historien om ”Mr. B” for sig selv.

Hun kunne ikke lade være med at blive smigret, når han sendte hjerter og kærlighedssange i sine beskeder. ”Mr. B” komplimenterede Lisbeth og hendes profilbillede. Han syntes, hun så sød ud og ville lære hende bedre at kende. Hun var ikke forelsket i ham, men hun var betaget.

En ung, flot soldat med fantastisk smilende øjne, som var udstationeret i Damaskus i Syrien, og som oprindeligt var fra New York. Og så syntes han oven i købet, at Lisbeth var interessant, det var ligesom et eventyr – fantastisk og spændende. Omkring en måned efter Lisbeth havde modtaget venneanmodningen, bad ”Mr. B” om hendes hjælp.

Anders overlevede, men tiden, der fulgte, var svær. Han var ikke længere det samme menneske, som Lisbeth havde forelsket sig i, hans humør svingede, og han havde en tendens til gerne at ville bestemme.

Lisbeth var bange. Bange for, at han aldrig ville blive sig selv igen, og bange for, at han skulle placeres på et plejehjem ude af stand til at kunne noget og stadig alt for ung til at være gammel.

Et ensomt liv i Egebæk-Hviding

Hun havde sine to børn og en god veninde i Fredericia, som hun betroede sig til. Men i huset i Egebæk-Hviding langt fra børnene og fra sin veninde følte hun sig alene og forladt. Anders trak sig tilbage fra deres fælles sociale liv, som Lisbeth holdt meget af og deltog i, han var mere træt og kunne ikke længere dyrke sport. Lisbeth følte, at han indimellem trak hende ned: Hvis hun havde noget spændende at fortælle, kunne Anders hurtigt få lagt en dæmper på fortællingen, og hans bemærkninger sårede hende.

Det var konsekvenser, som Lisbeth aldrig havde forestillet sig, at Anders’ skader skulle få for deres liv sammen. ”Mr. B” var lyspunktet i ensomheden. Han blev en flugt fra den krise, der havde ramt Lisbeth og Anders’ liv, og han lyttede, når hun havde brug for det.

Beskeden

En besked fra "Mr. B" tikkede ind.

Halvandet år var gået, siden Lisbeth havde lagt det første beløb ud, og beløbet var blevet større. Meget større. Hver gang Lisbeth troede, at nu ville kufferten komme, fik hun at vide, at der var kommet flere gebyrer og toldsatser på. Nu, halvandet år senere, var kufferten stadig ikke kommet, og hun begyndte at blive desperat.

Hun havde brugt sin alderspension, penge fra et sommerhussalg, solgt sine værdipapirer, taget flere kviklån samt skiftet bank, fordi hendes forrige bank ikke ville låne hende penge. Lisbeth modtog en besked fra soldaten, som fik hende til at indse, at hun havde troet på en løgn.

Lisbeth havde hele tiden været mistænksom over for det store pengebeløb, som kufferten indeholdt, og over for, at hun skulle lægge penge ud, og hendes forrige bank havde advaret hende mod at betale. De havde sagt til hende, at de troede, det var svindel.

- Nu stopper det

Men nu havde hun lagt et betragteligt beløb ud, så hvis hun stoppede med at betale, ville kufferten aldrig nå frem – og Lisbeth ville aldrig få sine penge igen. Hver gang hun betalte, tænkte hun, at pengene måtte være lige om hjørnet.  Desuden syntes hun, at "Mr. B" virkede reel, og han havde svaret på alle de spørgsmål, hun havde til kufferten og pengene. Alt det ændrede én besked dog på.

Lisbeth læste den. "Mr. B" skrev, at han havde optaget et lån hos en tyrkisk militærmand og spurgte, om Lisbeth ville låne ham penge, så han kunne betale den tyrkiske militærmand tilbage.
- Nu stopper det, tænkte hun. Historien om den tyrkiske militærmand hang ikke sammen med historien om kufferten med penge. Hvorfor skulle en amerikansk soldat låne penge af en tyrkisk militærmand?
Det var for langt ude. Og i dette øjeblik gik det op for hende, at hun aldrig ville få pengene. Kufferten ville aldrig nå frem. For den fandtes ikke, og det gjorde "Mr. B" heller ikke.

Svigtet

Lisbeth mærkede, at panikken spredte sig i hendes krop.
- Hvordan kunne jeg tro på det?, tænkte hun.
- Hvordan kunne jeg være så naiv og tro på, at den kuffert rent faktisk ville nå frem, og at "Mr. B" fandtes? Hendes penneven, som hun havde betroet sig til gennem halvandet år, var en løgn.
Nogen havde opfundet ham og kontaktet Lisbeth i en periode af hendes liv, hvor "Mr. B" var det, hun havde brug for. Derfor havde hun stolet på ham, hun nu forstod, hun var blevet svigtet så dybt af.

Betalingerne

Den efterfølgende tid var mørk. Lisbeth mærkede sorgen i sin krop, sorgen over at være blevet svigtet og over, at hun ikke havde gennemskuet det tidligere. Hun ville så gerne hjælpe og havde troet på det bedste i "Mr. B", ligesom Lisbeth generelt tror på det bedste i sine medmennesker.
Så en dag i slutningen af 2018 åbnede Lisbeth sin computer og skrev brevet til sine børn. Hun havde en følelse af, at livet var håbløst. Sorgen var for tung at bære, og Lisbeth var fortvivlet.
For mens venskabet og Lisbeths tillid til den fiktive soldat var blevet bygget op, havde Lisbeth betalt. I alt 1,6 millioner danske kroner.

Svindlernes milliondyre fælde

Efter Lisbeth havde skrevet brevet, kontaktede hun sin læge, som sørgede for, at hun fik medicin.
Det betød, at hun langsomt begyndte at få det bedre. Hun skrev også til det nummer, som hun i halvandet år af sit liv havde troet tilhørte en amerikansk soldat. Hun skrev, at hun ikke havde flere penge, og at overførslerne derfor ville stoppe. Efterfølgende meldte hun sagen til politiet og skrev en mail til TV 2.

Hendes historie om svindlen skulle frem. Ikke fordi hun forventede at få sine penge tilbage – men fordi hun ville forhindre, at andre faldt i svindlernes milliondyre fælde, ligesom hun selv havde gjort.
Lisbeths datter, Stine, blev chokeret over, at hendes mor var kommet så langt ud, så hun havde skrevet et afskedsbrev.